Blå mærker, et vigende blik og nervøse bevægelser, når I sidder sammen til jordemoderkonsultationen. Det kan være tegn på, at en gravid kvinde er udsat for vold. Tegnene er dog langt fra altid åbenlyse, og måske er det i højere grad en mavefornemmelse, man har som jordemoder. Under alle omstændigheder stiller vold under graviditeten jordemødre over for en svær opgave, og det kan være både grænseoverskridende og ubehageligt at finde modet til at stille de spørgsmål, der skal til for at afsløre volden. Alligevel er det nødvendigt at tage hul på det, for vold mod gravide har store konsekvenser. Mere præcist fordobler vold begået mod gravide af en tidligere eller nuværende partner risikoen for at føde præmaturt og med lav fødselsvægt. Det er konklusionen på et nyt sammenlignende studie – en såkaldt meta-analyse – der indbefatter mere end fem millioner børn, der er kommet til verden i 17 forskellige lande publiceret i BJOG, International Journal of Obstetrics and Gynaecology. Resultaterne er muligvis ikke meget overraskende for de fleste, men ikke desto mindre cementerer de en kompleks problemstilling, som kan være vanskelig at håndtere – også som professionel.
– Som jordemoder kan det være rigtig svært at vide, hvad man skal stille op, siger Anne-Mette Schroll, der er jordemoder og ph.d. samt ansat som forskningsog udviklingskonsulent i Jordemoderforeningen. Hun har forsket i vold mod kvinder.
– Fysiologisk kan det have konsekvenser, hvis man for eksempel bliver udsat for voldsomme spark og slag på den gravide mave, men derudover spiller den psykologiske del en vigtig rolle. Den psykiske vold kan være lige så ødelæggende for kvinden, og selv om man ikke har sikker viden om, hvordan stress påvirker fostret, tyder det meste forskning på, at det har en lang række meget negative konsekvenser, siger Anne-Mette Schroll og tilføjer, at man også kan se, at de ramte kvinders sundhedstilstand er dårligere end andre kvinders. De ryger, drikker og tager mere medicin end gennemsnittet. I Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital ser man også gravide rusmiddelbrugere med en voldsproblematik. Derudover er det også kvinder med andre former for psykisk sårbarhed, der kommer dér. Det fortæller Pernille Texel, der er jordemoder og afsnitsleder på Familieambulatoriet.
– Vold mod gravide er uden tvivl langt mere udbredt, end vi fatter. Og bliver man udsat for vold som gravid, hiver det tæppet væk under den gennemsnitlige graviditetspsykologiske udvikling. Det kan påvirke fostrets udvikling og forløbet af graviditeten, hvis moderen har et udfordret nervesæt, ligesom tilknytningsdannelsen mellem mor og barn kan blive sværere at udvikle, siger hun. I Danmark anslår Landsforeningen for Voldsramte Kvinder, at 28.000 voksne kvinder om året udsættes for partnervold, og at tallet er stigende. Det vides ikke, hvor mange af dem, der er gravide.
Jordemødre spiller en vigtig rolle
Når det kommer til at opdage og tage skridt for at hjælpe voldsramte gravide, har jordemødre en helt særlig rolle at spille, mener Anne-Mette Schroll. For de er ofte den faggruppe, der har mest at gøre med kvinderne, og dermed også har muligheden for at få opbygget et tillidsfuldt forhold.
– Stort set alle kvinder ønsker at gøre deres bedste for det kommende barn, så de er i en særlig situation, hvor de er mere åbne over for forandringer end ellers, siger hun og fortsætter:
– Dog er der den udfordring, at flere af kvinderne er ambivalente i forhold til at fortælle omgivelserne om deres situation, og måske har de overbevist sig selv om, at det ikke er så slemt, eller tror tilmed, at det er deres egen skyld.
Altså har kvinderne ofte et stærkt panser, som jordemødrene skal bryde igennem for at vinde kvindernes tillid. Og for Pernille Texel handler det også om muligheden for at opbygge en relation jordemoder og kvinde imellem:
– Relationen er det bærende. Her har kvinden et frirum til at fortælle om sine gener og dele ting, som hun ikke deler med andre. Det er indlejret, at hun kan få hjælp, og vi er rigtig dygtige til at opbygge den relation i vores fag, siger hun og fortsætter:
– Der er et kæmpe element af skyld og skam omkring disse problemstillinger. Det er skamfuldt at fortælle om det uanset til hvem, selv til jordemoderen, så ofte vil der være et tilløb, før kvinden lukker op.
