“Har du selv børn?”. Uden at jeg har lavet en gennemarbejdet rundspørge på landets fødegange, vover jeg skindet og påstår, at majoriteten af alle jordemødre regelmæssigt får stillet dette i virkeligheden, simple spørgsmål. Som jordemoder i den fødedygtige alder besvarer jeg et par gange ugentligt spørgsmålet omkring mit ikke-eksisterende moderskab. Det burde principielt være en nem opgave, og det er det i de fleste tilfælde også. Det nemme svar er, “nej, det har jeg ikke”. Punktum. Shall we go on?
Alligevel er spørgsmålet af flere årsager sjældent simpelt at besvare. Svaret nej leder ofte til uddybende spørgsmål. “Har du ikke en kæreste” jo. ”Er du bange for at føde” – nej heller ikke, men livet har blot formet sig uden indtil nu. Indimellem svarer jeg “nej, ikke endnu” eller “nej, men jeg burde nok gå i gang”. Trods mange år i faget leder jeg fortsat efter det gode svar.
Noget siger mig, jeg ikke er alene. Et spørgsmål så enkelt som ovenstående kan sætte den adspurgte i et svært dilemma. “Nej, jeg kan ikke få børn”, “Jeg er lige blevet forladt”, “Jeg har mistet det barn, jeg fik”, “Jeg prøver og har prøvet længe”, “Jeg er ny-gravid, men ingen ved det”. Eksemplerne er mange og henviser til, at det at få og have børn er et privat anliggende og ikke noget, vi nødvendigvis ønsker at dele. Ingen af disse ovenstående eksempler er i øvrigt særligt passende på en fødestue. Det indskrænker derfor svarmulighederne, og det gode svar udebliver. Nogle tyr måske til en lille hvid løgn. Andre oplever sorg over at skulle mindes om egen situation.
Det er én udfordring. At have lyst til at gemme sig ved direkte konfrontation.
En anden udfordring er uvisheden om, hvorvidt det påvirker familiens opfattelse af egne jordemoderfaglige kompetencer. Om det degraderer mig til jordemoder af anden rang, fordi jeg ikke selv har haft fornemmelsen af pressetrang. De få gange jeg har fået kommentaren “Nå, men så ved du jo ikke noget”, har jeg spurgt dem, om de vil have en anden jordemoder. Det vil de som regel ikke. Men det har tydeligvis en værdi, hvis jeg kan bryste mig af selv at have født.
Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg forstår også interessen og de gode hensigter. Langt de fleste gange accepteres svaret også med et smil.
Men periodevis er det et kompliceret – og ikke simpelt – spørgsmål at få. Især hvis det betyder, at min autoritet og evne til at guide dem igennem betvivles.
Derfor vender jeg tilbage til spørgsmålets oprindelse. Den gode vilje, der mange gange ligger bag. “Har du oplevet den usammenlignelige glæde det er at møde dit eget barn?”. Det er dejligt, at andre sender gode tanker.
Men nu skal vi holde fødselsdag. For det barn, der i sit eget tempo er på vej.
Uanset om jeg har børn eller ej, så er jeg jordemoder og uddannet til at lede en fødsel.
Derfor afprøver jeg et nyt svar. “Lige i dag handler det ikke om mig, men om jer”. Lige i dag har jeg ikke brug for at blive konfronteret med min hjemmefront, når jeg er på arbejde. Andre dage svarer jeg gerne. Jeg tvivler på, at nogen anden faggruppe bliver spurgt om deres familiesituation i det omfang, jordemødrene gør.
Jeg har kollegaer, der ikke fik børn. Kolleger, der ikke har et ønske om få børn. Hverken nu eller fremover. Kollegaer, der har svaret på det spørgsmål mange flere gange end mig. Kolleger, der har mødt familier, der med stor undren spørger, hvorfor de da er jordemødre? Hvorfor ikke, kunne man fristes til at spørge?
En mandlig gynækolog har med stor sandsynlighed ikke selv prøvet en gynækologisk undersøgelse.
Jeg forestiller mig, at et livslangt jordemoderliv finder en hylde til situationer som denne. At ens eget familieliv ikke kommer andres familieliv ved, og at intet svar bliver mere legitimt. Det er ikke nemt og slet ikke for mig, der værner om at svare på det, jeg bliver spurgt om. Uden smutveje.
Jeg har desuden sat svaret “Nej, ikke endnu” på pause. Det har jeg af den årsag, at svaret “Ja, jeg har børn”, blot er et af mange gode svar. Ikke det eneste rigtige. En jordemoder er en jordemoder. Heldigvis.