Jordemødre mod muren

Almindelig konferencekomfort med kaffebord og frokostbuffet var der ikke noget af, da 300 jordemødre fra 25 forskellige lande mødtes i København fem dage i maj. Til gengæld var der dækket op med åndelig føde for udsultede jordemodersjæle.

Manden med den slidte læderjakke gør et par indledende bemærkninger om det andet store arrangement, som finder sted lige uden for vinduerne: Copenhagen maraton. Måske er det også en maraton, forsamlingen her har gang i, funderer han.

Foran marsden Wagner har godt 100 jordemødre slået sig ned på de hårde stolerækker i KFUM & K’s store sal, og selvom de færreste af dem kunne finde på at løbe 42 kilometer på én gang, så kender de alligevel mødet med muren – den medicinske mur.
På globalt plan oplever jordemødre at løbe panden mod den mur, som læger fik lov at bygge op omkring den normale fødsel i det forgangne århundrede, og det er netop den udvikling, den kendte californiske neonatalog og epidemiolog nu vil tale om. medicinsk imperialisme, kalder han fænomenet.

<//span>Wagners elendighedsteori
– I løbet af det sidste århundrede har i mistet meget af jeres autonomi, både som jordemødre og som kvinder. Udviklingen er sket i takt med, at mændene har taget magten på fødestuerne. det er dem, der fortæller jer, hvad i må og ikke må, og nogle steder i verden er det helt ekstremt, hvad det fører til, siger han.

Marsden Wagner lægger en overhead på projektoren. Kina, Rusland og Japan står der i bunden af en oval, der illustrerer henholdsvis afvikling og udvikling af kvindelig fødselsautonomi. danmark ligger pænt placeret, kan man se. På en tredjeplads i toppen efter New Zealand og Holland.

– På New Zealand skete der det, at lægerne blev afsløret i et uetisk kræftforsøg med gravide, og det førte til, at obstetrikerne mistede anseelse i offentligheden. Så vedtog politikerne en lov, der gav kvinderne ret til selv at vælge jordemoderÂ…og nok så væsentligtÂ…de besluttede, at jordemødrene skulle have lige så meget i løn som obstetrikerne for varetagelsen af en normal fødsel.

Reaktionen fra salen udebliver ikke, og Marsden Wagner fortsætter. Gennemgår et par autentiske eksempler mere på, hvordan det nogle gange skal blive virkelig skidt, før det kan blive godt.

– Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at noget bliver skidt i jeres land, men måske skal i tænke på, at det ikke kun er skidt, når i for eksempel har et stigende antal kejsersnit i danmark og flere og flere uterine rupturer, lyder det. marsden Wagner supplerer sin elendighedsteori med en forklaring, der kan betegnes som en statistisk vippemodel.

– Jo flere kejsersnit, der laves på sunde, fødedygtige kvinder, jo større vil den statistiske risiko blive. Siden 1980’erne er dødeligheden steget i USA i takt med kejsersnitsfrekvensen, og hvis udviklingen fortsætter, vil vi nå et punkt, hvor indgrebet slår flere mødre og børn ihjel, end det redder, forudser Wagner og opfordrer til at kæmpe vedvarende for evidensbaseret teknologi og menneskeliggjorte fødsler. Ina May’s døde mødre
Konferencemutter Jan Tritten træder frem og dirigerer folk ind i grupper. Nu skal der diskuteres løsninger: Hvordan river man muren ned? Berlin Muren kalder hun den.
Den største gruppe samler sig om en spinkel, ældre kvinde med grå fletninger rullet op som pølser ved ørerne – med fjer og perler dinglende ned. ina may Gaskin er et trækplaster. ingen tvivl om det. Hun pakker et ti meter langt, quiltet tæppe ud og begynder at fortælle på stilfærdigt amerikansk.

– Dette er historierne om de døde mødre. Jeg begyndte at samle data sammen for nogle år siden, fordi der er en fatal underrapportering af fødselsrelaterede dødsfald i USA. Sikkert også i jeres lande.

Ina May Gaskin fortæller om Shanna Sacchetti, 20 år og nybagt mor, død som følge af bakterieangreb efter kejsersnit. Om Nancy Lim fra Oakland, der forblødte og efterlod sin nyfødte søn, og om alle de andre, som ikke overlevede deres fødsler.

– Jeg vil gerne opfordre jer til at gå ud og fortælle, hvad i oplever. også de slemme ting. første skridt til at forebygge er at erkende, at kvinder faktisk dør af de indgreb, der foretages, lyder det fra den verdenskendte jordemoder, der selv har danset rundt på krigsstien de seneste 30 år som forsvarer for naturlige fødsler.

Lineært fødselstyranni
I et andet hjørne sidder danske Tine Greve. Hun har også samlet en pæn flok omkring sig, og her snakker de om fødselsplaner under overskriften ”Changing hospital practice.”


