De fleste af os kan i grove træk blive enige om, at vi ønsker at vejlede de familier, vi er i berøring med, på et evidensbaseret grundlag. Evidensbaseret praksis kræver dog evidens. Og i vores fag har vi sjældent den luksus at have et godt og velfunderet evidensgrundlag. Vores kliniske retningslinjer eller vores kultur for at vejlede omkring et givent emne baseres derfor ofte på en fælles konsensus. Nogle gange er vi mere bevidste om vejen til den fælles konsensus end andre gange.
Rundt om i verden ses en stigning i registrering af børn mellem 0 og 17 år, der har kort tungebånd. En voldsom stigning. Det sker i England, Australien og Danmark, for bare at nævne nogle få. Hvorfor?
Der er forskellige scenarier her. Måske er der en helt reel stigning i børn med kort tungebånd, som fx antallet af drengebørn født med hypospadi. En stigning der kunne skyldes kemikalier og forurening? Dette kunne potentielt være en del af forklaringen, men stigningen i antallet af børn med kort tungebånd har været så eksplosiv, at det næppe er hele forklaringen.
En anden mulighed er, at vores kultur for diagnosticering af og vejledning om kort tungebånd har ændret sig. For mig at se er dette ikke en ændring, som er drevet af en fælles konsensus blandt de berørte sundhedsprofessionelle, for vi er fortsat meget uenige om diagnosticering og behandling af kort tungebånd. Enkelte mener simpelthen slet ikke, at fænomenet findes. Jeg tror, at internettet og de sociale medier har meget at sige her. Måske er det en global vidensdeling, der har forårsaget et så markant fokus på kort tungebånd, at det nu i højere grad diagnosticeres – og måske også over diagnosticeres?
Jeg ville gerne mane til besindighed, når forældre rådes til at rejse til Holland for at få klippet deres spædbarns tungebånd. Men faktum er, at jeg ved ligeså lidt som andre, hvad den optimale rådgivning er. Hvor hurtigt skal et kort tungebånd opdages og klippes for at redde amningen? Hvor meget – om noget overhovedet – kan vi gøre med vejledning og forskellige ammestillinger? Kan man strække tungebåndet med øvelser? Er der nogen gange tale om en mere universel spændingstilstand i kroppen, hvor den optimale behandling er muskelskeletær, hvor kiropraktor eller osteopat skulle ind i billedet? Vi ved det faktisk ikke.
Komiteen for Sundhedsoplysning har nedsat en arbejdsgruppe, der søger midler til at lave en national klinisk retningslinje om kort tungebånd. Gruppen er ledet af Jannie Rasmussen, der er cand.san. i jordemodervidenskab. Hvis midlerne findes, indledes der et kæmpe arbejde med litteratursøgning. Der er formentlig en del af de spørgsmål, vi har, som vi ikke finder gode svar på i litteraturen. Men der kommer til at sidde en bred arbejdsgruppe med bred faglighed herunder jordemødre, sundhedsplejersker, en neonatolog og øre-næse-halslæger. Forhåbentlig kan vi opnå en fælles konsensus om fornuftige retningslinjer, som kan sikre, at mange familier imødekommes i deres behov for vejledning og behandling. Den endegyldige sandhed om hvor mange korte tungebånd der er, hvordan de diagnosticeres og hvilke, der skal klippes – ja den må vi nok fortsætte med at lede efter gennem forskning, diskussion og erfaring.