Hvad er det for en type viden, man som jordemoder besidder og hvordanbliver den sat i spil og brugt i den kommunikative praksis ikonsultationen? Det var de grundlæggende spørgsmål i en undersøgelse jegforetog i et jordemodercenter i Danmark gennem fire måneder i efteråret2000, hvor jeg overværede ca. 240 konsultationer og interviewede 20jordemødre 1). I denne artikel vil jeg gå bag om den konkretekommunikation og forsøge at tegne et billede af hvad "jordemoderviden"er for en størrelse; nærmere bestemt hvordan jordemødre selv tænkerderes viden og kompetencer. Hvis man som jordemoder er sig bevidst omdisse ting, kan man nemlig komme nogen frustrationer og kommunikativevanskeligheder i forkøbet.
Det centrale i jordemoderfaget beskrives af en jordemoder som "et ellerandet med at bruge hænderne og bruge øjnene, og så bruge fornemmelsernefor hvor langt man er i forløbet, og hvordan det går". Denne jordemodersiger noget vigtigt om jordemoderfaget og om viden generelt; nemlig at viden ikke kan anskues som noget, der er løsrevet fra praksis og den konkrete virkelighed man arbejder i og hvor man gennem årene opbygger enerfaring. Sagt med andre ord er viden ikke bare noget, der kan skrivesned i bøger og udveksles mundtligt og skriftligt. Det er det også, mendet er i lige så høj grad noget kropsligt og noget erfaret og intuitivt.
Erfaring overfor evidens
I sundhedsforskningen er der dog en tendens til at antage, atprofessionalisme og faglighed blandt sundhedspersonalet er ensbetydendemed, at man altid handler og kommunikerer på baggrund af envidenskabeligt dokumenteret viden, som er løsrevet fra ens personlighed,erfaringer og livsverden i øvrigt. Derfor er det denne viden, der heletiden fokuseres på. Der lægges for eksempel vægt på evidens og’objektivitet’ i behandlingen af og kommunikationen med gravide og andrebruger-/ patientgrupper. Det er selvfølgelig også vigtige aspekter, menproblemet er, at det er udtryk for en alt for smal måde at anskue videnpå, når det handler om de valg og beslutninger, som sundhedsprofessionelle tager hver dag. Viden må nemlig i høj grad ogsåbetragtes som en proces, der er under stadig forandring; som noget man ‘gør’ sammen med andre mennesker i bestemte sammenhænge, snarere endnoget man bare ‘har’.
I jordemødres job er det helt grundlæggende, at man skal være i standtil at se eller fornemme, når noget er unormalt eller patologisk, påbaggrund af sine erfaringer med at se "det normale". Dette er altså enerfaret viden, der gradvist i jordemødres praksis bliver en slags’rygradsviden’, hvor det ofte er svært at sætte præcise ord på hvorfornoget kategoriseres som ‘normalt’, og andet ikke. Denne viden er altsåikke kun sprogligt men først og fremmest kropsligt og erfaringsmæssigtfunderet. Samtidig er denne erfarede ‘rygradsviden’ et godt eksempel på,at faglighed og personlighed aldrig kan adskilles. Alle jordemødrene i undersøgelsen understreger at professionalisme og personlighed hænger tæt sammen, og at man i høj grad inddrager sin egen personlighed ijobbet. Dette gør sig nok gældende for de fleste grupper i sundhedsvæsenet, men det specielle ved jordemødre er, at de anerkenderat også personligheden og det følelsesmæssige er vigtigt, og at det er en vigtig del af hvad det vil sige at være jordemoder. Man lærer ikke atblive jordemoder alene ved at modtage teoretisk undervisning, det kræveri høj grad også at man mærker faget på egen krop, hvormed man langsomt opbygger den ekspertise, der gør én til en god og kompetent udøver af sit fag. At dette er centralt anerkendes i jordemoderuddannelsen, der jobestår af en stor del praktik og "learning by doing".
Med både hoved og hjerte
Den type af viden som jordemødre besidder, karakteriseres ved en"dobbelthed", hvor man på samme tid benytter sig af ennaturvidenskabelig, obstetrisk viden og en mere subjektiv ogerfaringsbaseret viden. Som en jordemoder siger: "Jordemoderfaget er etfag som på nogen punkter er meget naturvidenskabeligt. Men det er ogsået fag, der rummer en hel masse andet, synes jeg". En anden siger at mansom jordemoder er privilegeret ved, at man i høj grad bruger "hovedet og hjertet sammen" i arbejdet. Noget forenklet kan man altså se dette somen modsætning mellem en videnskabeligt baseret "læge-viden" på den eneside, en vidensform der fordrer objektivitet, og insisterer på at albehandling og indgriben skal være evidensbaseret. På den anden side ståren "jordemoder-viden", der (samtidig med at tage denne læge-viden megetalvorligt) fokuserer på den individuelle og menneskelige kontakt, og somi mange situationer bygger på intuition og fornemmelser. Her spillerjordemoderens personlige erfaring en væsentlig og legitim rolle i debeslutninger hun tager. At jordemødre trækker på både den objektivemedicinske og statistiske viden, men i høj grad også på en mereerfaringsbaseret viden, der fokuserer på det enkelte menneskes liv, eren væsentlig styrke fordi det skaber en stor fleksibilitet i forhold tilat kommunikere om graviditet og fødsel, hvor mange aspekter simpelthenikke kan måles og vejes. Det er denne "kombination af vidensformer", dermuliggør den vigtige bredde i kommunikationen, som kendetegner de fleste jordemoderkonsultationer, hvor man taler om alt lige fra det rentobstetriske og risikoopsporende, til den gravides individuellelivssituation.
