Hvordan mon det er at være jordemoder eller studerende i et andet land end Danmark? Min eventyrlyst og længsel efter at rejse ud og opleve noget nyt kom til mig, som jeg sad i kolde København og knoklede med eksamenslæsning på 3. semester.
Jeg startede med at kontakte den internationale vejleder på skolen og fik arrangeret, at hun ville komme ind i vores klasse og fortælle om hvilke muligheder, der er for at rejse til udlandet i løbet af vores uddannelse. Vejlederen fortalte, at skolen havde kontakter til andre jordemoderuddannelser især i Skandinavien men også få andre steder i Europa. Hvis vi ville af sted, anbefalede skolen, at vi tog af sted på 5. semester, hvor der er afsat 15 uger til fødegangspraktik.
Skandinavien og Europa lød fint. Jeg skulle bare ud og opleve noget nyt og ikke mindst opleve, hvordan jordemødre arbejder i andre lande. Der skete så det i mellemtiden, at skolen fik besøg af en jordemoderuddannelse fra Australien og der blev talt om at lave udveksling mellem Australien og Danmark. Pludselig virkede ideen om at komme ud af Europa og til et varmt land pludselig meget mere interessant og eksotisk end Sverige.
Papirarbejdet tager tid
Dagen efter sommerferien, hvor 4. semester startede, kontaktede jeg igen den internationale vejleder. Nu ville jeg af sted. Den aftale, som var blevet lavet med Australien, var endnu usikker og alle var lidt på bar bund med, hvordan vi fik en udvekslingsaftale i stand, fordi skolen aldrig før havde sendt en studerende til Australien. Takket være en hjælpsom vejleder på skolen, fik vi kontakt til universitetet i Australien. Det ene ansøgningsskema efter det andet skulle udfyldes og det var ikke altid lige nemt at gennemskue de forskellige papirer og formularer. Det blev til mange timers arbejde med mails, ansøgninger og samtaler.
Visa og sundhedstjek
Lidt før jul var aftalen endelig gået igennem og jeg kunne købe min flybillet til Perth i Vest Australien. Men papirarbejdet stoppede ikke der. Jeg skulle søge visa, forsikring, lægeundersøges og røntgenfotograferes for tuberkulose. Skulle også vælge fag på universitetet, fordi det ikke er nok bare at være i praktik som udvekslingsstuderende, jeg skulle indskrives til et fag på universitetet. Ligeledes søgte jeg en masse legater, dog uden det store held, så turen stod primært for egen regning.
Måske er dette væld af papirarbejde og de økonomiske udgifter grunden til, at ikke mange jordemoderstuderende tager til udlandet i løbet af uddannelsen. Man skal ikke forvente, at tingene ordner sig selv, men være meget aktiv i processen og acceptere det arbejde, som det omfatter at søge til udlandet. Når det så er sagt, må det også siges at være al arbejdet værd.
Livet i Perth
I februar 2009 fløj jeg til Perth. Jeg fandt mig en lejlighed og startede mit liv som jordemoderstuderende der. Fire dage om ugen var jeg på en fødegang på et meget stort kvinde-barn hospital, og en dag om ugen læste jeg sexologi på universitetet. Mit liv som studerende i Perth mindede egentlig meget om mit liv i København lige på nær, at cykelturen til hospitalet i solskin var lidt nemmere end turen til Herlev Hospital i regnvejr. Når jeg havde fri, gik turen til stranden, på udflugt ud af Perth eller til barbecue hos vennerne.
Det var en kæmpe oplevelse at komme som jordemoderstuderende til en ny kultur på et nyt hospital. Det første forløb jeg varetog, var en kvinde med svær præeklampsi, som var blevet fløjet til hospitalet i Perth med ”The flyings Doctors” — ja de eksisterer, det er ikke kun en serie fra Tv2.
Jordemødrene var utrolige venlige og jeg blev taget godt hånd om. Jeg arbejdede på Vest Australiens største hospital hvor stort set alle kvinderne var såkaldt høj-risiko fødende. Der var mange læger, og jordemødrene arbejdede med lægerne konstant i ryggen, hvorved deres arbejde virkede mindre selvstændigt end jeg opfatter danske jordemødre. Alle var meget fokuseret på risici, og det resulterede i, at næsten alle kvinder skulle faste i tilfælde af et sectio, alle fik anlagt en i.v adgang ved ankomst og de fleste – 95 procent – fik også anlagt epiduralblokade. Jeg lærte en masse af de komplicerede forløb, og ikke mindst risikotænkning på godt og ondt. Selvom der var så mange komplicerede forløb, fik jeg lov til at varetage mange af fødslerne som jordemoderstuderende. Fødestedets størrelse gør, at der er flere specielkonsultationer for eksempel for kvinder med diabetes, afhængighed af alkohol eller narkotika, gravide med tidligere sectio og medicinske sygdomme så som hjertesyge, HIV/AIDS osv.
Forskelle og ligheder
Den sidste måned i Perth skiftede jeg hospital til et meget mindre hospital, hvor kvinder med en forventet normal fødsel kunne føde. Jordemødrene, som arbejdede her, var meget mere selvstændige og naturlige i deres tilgang til den fødende. Det var rart at opleve begge hospitaler og få et nuanceret billede af fødslerne i Australien. De har store og små hospitaler, hvor læger og jordemødre er skolet på forskellig vis, som vi også ser på forskellige danske hospitaler.
Jeg blev overrasket over, hvor meget bedre deres velfærdssystem er i forhold til Danmark, når det kommer til svangreomsorg. Det var muligt for jordemødrene at henvise både til psykolog, socialrådgiver og fysioterapeut.
Jeg er hjemme i Danmark igen og er på Herlev Hospital, hvor jeg skal starte 6. semester efter sommerferien. Jeg ved, at turen til Australien har rustet mig som jordemoderstuderende såvel som personligt. Jeg ved ikke, om jeg har lært det samme som mine medstuderende herhjemme, men så har jeg måske lært noget andet. Jeg ville i hvert fald ikke have undværet min fantastiske tid på fødegangen i Australien.