Jordemødre i Central- og Østeuropa kæmper med ekstremt svære arbejdsforhold: Nogle steder risikerer praktiserende jordemødre kriminalretssager, andre steder arbejder de illegalt eller på kanten af systemet. De, der arbejder på hospitalerne, har kun et minimum af indflydelse på et system, der af de lokale jordemødre opleves som styret af læger. Men hvad ligger der bag? Alle steder tales der om magtkampe på hospitalerne, hvor lægerne er særdeles modvillige mod at afgive retten til at bestemme over fødestuerne.
På trods af generelle bestemmelser og principielle lovgivninger er de enkelte landes love, regler og ikke mindst kulturer meget forskellige.
For alle landene er det dog gennemgående, at der efter Anden Verdenskrig skete voldsomme ændringer i fødselspraksis. Hvor det tidligere var normen, at kvinder fødte hjemme, skete der i denne periode en radikal centralisering, der med et sendte de fødende kvinder til hospitalerne.
For mange, især kvinder fra fattigere landområder, betragtedes dette til at starte med på mange måder som en fordel. De fik nu mulighed for at få nogle dages hvile fra det hårde landarbejde.
Men det havde også omkostninger særligt for jordemødrenes arbejdsvilkår. Hospitalerne var hierarkisk opbygget med dominans af lægerne, som dermed kom til at dominere fødslerne. Disse hierarkier findes stadig pa hospitalerne, hvor praksis de fleste steder er, at det er læger og ikke jordemødre, der tager imod børnene. Det er ogsa kun læger, der har ret til at underskrive dokumenter i forbindelse med fødsler, og det er således nærmest umuligt at praktisere fødsler udenfor lægeligt regi, hvilket i praksis betyder på hospitalerne. Det betyder også, at hverken jordemødre eller de fødende kvinder har nogen særlig indflydelse på, hvordan fødslen skal forløbe og hvilke indgreb, der er brug for. For eksempel tales der i både Ungarn og i Tjekkiet om interventionsrater pa 80 procent, mens raten i Serbien beskrives som helt op mod 100 procent. Kritikere kalder det samlebåndsfødsler, der nærmest sker hen over hovedet på både de fødende og jordemødrene.
Ungarn og Tjekkiet
Jordemødrene i disse lande er splittede omkring, hvorvidt hjemmefødsler præsenterer en løsning på de problemer, de åbenlyst ser ved denne lægeligt dominerede fødselsform: I mange lande er en hjemmefødsel det eneste mulige alternativ for kvinder, der ønsker en fødsel udenfor det medicinskinterventionistiske hospitalssystem.
Hverken i Ungarn eller Tjekkiet er hjemmefødsler forbudt. I 2010 fik den ungarske kvinde, Anna Ternovsky, menneskerettighedsdomstolens ord for, at det er en krænkelse af retten til privatliv ikke at kunne bestemme over sin fødsel. En dom som menneskerettighedsdomstolen netop i september har stadfæstet i forbindelse med sager anlagt af tjekkiske kvinder. Landene er således blevet pålagt at lovliggøre adgang til alternativer, men fødslerne er til gengæld blevet underlagt en lang række omstændigheder, der nærmest umuliggør lovlige hjemmefødsler. Desuden dømmes privatpraktiserende jordemødre ved kriminalretten, da deres arbejde anses for at sætte kvinder og børns liv i fare.
Som konsekvens af denne lovgivning sidder for eksempel Agnes Gereb pa tredje år i husarrest under strikse forhold i Budapest, mens tjekkiske Zuzana Stromerova i marts måned blev idømt to års betinget fængsel samt forbud mod at praktisere i fem år. En FN-delegation udsendt af Komiteen til Udryddelse af Alle Former for Diskrimination mod kvinder udsendte i marts en rapport, der tilskynder de ungarske myndigheder til at muliggøre kvinders adgang til storre bestemmelsesret over deres fødsler. Dette skal bl.a. ske ved at sikre adgang til jordemødre, der skal anses og regnes for selvstændige professionelle og ved at klargøre lovgivningen og proceduren omkring hjemmefødsler.
Slovenien og Serbien
Hvor det i Ungarn og Tjekkiet primart betragtes som en lovgivningsmæssig kamp, ser man anderledes på det i både Slovenien og Serbien.
