En af mine bekendte er netop hjemvendt fra en sabbatårsrejse rundt i verden. Rejsens højdepunkt havde ubetinget været fire uger tilbragt som „præstudent“ på et ugandisk hospital – særligt de to uger på fødegangen. Det havde været enormt spændende at få indblik i, hvordan et afrikansk hospital klarede sig med så få ressourcer. Følelsen af at gøre en forskel havde overbevist hende. Før var hun i tvivl, men nu ved hun, at hun vil være jordemoder. Hun er 21 år gammel og har pakket ost på Arla siden sin studentereksamen for 2,5 år siden. Hun har ingen faglige forudsætninger for at deltage ved fødsler. Indimellem havde det også været grænseoverskridende, fortalte hun. For eksempel havde hun og to andre piger fulgtes med en jordemoder, som lavede en vaginalundersøgelse af en kvinde. Derefter havde jordemoderen vendt sig mod de tre piger og spurgt: „Who is next?“. Min bekendte havde taget en dyb indånding og undersøgt. Eller rettere famlet rundt i kvindens underliv med sine fingre. Det billede får hårene til at rejse sig i min nakke. Og så spørger jeg mig selv, hvordan det ville blive taget imod i Danmark, hvis tre turister stod ved siden af en jordemoder på den fødeafdeling, hvor jeg arbejder, og blev inviteret til at røre en fødende dansk kvinde i skeden.
Hvad er meningen?
Try Medics, som min bekendte rejste med, skriver på deres hjemmeside, at „præstudenterne“ er i observationspraktik og derfor ikke skal udføre eller pålægges sygeplejefaglige opgaver. Meningen er, at rejsen skal klæde dem bedre på til at tage en uddannelsesbeslutning.
„Bliv sikker i dit studievalg, få indblik i et hospitalsmiljø og erfaringer du eksempelvis kan reflektere over i en kvote 2 ansøgning. Tryk dig videre på et af vores 4 programmer forneden.“
Organisationen rammer plet hos flere unge med deres tilbud om at hjælpe dem nærmere en sikker afklaring om karrierevej. En pige, der tidligere har rejst med Try Medics, skriver fx i sit indlæg på hjemmesiden, at hun længe har haft en drøm om at blive jordemoder, men først kunne hun „godt tænke sig at snuse lidt til det“.
„Inkluderet i dit ophold er bl.a. en weekend safari, så du kan opleve Ugandas rige dyreliv og møde dyr, du så i Løvernes Konge som barn, i deres naturlige omgivelser“ står der, når man har klikket sig videre. Som jeg ser det, er der visse ligheder mellem dyrene på safarituren og kvinderne på fødegangen. Begge bliver gjort til spændende u-landsoplevelser. Som en tur i en eksotisk rutsjebane.
At gøre en forskel
Unicef estimerer, at graviditets- og fødselskomplikationer forårsager mere end 800 kvindedødsfald om dagen. 94 procent af dødsfaldene forekommer i verdens fattigste lande, særligt i afrikanske lande syd for Sahara. I Uganda dør 343 kvinder pr. 100.000 levendefødte børn. Til sammenligning dør 6 mødre pr. 100.000 levendefødte i Danmark. Værst står det til i Sierra Leone, hvor 1.360 mødre dør pr. 100.000 levendefødte. Det er et af FN’s verdensmål, at den globale mødredødelighed reduceres til mindre end 70 pr. 100.000 levendefødte. Med andre ord er det en tiltrængt nødvendighed, at nogen gør en forskel i Afrika. Men hvem? Og hvordan?
Det er ikke givet, at de afrikanske kvinder ville være bedre stillet uden velmenende danske sabbatårspigers nærvær og omsorg. Desuden må jeg også nævne, at et fire ugers ophold med Try Medics koster 20.999 kr. foruden flyrejser, forsikringer, vaccinationer, visa og hospitalstøj. De penge kommer formentlig kvinderne til gavn. Men afrikanske kvinder betaler til gengæld for hospitalsudstyret ved at lægge krop til vestlige unges selvrealisering og uddannelsesafklaring. Er det rimeligt? Kan vi som danske jordemødre acceptere, at danske turister kan „snuse lidt til det“ i Uganda, når vi selv kan sætte spørgsmålstegn ved etikken omkring den slags på danske fødestuer? Det er virkelig et af de mange vanskelige dilemmaer, som global ulighed flyder over med. Alligevel mener jeg, at vi i Jordemoderforeningen bør tage aktivt stilling og være tydelige i vores standpunkt til denne form for udviklingsturisme. For det første for at gøre velmenende danske turister opmærksomme på skyggesiderne af deres oplevelser. For det andet for at give klar besked om, hvorvidt rejser til fattige landes hospitaler bidrager positivt eller negativt til unges mulighed for en sundhedsfaglig uddannelse. For det tredje for at markere et globalt kvindesammenhold.