“Farangi farangi!”– fremmede eller hvide på etiopisk – lød det langt ude fra marken, hvor en flok børn, der ellers passede dyrene, pludselig satte i løb mod vejen, da de havde fået øje på os lyse mennesker i fuldt udstyrsstykke på cykler.
Det var tydeligvis ikke hver dag, de oplevede den slags adspredelser, og man kunne ikke lade være med sætte farten ned, så vi kunne vinke tilbage og hilse smilende “Fajada”. Bare ved at se på deres forrevne og tyndslidte beklædning og tynde arme kunne man tolke, at levestandarden er primitiv, og at basale fornødenheder ikke er en selvfølge for befolkningen i Etiopien.
Det er ikke ofte, man i den daglige trummerum på fødegangen får tilbud om at tage med på et cykelløb i Etiopien. Derfor kunne vi heller ikke lade chancen gå forbi. Set up’et var klart, men også lidt af en udfordring: tag med på en seks dages cykeltur gennem det etiopiske højland, besøg Maternity Worldwides (MMW) hovedsæde i Gimbi og få en stor personlig oplevelse med hjem i rygsækken. Samtidig forpligtigede vi os til at tage del i en indsamling til foreningen og skulle tilvejebringe godt 16.000 kr. hver på få måneder.
Men projektet lød så spændende, at vi meldte os til. Sammen med 14 engelske deltagere med forskellige erhverv, primært sundhedsprofessionelle, og flere frivillige, fløj vi alle den 17. februar mod hovedstaden Addis Ababa med vores cykler i bagagen. Spændt på om vi havde nok Imodium med til en afrikansk friluftstur, om bentøjet var stærkt nok til stigningerne og om vi ville blive overvældede af den fattigdom, vi vidste, at vi ville opleve.
Som ringe i vandet
Forud var gået et indsamlingsarbejde, hvilket krævede en del tid og alternative påfund, men da vi først var kommet i gang, var det både skægt og lærerigt. På flere niveauer prøvede vi at hente økonomisk støtte fra firmaer, foreninger og lignende, hvilket er sin sag. Ikke alle havde mulighed for at give støtte, men det var positivt i sig selv at få respons på projektet, som blev set som en original idé for en god sag. Flere havde mulighed for at bidrage med remedier, som vi kunne bortauktionere. Resultatet blev, at vi inden afgang havde opnået ca. 2/3 af det fulde beløb, hvilket var flot. Idet vi engagerede vores bekendte og kollegaer og lavede sociale støttearrangementer, opstod der en særlig gejst om projektet, hvilket var yderst motiverende for vores engagement. Vi talte om Maternity Worldwide alle steder, hvor vi kom, og glædede os virkelig inderligt til at tage turen og opleve de rammer, som det hele udsprang i. På den måde blev vi en slags ambassadører for organisationen allerede inden besøget, og der kom en del omtale af turen. Vi har siden hen tænkt over, hvor positiv en effekt det havde at gennemføre en event omkring en god sag, hvor folk følger en begivenhed, så opbakningen og opmærksomheden spreder sig som ringe i vandet. Oveni får deltagerne en god oplevelse.
Rig og fattig
Selve cykelturen var intet mindre end fantastisk! Lange stræk gennem smukke bjerglandskaber og små landsbyer med runde lerhytter. Det var skægt at overhale en hob af skolebørn eller æsler, der krydsede vejen, og i det hele taget fantastisk at møde et land så meget i øjenhøjde.
Etiopierne lever primært af landbrug og særligt kaffedyrkning. Vi så, hvordan alle børnene løb omkring i landsbyerne for sig selv, og hvordan de større børn tog ansvar for pasning af de mindre, som sad i en slynge på deres spinkle rygge.
Det er et smukt landskab, men også støvet og hedt, særligt i slutningen af tørkesæsonen. Det var tankevækkende, at vi som turister bare kom trillende igennem alt dette på cykler, der har kostet mere end svarende til en årsindtægt for den gennemsnitlige etiopiske familie. Men netop derfor gjorde det indtryk at komme så tæt på, og taknemmeligt tog vi imod en venlig lokal mands tilbud om at vise os rundt i en fremmed by. Oveni blev vi budt på kaffe i hans ydmyge hjem.
Ved at besøge et land som Etiopien bliver man mindet om, at valgmuligheder i livet ikke er selvfølge, men omvendt følger godhjertethed og glæde ikke proportionelt med materiel rigdom.
1 ud af 14 dør
På visse strækninger ophørte asfaltvejen helt og en del af turen foregik transporten i jeeps, der hoppede og rystede på de dårlige veje. De offentlige transportmuligheder er sparsomme, og vi kunne ikke undgå at tænke på det som en del af forklaringen på, at blot seks procent af de etiopiske kvinder føder med hjælp fra uddannet sundhedspersonale. Akutte situationer og overflytninger er svære at imødekomme, og det gør, at fødsler stadig er en risikabel begivenhed. 1 ud af 14 kvinder dør i forbindelse graviditet og fødsel.
Det var derfor særligt spændende at komme til Gimbi og opleve, hvordan MWW griber det an med at hjælpe udviklingen af den perinatale omsorg lokalt i den vestlige region West Wollega. Et af de nye tiltag vi blev præsenteret for, var motorcykelambulancer, som en let og håndgribelig måde at transportere kvinder og patienter på. Vi fik også mulighed for at komme ud på sundhedscentrene, hvor der blev foretaget graviditetsundersøgelser og givet sundhedsoplysning. Kvinderne og deres mænd(!) strømmede til, og den lokale jordemoder fortalte og underviste om faresignaler under fødslen og vigtigheden af at opsøge professionel hjælp. Det var bestyrkende at opleve, at der i høj grad bliver fokuseret på opbyggende tiltag med udgangspunkt i de lokale ressourcer. Netop ved at starte med at oplyse befolkningen og sætte visiteringen i system, er der lagt et godt grundlag for den videre udvikling. Hvis dette gør, at den enkelte højrisiko fødende vælger at tage vejen til klinikken frem for at føde i lerhytten derhjemme, har indsatsen allerede gjort en forskel.
Turen flyttede fokus
Samtidig erfarede vi også, at en indsats, der skal skabe forandringer, er en lang proces og meget mere kompleks end blot at aflevere en pose penge. Projekterne skal integreres og deri lægger udforingerne. Det var åbenlyst, at der er brug for bedre faciliteter generelt og mere uddannet sundhedspersonale, men frem for alt skal der etableres langsigtede planer for svangreomsorgen.
Hvilken forskel gør det så, at vi, en flok nysgerrige nordeuropæere, kommer trillende på vores skinnende cykler gennem en fattigt afrikansk landsby? Man kan fristes til at synes, at det er lidt af en farce at opstille så stort et arrangement, så vi kan få en spændende, eksotisk tur. Men på den anden side er det lige præcis det, der giver noget i den sidste ende. At gøre noget opsigtsvækkende, som starter en beretning, der flytter fokus væk fra vores egen hverdag og ud i verden. Det var en fed oplevelse for det kollegiale fællesskab at være sammen om at klare strabadserne på turen, men også at møde engelske fagfæller og udveksle på tværs. Og mon ikke de 250.000 kr., der var det samlede overskud fra vores indsamling, i sidste ende kommer den gravide etiopier i lerhytten til gode.
Tak til Libero, Carriwell, Weleda og Nestle for bidrag, samt støtte fra familie, venner og kollegaer!