Når en jordemoder møder i vagt på fødegangen, så forventes det af hende, at hun allerede har klædt om. det vil sige, at hun skal stille på arbejdspladsen i så god tid før vagtens begyndelse, at hun både kan nå at skifte tøj og tilbagelægge afstanden mellem omklædningsrum og afdeling.
Jordemoderen betaler altså selv for den tid, der går med at klæde om, hvilket kan forekomme ganske urimeligt set fra jordemødrenes side. Håbet om at få tiden til omklædning indlemmet i arbejdstiden blev da også vakt inden for flere sundhedsorganisationer, da ansatte i en virksomhed inden for industrien stillede krav om, at tiden til omklædning skulle indgå som arbejdstid. Som på sygehusområdet var omklædning i dette tilfælde begrundet i hygiejnemæssige hensyn.
Sagen blev afgjort ved en faglig voldgift mellem Co-industri og dansk industri, men giver ikke generelt næring til forhåbninger om betalt tid til omklædning. Afgørelsen lagde vægt på, at de ansatte på den pågældende virksomhed havde tradition for at klæde om uden for arbejdstiden, ligesom det blev slået fast, at omklædningstid ikke er arbejdstid, når der i overenskomsten ikke er indeholdt en bestemmelse om særskilt betaling for omklædning. Afgørelsen sagde videre, at hvis medarbejderne ønsker særskilt betaling for den tid, det tager at klæde om, så skal det ske ved en forhandling af lønnen til medarbejderne. Opmanden lagde i afgørelsen vægt på, at tiden til omklædning må betragtes som værende indregnet i lønnen.
Da der inden for sygehusområdet er en årelang tradition for, at de ansatte klæder om i fritiden, er der dermed ikke meget håb for, at arbejdsgiverne kan blive pålagt at inddrage tiden til omklædning i arbejdstiden.
Hvis jordemødre og andre sygehusansatte vil have løn for den tid, de tilbringer i omklædningsrummet, må de bære kravet frem ved lønforhandlingerne.