I Slovenien siger Anita Prelec, formand for den slovenske jordemoderforening, at hun af flere grunde ikke støtter op om hjemmefødsler i den form, som der kampes for det nu. For det første mener hun ikke, at det er sikkert nok, men at der ligger en sikkerhed for både kvinde, barn og jordemoder ved at føde på hospitalet. Det er i stedet indenfor hospitalsmurene, at man må kampe for bedre vilkår. Desuden mener hun, at det skaber et demokratisk problem, når nogle mere privilegerede kvinder påstår at kæmpe en generel kvindekamp, der reelt kun gælder dem, der har penge nok til at finansiere en hjemmefødsel eller tilkøbe sig andre særlige fødselsprivilegier for eksempel i private klinikker.
Slovenske jordemødre får ingen træning i hjemmefødsler. De har lov til at varetage hjemmefødsler, men de risikerer at miste deres job og autorisation, og den manglende undervisning gør, at jordemødrene heller ikke har lyst. Det er altså ikke ulovligt, men sker simpelthen ikke.
Tadeja Korenc fra den slovenske doula-forening mener dog at man ved blandt andet et større informationsarbejde, både blandt gravide og jordemødre, snildt vil kunne støtte op om en langt bedre og mere professionaliseret hjemmefødselsordning. Dette kræver bade, at man genfinder respekten for jordemoderfaget og tager det alvorligt, og at det betragtes som en menneskeret selv at bestemme omstændighederne for sin fødsel.
I Serbien betragtes den generelle fødselssituationen som katastrofal. Dette er der enighed om hos både Jovanka Tomic, der er afdelingsjordemoder på det store Narodni Front hospital i Beograd, og af Divna Miljkovic, der nu efter 30 års jordemoderarbejde på hospital arbejder med hjemmefødsler på tiende år.
Jovanka Tomic har arbejdet som jordemoder det meste af sit liv og beskriver sig selv som old school jordemoder. Hun var i mange år i en mindre by, hvor hun udelukkende arbejdede med spontane fødsler. Førhen, siger hun, var jordemødrene selvstændige, indtil krigene og korruptionen startede i 1990’erne, og lægerne fuldstændig overtog, og jordemodrene blev til en slags sygeplejeassistenter.
Systemet fungerer ikke, men er gennemkorrumperet, og patienternes adfærd er med til at understøtte det. Det er deres frygt, der er den primære motor for systemet –folk kommer til hospitalet og er som udgangspunkt bange. Så betaler de ”nogen” og tror, at alt så vil være godt, at de får bedre behandling osv.
Nyligt havde hendes afdeling besøg af en delegation fra FN, og de var alle enige om, at jordemødre må betragtes som reduceret til assistenter og ikke længere selvstændige professionelle. Jovanka Tomic og hendes kolleger vil nu arbejde for at tilbagekræve denne selvstændighed og ønsker for eksempel at samarbejde med europæiske jordemoderforeninger. De forventer desuden, at FN vil lave samme type anbefalinger som i Ungarn, hvor den manglende anerkendelse af jordemødrene er blevet kritiseret. I Serbien er der ingen lovgivning på hjemmefødselsomradet, hvilket lovgivningsmæssigt stiller jordemødre som Divna Miljkovic mindre udsat for repressalier, men til gengæld heller ikke giver hverken kvinder eller jordemødre rettigheder eller beskyttelse. ”Hvis det pludseligt sker, så er det jo sket” er holdningen, både hos myndigheder og jordemødre. Divna Miljkovic selv trives dog i denne model: ”Det er den eneste måde at arbejde totalt frit og uafhængigt”, siger hun.
Anita Prelecs overvejende indtryk er, at situationen stille og roligt er i bedring i Slovenien. En gensidig respekt mellem jordemødre og læger vokser frem, i takt med at jordemødrene uddannes på højere niveau, og der dannes en større bevidsthed blandt jordemødrene om deres fag. I det hele taget rører jordemødrene pa sig, og det ser ud til, at de til stadighed får mere ørenlyd, så den positive udvikling Anita Prelecs kan se i Slovenien, vil måske også sprede sig til resten af Central- og Østeuropa.