– Vi skal vide noget om kvinden for at hjælpe hende. derfor har vi udviklet et spørgeskema, hvor den gravide bl.a. skal svare på, hvordan hun reagerer ved angst og smerte. det er et godt redskab, også for kvinden selv. Hun får anledning til at reflektere over sine egne reaktioner, forklarer Tine Greve, der har arbejdet på et ABC-afsnit i oslo siden 1997.
Gruppen snakker videre. om at jordemødre bør vide mere om den normale fødsel for at kunne definere det unormale mere præcist. og om friedmanns lineære fødselstyranni – en af de alvorlige hindringer for, at fødsler kan få lov at udvikle sig i deres eget tempo.

– Friedmann-kurven er religion i den obstetriske verden. den er ikke evidensbaseret, understreger Tine Greve, der mener, man bør kæmpe for mødrenes ret til pauser i vearbejdet, så barnet også kan få tid til at få vejret.

– Kvinderne skal jo vide, at de bliver snydt. At det tilbud, de har i dag, ikke er det bedste, siger hun.

Ali Dole er ikke sikker på, hvordan man lige gør det. Men hun er sikker på, at hun selv bliver en bedre jordemoder af at deltage her på konferencen.

– Det er fantastisk at være med. det, jeg lærer her, er ikke en del af universitetsuddannelsen, men det er helt nødvendige ting at vide for en jordemoder. den medicinske viden er ikke nok, siger hun og udveksler e-mailadresser med den finske jordemoderelev i sin gruppe.

– Så kan vi sende artikler og andre interessante ting til hinanden. Networking, forklarer hun, inden der bliver dømt plenum og derefter frokost – på egen regning.

Den mistede tro
– Sådan en konference er vigtig. Den bidrager til, at de visionære jordemødre i verden mødes. dem der ved, hvad den gode fødsel er; idealisterne, siger en anden konferencedeltager, inge Guilbert, instruktionsjordemoder på jordemoderskolen i københavn.

Selvom der åbenbart ikke findes så mange idealister i verden – 300 fordelt på alle fem dage – så er netværket imellem dem og den gensidige inspiration alligevel af uvurderlig betydning, mener inge Guilbert.

– Dem der kommer her, er jo dem, der vil forandre. Avantgarden. og når de vender tilbage til arbejdet med fornyet energi og arbejdsglæde, så sker der altså noget omkring dem, siger hun.

Stine Brasgaard fra roskilde er enig – tværs over frokostbordet og vist også over en enkelt generationskløft.

– Jeg synes, at konferencen giver håb. Lyst til at forandre. Vi skal bare lige finde ud af, hvordan vi får den gode cirkel til at erstatte den onde, vi er inde i, siger hun.

Unn Amelie Yeal blander sig også i snakken. Hun forlod jordemoderfaget efter kun et år som nyuddannet på grund af bristede illusioner. men konferencen har givet hende modet tilbage. eller rettere sagt: troen på naturen.

– Som nyuddannet står man dér og kommer i tvivl. man tænker uha, jeg må vist hellere kalde en læge, og det oplevede jeg som et stort dilemma med mig selv. det var slet ikke det, jeg ville, forklarer hun.

– Man skal simpelthen vide med sig selv, at det er okay ikke at blande sig, og det er jo konferencens hovedbudskab. At naturen godt kan kan, hvis den får lov, og den dér dybe tro på naturen, den havde jeg altså mistet. men nu kan jeg mærke ”kaldet” igen, siger Unn Amelie Yeal.

Verenas bølger
Tilbage på KFUM & K ’s skolebænke er det Verena Schmid, der skal snakke om ”The heart of midwifery care,” mens Sara Wickham rokker ved ”Birth, Clocks and Calendars,” michel odent fortæller om ”evidence-based midwifery” og ina may Gaskin og marina Alzugaray demonstrerer ”Belly dancing”, så det tordner.

– Både graviditeten, fødslen og barselperioden består af dynamiske, emotionelle processer, og når du forstår dem, kan du gøre mange ting, lover Verena Schmid.

Med bløde armbevægelser viser hun, hvordan hver etape indledes med en tilpasningsperiode.

– If the woman can adapt, she can progress, lyder det med smuk italiensk accent.
Verena Schmid tegner en bølge i luften. Den beskriver, hvordan både 1. trimester, første fase af fødslen og den første tid med amning i princippet stiller de samme krav til kvindekroppen.

– The body asks her to slow down, become passive and let it happen. Hvis tilpasningsperioderne bliver forstyrret af stress, bekymring, indgreb eller andet, der fjerner kvindens fokus, kan det sætte kroppens naturlige processer i stå.

– Det er vigtigt, at det går langsomt. Især under fødslen, hvor barnet også skal have tid til at tilpasse sig. Hvis fødslen går for hurtigt, kan barnet ikke nå at skrue op for sit føtaladrenalin, forklarer hun.

Den danske medarrangør, jordemoder Marta Orbis, har en sidste trumf i ærmet, inden konferencen lukker ned. i løbet af dagen har deltagerne skrevet deres faglige fremtidsdrømme på små sølv- og guldbånd, og nu bindes båndene i halen på 300 heliumballoner.

