Forhandlingsleder Lene Maigaard havde ikke tydeligt nok fået gjort opmærksom på, at de karameller, der blev uddelt før gruppearbejdet på det regionale møde i København, ikke bare var til almindelig fortæring. Karamellerne skulle, efter diskussion i grupperne om prioritering af krav, kastes i de tre bægre med skiltene: løn, pension eller arbejdstid alt efter prioritering.
Trods risiko for svind i karamellerne før de blev benyttet som afstemningsskyts, var der, efter indholdet i de tre bægre at dømme, ikke tvivl om prioriteringen af kravene. Mere end halvdelen af karamellerne lå efter gruppearbejdet i bægret mærket med Løn, godt en fjerdel var havnet i pensionsbægret og en femtedel skal ifølge københavnerne gå til at forbedre betaling for ulemper og forbedring af arbejdstidsaftalen.
God plads på møderne
Der var ikke trængsel til nogen af de seks regionale medlemsmøder, som Jordemoderforeningen afholdt i løbet af april. Samlet mødte 83 jordemødre op til møderne, der skulle lægge op til debat om hvilke krav, Jordemoderforeningen, sammen med de øvrige organisationer i Sundhedskartellet, skal præsentere for arbejdsgiverne.
Allerede i slutningen af september mødes Sundhedskartellets forhandlingsudvalg med arbejdsgiverne, måske endda tidligere. Det lille forhandlingsfællesskab satser nemlig på at være de første, der præsenterer krav for de kommunale arbejdsgiverorganisationer – meget gerne før de tidligere forhandlingsparter i KTO.
Spørgsmålet om ikke Dansk Sygeplejeråd med sine 70.000 medlemmer kommer til at dominere forhandlingerne, lå lige for på de regionale møder. I alt er der 115.000 medlemmer i Sundhedskartellet fordelt på 11 organisationer. Jordemoderforeningen er den fjerdemindste organisation.
<//span>- Nok er de mange i DSR, men det er også skrøbeligt for dem at gå ud alene og forhandle alle krav. Derfor er fællesskabet også vigtigt for sygeplejerskerne, og hvis man vil være med i et fællesskab, så er det en dårlig ide at majorisere, sagde Lillian Bondo på mødet på Herlev Sygehus.
Lillian Bondo forklarede Jordemoderforeningens beslutning om at forlade det store forhandlingsfællesskab KTO, som foreningen har været med i siden 1987, således:
– Kravene forsvandt op i systemet i KTO, så de var svært genkendelige til sidst. I Sundhedskartellet skal vi kun blive enige på ét niveau, nemlig i forhandlingsudvalget, der består af organisationernes formænd, før vi går til arbejdsgiverne, sagde Lillian Bondo, der erkendte, at man måske havde brudt med et solidaritetsprincip ved at forlade det store forhandlingsfællesskab.
– Vi har brudt med princippet – jo flere jo bedre – og erstattet det med et princip om jo mere målrettet jo bedre, sagde formanden for Jordemoderforeningen, der kan se flere scenarier for sig, når forhandlingerne starter.
– Måske vil arbejdsgiverne mene, at vi er besværlige, fordi vi har meldt os ud af KTO. Eller også får de øje på hvilke værdifulde og eftertragtede faggrupper, som Sundhedskartellet består af. Under alle omstændigheder skal vi ikke regne med, at der sker mirakler ved de kommende forhandlinger, men jeg mener, at vi står stærkere end før.
Hvor skal løn forhandles?
Spørgsmålet om hvor stor en del af lønnen, der skal lægges ud til lokale forhandlinger på vegne af de enkelte jordemødre, fyldte også godt på det regionale møde i København. Glæden over den model for Ny Løn, som ligger i den aktuelle overenskomst for basisjordemødre, er til at overse. De tillæg, som tillidsrepræsentanterne har forhandlet hjem til deres kolleger er så små, at arbejdet med at forberede forhandlingerne ikke står mål med udkommet, var opfattelsen.
Det var dog de færreste, der mente, at man helt kan komme udenom en eller anden form for individuel og lokal løndannelse i en kommende overenskomst. Men hvorvidt det skal være anciennitet, faglige og personlige egenskaber eller en kombination heraf, der skal være udgangspunkt for en ny lønmodel, står stadig uklart for de fleste jordemødre.
Hvor fælles skal vi være
Hvor langt kan Jordemoderforeningen gå i fællesskabets navn? Er Jordemoderforeningens medlemmer indstillet på fælles urafstemning, når der foreligger et overenskomstresultat? Det vil i givet fald kræve en ændring af foreningens love, hvor der aktuelt står, at det er foreningens medlemmer, og kun dem, der afgør et OK-resultat. Der skal desuden tages stilling til, om der fra starten skal udtages konfliktudløsende krav, som alle organisationer går i konflikt på, hvis der ikke opnås en tilfredsstillende aftale på området. Skal disse konfliktudløsende krav kunne være organisationsspecifikke, det vil sige primært have relevans for enkelte af Sundhedskartellets organisationer?
– Og kan fællesskabet holde til en situation, hvor en faggruppe skal i konflikt, selvom de selv har stemt ja til et forlig? Eller omvendt at en af organisationerne har et overvældende nejflertal, men fordi resten stemmer ‘ja’, så er overenskomsten indgået? spurgte Lene Maigaard.
Sygeplejerskerne vil med flere end halvdelen af stemmerne ved en fælles urafstemning desuden altid kunne bestemme udfaldet af en afstemning. Det overvejer man at tage hensyn til i den forhandlingsaftale, som diskuteres i Sundhedskartellet for øjeblikket ved at åbne mulighed for, at de øvrige organisationer, uden om DSR, kan tiltræde et forhandlingsresultat i det tilfælde, hvor DSR varsler konflikt i forhold til et organisationsspecifikt krav og fortsætter handlingerne i forligsinstitutionen.
Det rejser imidlertid en række principielle spørgsmål. For det første om "kattelemmen" vil underminere Sundhedskartellets forhandlingsfællesskab. Det vil sige, om den vil svække den styrke der ligger i, at alle organisationer står sammen hele vejen om at nå et resultat.
Med muligheden for at enkelt-organisationer kan forlade fællesskabet, er der i princippet tale om den samme form for forhandlingsfællesskab som i KTO’s "omvendte model" for OK-05. En model som Sundhedskartellets organisationer mente, var for "svag" i forhold til at give KTO maksimal gennemslagskraft.
For det andet, bør det ikke kun være DSR, men alle organisationer i Sundhedskartellet, der således kan sige nej til resultatet af de organisationsspecifikke krav og forlade forhandlingsfællesskabet.
For det tredje er det spørgsmålet, om det skal være muligt at optage organisationsspecifikke krav som konfliktudløsende krav, hvis det er muligt for enkelte organisationer at sige nej til deres eget specifikke forhandlingsresultat.