Kvindehjem samarbejder med jordemødre
På Kvindehjemmet på Jagtvej møder Anna-Lisa Sørensen, der er uddannet pædagog og familieterapeut og ansat som visitator, kvinder fra alle sociale lag. Det, hun oplever som fællesnævner for kvinderne, er, at deres tanker kredser meget mere om at overleve og beskytte fostret, end om det kommende moderskab og hvad det bringer.
– Disse kvinder er voldsomt stressede og har svært ved at skulle træde ind i en verden med tanker om graviditet og fødsel, ligesom det kan være svært for dem at mærke en forbindelse til barnet. Det er en ekstremt sårbar periode, og her er et fortroligt rum med en jordemoder vigtig, siger hun.
Selv har hun sammen med en jordemoder på Rigshospitalet etableret et samarbejde, som hun fortæller, er til stor gavn for kvinderne.
– For eksempel tager jordemødrene og jeg møder med kvinderne sammen, og det skaber tryghed. Ofte har disse kvinder et lille netværk, og måske føler de sig ikke trygge ved andre end os. Samtidig kan de voldsudsatte kvinder have rigtig svært ved at koncentrere sig, så vi støtter dem i det, de skal huske og står begge ved deres side, siger Anna-Lisa Sørensen og opfordrer til, at flere af landets fødesteder og kvindekrisecentre forsøger at få et samarbejde op at køre.
Også for Trine Rønde Kristensen, der er overlæge ved Center for Voldsramte på Frederiksberg Hospital, er samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer helt centralt:
– Det her er en kompleks problemstilling, og den er umulig at løse uden samarbejde mellem fagligheder, afdelinger og sektorer, siger hun.
Alligevel er det langt fra altid, at systemet når at fange de voldsramte gravide. For flere faktorer spiller ind, hvis en jordemoder skal opdage volden og have mulighed for at handle.
Stil de svære spørgsmål
Eksperterne har forskellige bud på, hvordan man som jordemoder kan gå til værks.
– Første skridt er, at kvinden selv vil erkende volden. Vil hun ikke det, er det langt sværere. Men under alle omstændigheder bliver man nødt til at gøre et forsøg på at tale åbent om det og lytte uden at virke fordømmende, siger Anne- Mette Schroll.
– Man skal lægge vægt på, at man ikke spørger, fordi man vil snage, men fordi flere kvinder end vi tror, udsættes for vold. Og det kan have konsekvenser, som det er vigtigt at fortælle om. Rent praktisk kan man så hjælpe med at lave en plan, hvor man taler om, hvad kvinden skal gøre, hvis han bliver voldelig, hvem hun kan opsøge, og hvilke personlige papirer, det er vigtigt at kunne tage med sig. Samtidig skal man acceptere, at vi ikke kan kontrollere det hele. Nogle sundhedspersoner giver udtryk for, at det kan være rigtig svært, hvis man sammen har siddet og talt om den svære situation, og om at kvinden vil tage på krisecenter, og hun så ikke gør det alligevel. Men det er kvindens eget valg, og det skal man respektere. Dog skal man i denne situation også huske på, at man har skærpet underretningspligt, siger hun.
Samtidig understreger Anne-Mette Schroll, at samarbejdet jordemødrene imellem er vigtigt.
– Det er vigtigt, at man, hvis man vil indføre en mere generel ’screening’ blandt kvinder, har mulighed for at dele sine erfaringer og i særdeleshed de aspekter, der er svære, med sine kollegaer.
Rent praktisk kan jordemødrene være udfordret ved, at den ofte meget kontrollerende partner er med til konsultationerne. I så fald skal man ikke regne med at nå ind til kvinden, men i stedet forsøge at lægge en alternativ strategi, mener Anne-Mette Schroll.
– Flere jordemødre har fundet nogle små omveje, så de kan tale med kvinden på tomandshånd. Man kan for eksempel sige, at man plejer at undersøge maven eller urinen alene, eller man kan bede partneren om at gå ud og hente noget. Blot er det meget vigtigt, at det ikke virker suspekt, tilføjer hun.
Kontrollerende partner
Anna-Lisa Sørensen oplever også, at både kontrollerende partnere og partnerens familie eller venner kan sørge for, at kvinden ikke får et øjeblik alene med jordemoderen. Hun anbefaler ligesom Anne-Mette Schroll at forsøge at få de pårørende ud af rummet. Samtidig understreger hun, at det er vigtigt at invitere til, at kvinden åbner op. Desuden bør man infomere klart om rammerne for, hvad de kan snakke om, uden jordemoderen har pligt til at reagere. For det skal ikke være en hemmelighed, at hun har en skærpet underretningspligt, mener Anna-Lisa Sørensen.
