På jordemoderuddannelsen i København hænger der gruppebilleder af dimitterende jordemødre helt tilbage fra 1894. Udover at vise velkendte ansigter og bidrage til en følelse af faglig samhørighed, fortæller billederne også om vores fag i et historisk perspektiv. Der fortælles blandt andet en historie om skiftende uniforms- og hårmode, men også om demografien blandt jordemødre.
Der figurerer primært kvindelige jordemødre på billederne, og det er ligeledes meget kendetegnende, at langt størstedelen af ansigterne er lyshudede. På billederne af afgangsholdet i 1915 og 1916 optræder dog pludseligt tre kvinder med mørk hud, som har vækket min nysgerrighed vedrørende dem og deres historie.
Det viser sig, at disse kvinder er jordemødre fra de Dansk-Vestindiske øer. De blev uddannet i Danmark og er formentlig efterfølgende rejst tilbage til deres hjemland for at praktisere. Det har desværre ikke været muligt at finde ud af mere om disse kvinders historie, men en søgen efter viden om dem har ledt til et indblik i jordemodervæsnet på de Dansk-Vestindiske Øer.
Kongelige jordemødre Dansk Vestindien
I år er det 100 år siden, at Danmark ophørte med at være kolonimagt, da de Dansk-Vestindiske Øer blev solgt til USA. Øerne havde på det tidspunkt været en dansk koloni siden 1672. En stor del af handel og produktion på øerne var afhængigt af slaveri, og Danmark deltog således aktivt i slavehandel indtil slaveriet blev ophævet i den danske koloni i 1848.
Oplæring af lokale jordemødre
Siden 1768 var der statsansatte jordemødre, også kaldet kongelige jordemødre, på de Dansk-Vestindiske øer. De var ansat af den danske administration og praktiserede under landfysikus, som var en slags distriktslæge. Jordemødrene var uddannet på den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København og indtil midten af 1800-tallet alle af dansk oprindelse. Der var ansat tre kongelige jordemødre på St Croix og St Thomas. Disse betjente primært de eurocaribiske kvinder, samt kvinder i byerne. Dermed var der ingen uddannede jordemødre til at betjene de tusindvis af slavegjorte kvinder og nyfødte, der levede i plantagerne. Når kvinder i plantagerne skulle føde, fik de hjælp af såkaldte plantagejordemødre, der var slavegjorte jordemødre uden formel uddannelse.
Eftersom børnedødeligheden var høj på øerne, forsøgte den danske administration på St Croix i starten af 1800-tallet at udvikle svangreomsorgen. Derfor blev de kongelige jordemødres autorisation, der ellers var en eksakt kopi af den danske, udvidet til at indbefatte oplæring af lokale jordemødre. Således åbnede der sig mulighed for, at de kvinder, der før havde fungeret som uuddannede jordemødre i plantagerne, kunne modtage 2-3 års undervisning af de uddannede jordemødre, og senere modtage autorisation af landfysikus.
Det kunne ikke betale sig
I 1832 foreslog generalguvernør Peter von Scholten, at man skulle sende udvalgte afrocaribiske kvinder på et etårigt uddannelsesophold på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København, for at de efter endt eksamen kunne vende tilbage og praktisere på de Dansk-Vestindiske øer.
Muligheden for at uddanne plantagejordemødre blev dog benyttet af få, og tanken om at forbedre svangreomsorgen forliste til dels ved, at plantageejerne ikke så en umiddelbar økonomisk fordel ved at betale for uddannelsen af slavegjorte jordemødre. Ud over dette blev det med tiden mere og mere tydeligt, at en ophævelse af slaveriet var forestående, og dermed så man endnu mindre grund til at sikre sundheden blandt slavegjorte kvinder og børn.
Først længe efter, i 1885, blev der etableret et jordemodervæsen, der lignede det von Scholten havde foreslået. Lokale kvinder blev sendt på uddannelsesophold i København, hvor de blev undervist sammen med jordemoderstuderende fra Danmark samt de øvrige danske kolonier Island, Færøerne og Grønland. Efter deres ophold i Danmark vendte de hjem og praktiserede, hvilket resulterede i at børnedødeligheden faldt tydeligt.
Konflikter
Igennem årene opstod der en del faglige konflikter imellem læger og jordemødre. Disse handlede dels om kundskaber, da lægerne mente at jordemødrene var for dårligt uddannede og for utålmodige. Der opstod også konflikter imellem de kongelige jordemødre i forening med landfysikus og plantagejordemødrene. Denne konflikt handlede primært om økonomi, da der var frygt for at miste kunder til hinanden. Derudover var den slavegjorte del af befolkningen tilbageholdende med at tage den europæiske fødepraksis til sig, formodentlig pga. det ulige forhold, der var imellem den eurocaribiske befolkning og de slavegjorte. Men muligvis også på grund af et sammenstød imellem den europæiske videnskab og plantagejordemødrenes tradition for håndtering af fødslerne. Denne konflikt resulterede også i, at de slavegjorte kvinder ikke var synderligt interesserede i at føde udenfor deres hjem.
Kilder:
Jensen, N (2012) For the health of the enslaved. Copenhagen: Museum Tusculanum Press, University of Copenhagen. Rigsarkivet: www.virgin-islands-history.org/historien/kolonimagt/jordemoedre/