En trompetist spiller et stykke af Bach, mens ballonerne slippes løs over frue Plads. Som en sværm af sædceller flyver de af sted for at befrugte verden med jordemødrenes ønsker og visioner. det ligner også 300 svævende punktummer.


En vigtig påmindelse

– Jo, jeg betalte skam også af egen lomme, svarer hun og forklarer, at det er fordi, hun også planlægger at tage til iCm-kongres i Brisbane, Australien senere på året, og så stort et kursusbudget har en udviklingsjordemoder jo heller ikke…

For Anne Barfoed føltes det især livgivende at få genopfrisket den humanistiske tilgang til faget.

– Det, der var så skønt, var, at det var kvinderne, der var i fokus. ikke alle mulige økonomiske og organisatoriske rammer, som vi normalt går og forholder os til. og så selvfølgelig at være sammen med jordemødre fra så mange forskellige lande, nævner hun.

Anne Barfoed kobler sine oplevelser på midwifery Todaykonferencen med konklusionerne fra ’den gode fødsel’, den nye rapport fra jordemoderforeningen og DSOG, som hun også har været involveret i.

– Her inddeles kvinderne i tre grupper alt efter, hvilke forventninger de har til deres fødsel: en stor gruppe, der forventer at tage fødslen, som den kommer, en mindre gruppe, der bare vil have alt, hvad den kan trække af smertelindring, og så en tredje gruppe, der ønsker så naturlig en fødsel som muligt. det er især med hensyn til denne sidste gruppe, jeg synes, jeg er blevet klogere af konferencen.

Anne Barfoed mener, at en jordemoder skal kunne favne alle typer af fødende. også dem, der opfatter fødslen som en spirituel oplevelse. derfor kan det ikke nytte at afvise et initiativ som midwifery Today, fordi konceptet forekommer én lidt ”hennafarvet”.


– Det har jeg da hørt nogle af mine kolleger sige. At det var grunden til, at de ikke ville med. men hvis man for eksempel ikke interesserer sig for placentaopskrifter, så kan man jo bare vælge den del fra. der var da masser af foredrag, der ikke var spor hennafarvede, siger Anne Barfoed.

Marta Orbis, den danske medarrangør, mener, at netop økonomien har været en hindring for mange.

– Andre syntes, at programmet var for blødt, og så har jeg også hørt nogle sige, at de var bange for, at konferencen ville rykke for meget. Altså sådan at hverdagen bagefter ville føles endnu mere frustrerende, siger Marta Orbis.

Den næststørste repræsentation stod Norge for med 25 deltagere. derefter island med 24. i alt 25 lande var repræsenteret på konferencen, hvor tre russiske jordemødre fik lov at deltage kvit og frit på et stipendium fra arrangørerne.
Næste midwifery Todaykonference finder sted på Bahama øerne i september. dernæst i Pennsylvania, USA i marts 2006 og i Tyskland i oktober samme år. i 2007 bliver Norge værtsland for konferencen

Lillians røde tråd
”Jordemodergerningen er truet i mange lande…frem for alt af den generelle tendens til medicinering/sygeliggørelse af fødsler.”

Sådan lød indledningen fra jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo, da hun holdt åbningstalen for konferencen. Trods den triste konstatering, bad hun forsamlingen tage udfordringen op:

”Jeg synes, vi stadig har noget værdifuldt at byde på. Selv i de højt medicinerede miljøer, vi færdes i, er det umuligt helt at slukke for glæden ved faget. kejsersnits-kvinden behøver vores omsorg lige så meget som den moder, der føder i vand. det er en kendsgerning, vi ikke må glemme i vores bestræbelser på at bekæmpe medicineringen. Vi fornemmer stadig glæden som en rød tråd, der binder tingene sammen, uanset om vi arbejder på specialafdeling eller praktiserer hjemmefødsler. Vi må holde fast i denne røde tråd, så den ikke brister, og vi må væve alle vore tråde sammen til et tykt reb.”

På egen regning Knapt så mange danske jordemødre som forventet deltog i midwifery Today-konferencen i københavn den 18.- 22. maj. i alt var der 49 danskere i løbet af de fem dage, konferencen varede, og de fleste havde betalt hele kursusgebyret på godt 1.000 kr. pr dag plus fortæring og hotelophold af egen lomme. Superinspirerende. Et frisk pust. En påmindelse. For udviklingsjordemoder Anne Barfoed fra Amtssygehuset i roskilde var midwifery Today-konferencen en god investering, som hun gerne roser. Martas balloner De fleste skyder en hvid pind efter eftermiddagskaffen , for inden konferencens afslutning er der en vigtig runde mere. Michel Odents opgør med de medicinske myter trækker fuldt hus, mens Cornelia Ennings demonstration af moderkageopskrifter åbenbart virker knapt så tiltrækkende. Ali fra Brighton I en tredje gruppe sidder en ung pige klædt i sort læder og lyserødt tyl, med nittehalsbånd og tunge støvler. Ali dole er sidsteårselev på jordemoderskolen i Brighton og lige nu dybt optaget af, hvordan man får spredt budskabet om den gode, indgrebsfrie fødsel for at imødegå fødselsangst.