– Noget af det vigtigste er, at kvinden får en fornemmelse af, at det kan blive bedre. Kvinden skal vide, at systemet står klar til at gribe hende, og at der er hjælp at hente, så hende og hendes kommende barn kan komme til at leve et liv uden vold, siger Anna-Lisa Sørensen.
I samarbejdet mellem Kvindehjemmet på Jagtvej og Rigshospitalets ”Blå team”, som tager sig af sårbare gravide, stiller Anna-Lisa Sørensen sig også til rådighed i forhold til at invitere til ambulante samtaler med gravide, som har svært ved at tage skridtet væk fra den voldelige partner, men har spørgsmål til, hvad hun helt konkret kan gøre.
– Man kan for eksempel spørge hende, om der er noget, hun har svært ved at få fortalt, eller om manden bestemmer lidt for meget. Det gælder for de tilfælde, hvor det ikke kan ses, men hvor man har en fornemmelse. Mange kvinder i den fase vil ikke betegne sig selv som voldsudsatte. På Kvindehjemmet oplever vi mange kvinder, der ringer og spørger, om det, de er udsat for, overhovedet er vold. Så man skal sørge for at spørge ekstremt bredt ind til mange ting, siger hun. Det er Pernille Texel enig i.
– I udgangspunktet skal man sørge for at være åben i dialogen. Emnet skal omgås med forsigtighed og dog en insisteren. Dels skal man afdække problemet og dels skal man anerkende den tillid, kvinden viser ved at åbne op. Det er svært at give helt konkrete råd, men en formulering, jeg bruger rigtig meget, er: ”Jeg tænker, at hjemme ved dig, kan det indimellem være vanskeligt? Vil du prøve at fortælle om det?”. Vi kalder det en narrativ tilgang, hvor vi prøver at engagere kvinden til selv at beskrive sin hverdag. Så kan man smide sig selv i puljen og sige, at det ville jeg blive presset og ked af, hvis det var mig og se, om det afføder noget. Og Pernille Texel kan konstatere, at hun gradvist bliver dygtigere og dygtigere til at tage denne form for samtaler.
– Jeg har lært, at det ofte kan være en rigtig god ide at holde min mund og lade kvinden tale. Og samtidig nøjes med at tilføje små kommentarer og anerkendelse undervejs. Man skal være refleksiv hele tiden, også selvom der er tidspres, men det er klart, at de fagpersoner, der har mere tid allokeret, ofte når længere. Desuden skal man huske at holde sit kropssprog åbent. Resignerer jeg, er jeg ikke dygtig nok, i stedet må jeg blive ved med at spørge ind på forskellige måder, siger hun.
Trine Rønde Kristensen ønsker sig, at alle gravide kvinder bliver spurgt ind til, hvorvidt de oplever vold:
– Hvis vi sundhedsprofessionelle ikke stiller spørgsmålet, er der sandsynlighed for, det aldrig kommer frem. Kvinden vil i mange tilfælde gerne have hjælp, men det er tabubelagt, så jordemorens spørgsmål kan være anledning til, at hun får mulighed for at fortælle om volden. Og dermed kan man forebygge alvorlige konsekvenser for kvinden selv, det ufødte barn, samt eventuelt også hendes andre børn, som vokser op i en familie med vold, siger hun og fortsætter:
– Det kan måske lyde voldsomt, at man overskrider nogle grænser, men min erfaring er, at man godt kan stille spørgsmål om tabubelagte emner til patienterne, fordi de mærker, at man vil hjælpe. En eventuel tøven fra jordemødrenes side kan også skyldes mangel på tid, og manglende viden om, hvordan man følger op, og hvem man kan henvise til, siger hun. Anne-Mette Schroll mener, at der på alle hospitaler bør ligge let tilgængelige og præcise retningslinjer for, hvordan jordemødrene skal handle i en situation, hvor en gravid er voldsramt.
– Jordemødrene kan være dem, der hjælper kvinden til at erkende volden og støtte hende videre, men jordemødrene er hverken psykologer eller socialrådgivere, og derfor skal de have viden om henvisningsmulighederne og dermed hvem, de kan samarbejde med for bedst muligt at hjælpe kvinderne, siger hun.