Karriereveje: Som jordemoder og familieterapeut hjælper Sabine nye familier

Jordemødre arbejder med meget andet end fødsler. For at afspejle den bredde, der er i faget, tager vi i hver udgave af ’Jordemoderen’ med en jordemoder på arbejde. Denne gang Sabine Juul Pedersen, der arbejder som familieterapeut i Vuggestedet i Aarhus Kommune.

Kl. 8.30-10.30

Familierne i Vuggestedet kommer med mange forskellige problemstillinger. Fælles er, at de har brug for støtte i deres forældreskab, og at der er noget der står i vejen for, at de kan blive de forældre, de ønsker. Vi er et meget fleksibelt tilbud – hvis en mor fx ikke kan gå i Netto med barnevognen pga. angst, så taler vi om angsten, forsøger at forstå den og øver indkøbsturen sammen. Vi kan komme hjemme hos familierne alt fra en gang om ugen til to gange om dagen. Fordi familierne og deres udfordringer er så forskellige, er det værdifuldt, når jeg mødes med mit team til et ugentligt behandlingsmøde som i dag. Vi laver et tjek-ind, hvor vi deler, hvad vi er optaget af fagligt og privat. Efterfølgende har vi to sager på dagsordenen. Her drøfter vi de udfordringer, vi står i og giver hinanden sparring i forhold til nye veje, muligheder og refleksioner.

Kl.11-12.30

Jeg besøger en familie, som har et barn på fem mdr. Mor har en velbehandlet skizofrenidiagnose, men er udfordret med tilknytningen til barnet. Vi sætter os ned på gulvet med barnet for at arbejde med tilknytningen. Vi leger samspilslege, og jeg hjælper med at sætte ord på barnet og forstørre de initiativer, barnet tager, så mor får øje på dem.

Kl.13.00-14.30

Jeg besøger en familie, som har et nyfødt barn. Familien er henvist, da mor har en personlighedsforstyrrelse, og far har ADHD. Det går rigtig godt hos familien, men lige nu er de udfordret af, at far skal til eksamener de næste uger. Vi taler om, hvordan familien kan organisere sig, så der både er rum til, at far kan forberede sine eksamener, og mor og far kan være sammen og støtte hinanden i deres nye forældreskab.

Kl.15.30-17.30

Jeg underviser som jordemoder på et af vores Familieiværksætter-hold. Her mødes kommende forældre, der alle har noget med i bagagen fx angst, depression eller lignende, så de kan spejle sig i hinanden og dele det, der er svært. I dag taler vi om komplikationer under fødslen og slutter af med at familierne prøver forskellige Rebozo-øvelser.

Sabine Juul Pedersen


Alder? 35
Uddannelsesår? 2013
Pluk fra CV’et?
2013-2018: Jordemoder i Grønland
2014-2015: Uddannet småbørnskonsulent
2018-2019: Jordemoder i Horsens Nuværende stilling? Familieterapeut i Vuggestedet, Aarhus Kommune, siden 2020
Hvad er det bedste ved dit job? At få lov at komme tæt på familier over en længere periode, mens de er i en særlig sårbar periode af deres liv og står midt i familiedannelsesprocessen. At de lukker mig ind i noget svært, som de gerne vil arbejde med.
Hvad bruger du af din jordemoderfaglighed i dagligdagen? Jeg bruger i høj grad min relationskompetence. Mit vigtigste arbejde er at danne relation til familierne, så vi sammen kan finde ud af, hvad de har brug for hjælp til. Jeg har også virkelig fået øje på, hvor dybe spor fødslen kan trække i nybagte forældre, og at fødslen kan have stor betydning for, hvordan familien lander i forældreskabet. Med min jordemoderviden kan jeg være med til at få bundet sløjfe på alt det, der skete omkring dem og inde i dem under fødslen.