Til ansvar for begge vidensformer
Samtidig er det langt fra problemfrit at skulle manøvrere mellem noglevidensformer, der er grundlæggende forskellige. I jordemødresargumentationsform bliver mange holdninger i sidste ende legitimeret ifølelser, fornemmelser og erfaringer. Dette er en helt naturlig følge afkarakteren af den jordemoderfaglige viden, som beskrevet ovenfor, menjordemødrene støder ofte ind i det problem, at denne argumentation ikkeopfattes som værende gyldig i den naturvidenskabelige forståelsesramme.Derfor kan det være svært for jordemødre, når de over for omverdenenskal argumentere for deres holdninger, idet de så at sige står tilansvar over for begge vidensformer samtidig, og derfor altid må se ensag fra mindst to sider. Mange eksempler på dette opstår idiskussionerne om smertelindring og scanninger, hvor jordemødre ofte iden offentlige debat beskyldes for at være gammeldags, formynderiske eller ‘teknik-forskrækkede’, når de forsøger at varetage de gravides interesser med udgangspunkt i jordemoderfaglige idealer og en kritiskstillingtagen til "teknologiseringen" af graviditet og fødsel. En typisk jordemoderfrustration lyder således at: "Det generer mig, at være sådårlig til at formulere hvad det egentlig er jeg synes, men samtidiggodt kunne mærke, at jeg synes et eller andet. […] Jeg har jo sådanden der følelse af, hvad jeg synes er bedst, men jeg har bare ikke nogensærligt gode argumenter", og en anden jordemoder siger at "vi burde værebedre til at sætte nogen flere ord på, hvad det egentlig er vi mener". Disse og lignende frustrationer opstår fordi jordemødre for det meste ertvunget til at prøve at redegøre for og argumentere for deres holdninger og viden i et sprog, som ikke helt er deres eget, nemlig det naturvidenskabelige sprog.
Tavs viden er svær at forklare
Den viden som jordemødrene besidder, kan derfor forstås som en ‘tavsviden’, som ikke umiddelbart lader sig sprogliggøre, og ikke kan"dokumenteres videnskabeligt".
Jordemødre besidder altså en vigtig viden, der desværre ofte ikke rigtiger ‘plads til’. Dette gør sig gældende både i dialogen med nogen af degravide, men især mellem sygehusvæsenets faggrupper, hvilket klart komtil udtryk i undersøgelsen i form af frustrationer blandt jordemødreneover den store relative magt læger som faggruppe har. En jordemoderføler sig "stresset over at jeg ved, at lægerne har så meget mere magtend vi har, og at meget kører i deres retning. Det synes jeg, stressermig i min faglighed. […] der er meget stor forskel på, hvad vi har atskulle have sagt, også over for befolkningen. Det synes jeg erstressende".
Det er klart, at det gør det sværere at blive hørt og at frustrationerneforstærkes, når den viden man besidder for en stor del er ‘tavs’, ogekspertisen er ‘usynlig’. Min pointe er dog på ingen måde, at jordemødresom faggruppe skal forsøge at ‘lave om’ på den vidensform man benyttersig af, for den er værdifuld og en styrke for jordemødre i dereskommunikation med gravide, og den går godt i spænd med idealerne omsundhedsfremme. En erkendelse af at en stor del af den viden ogekspertise man som jordemoder besidder er ‘tavs’ og ‘usynlig’, og dermedikke direkte lader sig forklare i ord, må derfor ikke få jordemødre tilat tro, at deres viden er mindre værd eller mindre legitim. Det er blot vigtigt at kende styrkerne og svaghederne i sin egen fagligeforståelsesramme og i sine egne forklaringsmodeller, så man kan se, når vidensformer støder sammen og man ikke føler, at man kan argumentere for sine holdninger eller ikke bliver hørt. Når man forsøger at sætte ordpå, og dermed gør sig bevidst, hvad det grundlæggende er for envidensform man som faggruppe trækker på, bliver man også bedre til atstå fast på sine jordemoderfaglige standpunkter, og forklare hvorfor manmener, som man gør. Dermed kan man forhåbentlig i højere grad undgå at trække sig tilbage i kommunikationen og tvivle på gyldigheden af sinegen viden og kompetencer. Navnlig bliver det måske lettere at adskillede forskellige typer af viden fra hinanden i den konkrete kommunikation; at fortælle hvad man ved, og hvordan man ved det. For eksempel kan manforklare over for en gravid hvad de ‘videnskabelige undersøgelser’ på etområde konkluderer, men samtidig åbent fremlægge hvorfor man somjordemoder måske mener, at man må forholde sig kritisk til disseundersøgelser. Som gravid kan det være mindst lige så værdifuldt at fåat vide, at ‘min erfaring som jordemoder siger mig at…’, som ‘denyeste videnskabelige undersøgelser viser at…’, og som en jordemoder iundersøgelsen også understreger, så ‘gør det kvinder eller forældretrygge, hvis de ved hvad det er vi ved, og hvorfor vi tænker som vigør".
Kommunikation i jordemoderkommunikationen
I Tidsskrift for Jordemødre 1/02 beskrev Niels Haahr, hvordan jordemødreundertiden undgår at snakke med den gravide om problematiske emner, somfor eksempel rygestop. Artiklen bygger på samme feltarbejde som nærværende artikel og konkluderer, at jordemødre i højere grad bør fremstå kompetente. På denne måde etableres tilliden til de gravide.
1) Undersøgelsen er indtil videre blevet til en rapport med titlen:"Sundhedsfremme og forebyggelse i jordemoderkonsultationen. Enantropologisk undersøgelse af jordemødres fortolkning og kommunikationaf viden om livsstil og sundhedsfremme".