Andrea Fisker er en moderne kvinde med mange jern i ilden. Hun er lige ankommet til det smukke Sandbjerg gods, hvor 40 jordemødre venter — klar til at lytte. Vi er til Jordemoderfagligt Selskabs seminar om Det Gode Fødested. Andrea Fisker er kun lige ved at lande, mens hun fortæller om sig selv. En stemme blandt tilhørerne siger muntert: ”Har du så også fire børn?”, hvortil vi alle ler, for vi kender kvindetypen ganske godt, også fra spejlet derhjemme. Hun svarer kort ”tre børn” og begynder med arbejdsidentitetens udvikling i historisk lys.
Folk er lidt trætte, det er eftermiddag. Lyset falder gennem dramatiske skyer på de ældgamle træer udenfor, vandet luller skælmsk dernede i det sølvgrå. Jeg synes, det er spændende, som at være til forelæsning. Jeg ruster mig til at prøve at forstå.
Employability
Andrea fortæller om fremmedgørelse, fokus på det enkelte individ, selvrealisering, religionsshopping og det moderne ideal: At realisere sit fulde potentiale. Om balancen mellem arbejde og livet i øvrigt — at det, man er og foretager sig, helst skal gå op i en højere enhed, ”Employability”, kaldes det. Det er noget, moderne virksomheder dyrker for at imødekomme moderne menneskers behov for balance og helhed i livet. Det betyder at gøre den ansatte tilfreds med at være ansat, at tilbyde for eksempel god mad, massage og mulighed for faglig udvikling. Jeg tænker tørt, at den danske sundhedssektor har uendeligt meget at lære dér og nok ikke er særligt interesseret. De får jo vores arbejdskraft alligevel, selv om der ind i mellem står idiot på ryggen af os…
Fortællingens magt
Negativitet avler negativitet, siger Andrea. Alle de historier, der fortælles om dit arbejde, skaber det. Ja, ja, det har jeg hørt før, tænker jeg. Nu skal vi igen selv opfinde det lykkelige arbejdsliv, så dem der i virkeligheden definerer vores vilkår, politikerne, regeringen, arbejdsgiverne, Jordemoderforeningen kan tørre det hele af på os. Men hun siger videre: ”Hvis man vil ændre noget, skal man bare gå ud til kaffemaskinen, historiefortællingens ultimative portal, og næste gang prøve at sige: Hold da kæft, hvor er vi gode!”. Hmm, tænker jeg. Ændre noget? Kan man virkelig det? Handler det ikke bare om at få os til at tie stille og knokle videre? Min mistillid viger en anelse. ”De stærke fortællinger går videre,” siger Andrea, ”og brok tager tiden og luften fra de gode fortællinger!”
Hvad er så jeres fortælling? spørger hun. Træghed gennemsiver lokalet, vi kan det jo til bevidstløshed: Vi er pressede, vi får ikke nok i løn, vi er stressede, vi arbejder i et belastende akutfelt, hvor stor omstillingsparathed er påkrævet. Vi er også autonome, og vi brokker os. Tusmørket er tæt udenfor. Andrea forsøger ihærdigt, stædigt: Livsprojektet er stressende! Man er nødt til at skabe sin egen identitet, man har selv ansvaret for at styre sit liv. Egenstyring, hedder det. At styre en sammenhæng mellem det man skal, det man vil og det man kan. Uden denne sammenhæng gør livet ondt. Jo tak, dét mærkes, tænker jeg, stadig uden hverken udsyn eller indsigt. Der opstår en lille pause, nogle sekunder. Mit mod daler lidt mere. Så siger hun: Nu skal jeg fortælle jer en historie.
En virkelig historie
Andreas historie er, som alle ægte historier, både enkel og unik. Som 19-årig bliver hun gravid ved en engangsaffære, og det viser sig at være med tvillinger. Hun beslutter sig for at få børnene, på trods af at hun både er alene og temmelig ung. Som hun siger: Der var vist nogle eller noget, der ville fortælle mig, at jeg skulle have børn! Fødslen gik som den slags nu kan gå, det blev til både en vaginal fødsel og et sectio, og der var efterfølgende tvivl om, hvorvidt det ene barn var hjerneskadet, hvilket blev afkræftet efter nogle måneder.
Andrea taler om at huske ansigtet på hver eneste af de tilstedeværende på fødestuen, da hendes børn blev født. Dér blev skrevet en historie, der var af så grundlæggende betydning for hendes videre liv, at det overgår det meste andet.
Hvad er det egentlig, vi laver?
Kan I ikke se, at I skriver historie? siger hun. Det er ikke blot en fødsel. I er jo med til at skabe historien om, hvem de mennesker er! Med et listigt udtryk ser hun pludselig rundt på os og siger: Sig mig engang, er I i virkeligheden ikke sådan nogle mytologiske Norner, sådan nogle skæbnegudinder, der står ved ethvert barns fødsel? Er I ikke? Er der ikke en gudinde gemt i jer et sted? En lille kriblen går gennem flokken, en let uro, og jeg mærker en spæd glød indvendig. Jo, hemmeligt og støvet gemmer der sig nok en lille gudinde, derinde i mørket. Det var jo det, der fik mig til at blive jordemoder i sin tid, troen på at jeg — bare ind i mellem — kunne udføre bitte små mirakler for fødende kvinder og nytilkomne væsener her på jorden. Jo, min indre hverdagsgudinde er kaldet ved navn. Da jeg ser mig om i salen, er der smil og let rødmende kinder over kaffekopperne.
Vågn, hverdagsgudinder!
Jamen, siger vi, det er så svært at skifte mellem den guddommelige boble inde på fødestuen, og så hverdagen, den konkrete virkelighed, der hæmmer fantasien. Vores mulighed for at dyrke de gode historier er så smal! Gudinden har meget svære vilkår i den dagligdag, vi har skabt os!
Så løfter Andrea en pegefinger og siger med fast og klar stemme: ”Det er jeres pligt at være modige og være gudinder, ellers mister både I og kvinderne Historien! — Fortæl det! Igen og igen, alt det I kan, lav gudindemøder og druide-forsamlinger, blærerunder og solskinsfortællinger! Find ud af, hvordan I holder liv i de gode historier, for det er jer, der skal gøre det!”
Mening og betydning
Bagefter går jeg for første gang længe rundt med en lille boblende stolthed over jordemoderfaget. Det har fået en anden mening og betydning, som nok kan jage lidt udbrændthed på flugt og give plads til arbejdsglæden. Jeg tænker, at hvis vi selv kan se vores særlige værdi, kan vi måske også gøre den klar og tydelig for andre mennesker, og for diverse magtfulde væsener. Det giver undertegnede en rankere ryg og et indre smil, der hænger ved, længe efter Andrea er kørt videre ud i sit intense og moderne kvindeliv.
