I 2000 samledes verdens ledere på FN topmøde og vedtog om otte mål (1) for global udvikling (2015 målene). Et af disse mål var at reducere den maternelle mortalitet med 75 procent inden 2015. Man skulle gøre det op ved hjælp af to mål: Mødredødeligheden og andelen af kvinder, der fødte med uddannet sundhedspersonale.
For at nå disse mål, er følgende initiativer blevet taget:
- WHO, FIGO (The International Federation og Gynecology and Obstetrics) og ICM (International Confederation of Midwives) har udarbejdet retningslinier for aktiv ledelse af fødslens tredje stadie
- WHO, FIGO og ICM er blevet enige om en fælles definition af en uddannet fødselshjælper
- USAIDs (US Agency for International Development) forventes snart at afsætte 75 mio. USD til arbejdet med mødres sundhed i udviklingslandene
- I februar 2004 blev et nyt internationalt fællesskab lanceret på initiativ af WHO: "Partnership for maternal and newborn health". Det forventes at få en stærkere sammensætning, end det tidligere "Safe Motherhood", som det erstatter.
- I FIGO har man nedsat en ny komite for "Safe motherhood and newborn health", med deltagelse fra alle regioner og repræsentation fra ICM.
- Nordisk initiativ
NFOG, Nordic Federation of Societies of Obstetrics and Gynecology, tog i sommeren 2003 initiativ til at styrke det nordiske engagement i indsatsen for mødres, nyfødtes og reproduktiv sundhed i international sammenhæng. Overskriften på indsatsen er "Going South". Der blev nedsat en arbejdsgruppe, hvor NFOG og NJF, Nordisk Jordemoder Forbund, indgår.
Arbejdsgruppen ønsker at udvikle et projekt, hvor fokus er at uddanne fødselshjælpere. Et canadisk program ‘ALARM International’ har inviteret de nordiske lande til et samarbejde. Deres program er udviklet af SOGC, Society of Obstetricians and Gynecologists of Canada, og sigter mod at øge viden og færdigheder indenfor de fem hovedårsager til mødredødeligheden: komplikationer i forbindelse med usikre aborter, blødning, sepsis, hypertensive problemer og fødselsobstruktion (obstructed labour). Hovedoverskriften for ‘ALARM International’ er en klar tilkendegivelse af kvinders ret til sikker reproduktion og til kønsmæssig ligestilling.
To medlemmer af arbejdsgruppen, Kit Dynnes Hansen (jordemoder fra Danmark) og Kenneth Bjørklund (obstetriker fra Sverige) deltog i to ‘ALARM International’ kurser i Indien i januar 2004 for at evaluere det med henblik på fremtidigt samarbejde mellem canadierne og NFOG og NJF.
Besøget i Indien resulterede i arbejdsgruppens anbefaling af et samarbejde med ‘ALARM International’. Følgende overordnede principper vil blive højt prioriteret:
- Samarbejde mellem jordemødre og obstetrikere. Norden har en tradition for samarbejde mellem jordemødre og obstetrikere, som bør introduceres til ‘ALARM International’
- Arbejde i et veldefineret område. Hvis kræfterne lægges i et afgrænset område, forventes resultaterne at blive større.
- At implementere viden og færdigheder blandt lokale sundhedsarbejdere.
- På denne baggrund bliver der for øjeblikket udarbejdet et konkret program for et nordisk Going South initiativ. Dette program skal drøftes på NJFs kongres i maj og på NFOGs kongres i juni.
Det indledende arbejde er foreløbig blevet støttet økonomisk af NFOG. Der bliver nu arbejdet på at finde flere forskellige finansieringsmuligheder.
Er du interesseret i at vide mere om dette arbejde eller ønsker du at deltage i arbejdsgruppen, så send en e-mail til Birgitta Essén på Birgitta.Essen@remove-this.obst.mas.lu.remove-this.se
Indtryk fra en indisk fødeafdeling
De fleste kvinder i Indien føder hjemme, ofte med dårligt eller uuddannet hjælp. Det medfører, at komplikationer som vi herhjemme kan forebygge og meget sjældent oplever, udvikler sig og bliver hverdag på de offentlige hospitaler i Indien. Her følger en beskrivelse fra et hospital i det nordlige Indien, som jordemoder og næstformand i Jordemoderforeningen, Kit Dynnes Hansen, besøgte i februar i år som repræsentant for "Going South"-projektet:
Hospitalet i Lucknow gav et koldt, vådt og fattigt indtryk. På fødegangen var der mange indlagte og blandt dem fire kvinder med meget alvorlige komplikationer. Den ene var bevidstløs og havde eklampsi. En anden kvinde havde været i fødsel i syv dage (obstructed labour), og havde haft anuri i to dage. Hun var nu blevet forløst, og hendes urinproduktion var kommet i gang. Hendes blodtryk blev holdt oppe på 80-90 systolisk ved hjælp af dopamin- og adrenalininfusion. En tredje kvinde var kommet ind med uterusruptur, uden puls og uden et målbart blodtryk. Hun havde straks fået foretaget laparatomi, fået blodtransfusioner og hun havde nu et fornuftigt blodtryk og var ved bevidsthed. Hendes omfattende blodtab stammede, ud over fra rupturen, fra voldsomme lacerationer af vagina, formodentlig et resultat af forsøg på at få hende til at føde vaginalt. Den fjerde kvinde blev indlagt med en hæmoglobin på 2,1 g/L og eklampsi. Hun kunne ikke reddes og døde i løbet af natten. Ingen af kvinderne var over 18 år.