De kommer hjem med uspiste madpakker og har end ikke haft tid til at gå på toilettet. De besvimer på sengen, så snart de er inden for døren og bruger fridagene til at restituere sig…med mindre telefonen ringer, og kalder dem på ekstravagt. Familieliv bliver der ikke meget tilbage af.
– Man ved aldrig, hvornår hun forsvinder ud af døren. Nogle gange er Signe helt grædefærdig, når telefonen ringer, siger Halfdan Pommerancke, gift med jordemoder Signe Vinding Myrthu.
Uanset hvad hun svarer, når der ringes fra fødegangen, så plages hun af dårlig samvittighed, oplever han. Enten skal hun brænde familien af – igen – eller også skal hun blive hjemme med bevidstheden om, at der mangler hænder på fødegangen, og at det går ud over både de fødende og de hårdtarbejdende kolleger. Det er en klar stressfaktor og en helt urimelig situation at blive stillet i, mener den bekymrede ægtemand.Uansvarlig arbejdsgiver- Hvis det så bare var en gang imellem, men det er jo hverdagen, der er sådan, understreger en anden af mændene bag det sydfynske oprør, Mogens Larsen, som næsten ikke kan holde ud at se, hvordan de pressede arbejdsforhold påvirker hans kone, Lotte Kofoed Larsen.
Han synes rent ud sagt, at jordemødrene bliver behandlet uanstændigt, ja nærmest uansvarligt af deres offentlige arbejdsgiver.
– Det er fuldstændig grotesk, at man tillader en personalegruppe med så stort et ansvar at arbejde så mange timer ud i ét, siger han og henviser til for eksempel chaufførernes køre-hviletidsregler og andre faggruppers langt mere strikse bestemmelser om en maximalt tilladelig arbejdsbelastning.
– Vores koner er bange for døgnvagterne, fordi de frygter at begå fejlen, når de kommer derud, hvor de har arbejdet 22-24 timer uden pauser, siger Mogens Larsen, der synes, at det offentlige spiller hasard med både jordemødrenes og de fødendes helbred.Skaber underskudskvinderDesuden undermineres jordemødrenes familieliv og personlige råstyrke.
– Hjemme hos os har vi aftalt, at vi giver det fem år, og hvis arbejdsforholdene ikke er blevet radikalt ændret, så finder Signe et andet arbejde, som er mere familievenligt og ikke så nedbrydende for hendes helbred, fortæller Halfdan Pommerancke. Han mener, det er uholdbart i længden at sætte både helbred og familiens trivsel overstyr ved at blive i et fag, hvor lønnen oven i købet er til grin.
– Nogle af mine pædagogmedhjælpere tjener mere end Signe gør, nævner Halfdan Pommerancke, der er daginstitutionsleder i Svendborg.
Mogens Larsen synes også, at hans kone fortjener en væsentligt større løncheck, end hun får i dag. Men først og fremmest handler det om at få skabt nogle ordentlige arbejdsvilkår, understreger han.
– Jordemødre er jo dygtige og samvittighedsfulde kvinder, men deres ansvarlighed bliver misbrugt, og det er sgu så synd at se, hvordan sådan en flok stærke overskudskvinder brænder ud i det fag, de ellers er glade for, siger han og beskriver, hvordan hans Lotte går fuldstændig i dørken, når hun kommer hjem fra en travl døgnvagt.
– Ja, prøv at sende en hvilken som helst anden personalegruppe igennem den skærsild, man udsætter jordemødrene for, og de ville løbe skrigende bort, mener Halfdan Pommerancke.Rot jer sammenSammen med en flok på 12-14 andre jordemodermænd fra Svendborg og omegn prøver de to nu at mobilisere alle landets jordemodermænd til en fælles protest. Foreløbig har jordemodermændene i Svendborg dannet en netværksgruppe, hvor de mødes en gang om ugen og udveksler erfaringer og lægger strategier for, hvordan de skal få deres budskab spredt.
– Hvis jordemødrene udtaler sig om deres arbejdsforhold, bliver det let opfattet som klynk og piveri. Men nu er det os, deres ægtefæller, der reagerer, og så tror vi, det virker anderledes, forklarer Halfdan Pommerancke.
Indtil videre har han og Mogens Larsen, om ikke andet så i hvert fald på det personlige plan, fået en masse ud af de sydfynske mandemøder.
– Det har virkelig været en øjenåbner. Det kan absolut anbefales, opfordrer de to.
En acceptabel falliterklæring
- Når vi nu skriver 2007, er det jo et meget stort paradoks, at vi som rimeligt veluddannede kvinder skal have vores mænds hjælp til at skaffe os ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Tillidsrepræsentant Gitte Valeur, Svendborg, synes også, at det på en måde er lidt pinligt.
- Men jeg vælger at se på det på den måde, at jordemødrene åbenbart bruger al deres energi på basisarbejdet, altså at passe de fødende, så der ikke er overskud til også at kæmpe lønkamp, forklarer hun.
Desuden er det jo et faktum, at mænd er bedre til at forhandle løn. I hvert fald er de lønførende inden for næsten alle fag.
- Vi må jo erkende, at mændene måske kan noget, vi ikke er så gode til, siger Gitte Valeur, der selv har tilskyndet de lokale jordemodermænd til at organisere sig og gøre sig synlige i medierne.
Vær hardcore - sig nej!
Mens mændene ruster sig, skal jordemødrene dog også selv yde noget for at stoppe stress-spiralen.
- Man skal være hardcore og sige nej, når man bliver kaldt på ekstravagt, og man kan mærke, at det overskrider ens grænser. Det er der meget få af os, der kan, men vi er nødt til at lære det. Ellers risikerer vi hver især at havne i den onde cirkel, hvor man af ren og skær hjælpsomhed overbebyrder sig selv så meget, at man bliver syg af det, siger Gitte Valeur.
- Hun understreger, at arbejdsforholdene i Svendborg normalt ikke hører til de værste, men at der i en periode har været ekstraordinært pres på, og at aktionen desuden skal ses som led i en landsdækkende profilering.
Bruttonormering udvidet
Få dage efter, at Svendborg-jordemødrenes mænd var gået til den lokale presse for at få sat fokus på deres koners arbejdsforhold, var der taget beslutning om en akut opnormering på fødegangen.
- Vi har slået to nye fuldtidsstillinger op, meddeler jordemoderchef Anette Frederiksen, der dermed udvider sin bruttotrup, så vagtbelastningen på hver enkelt jordemoder bliver mere skånsom.
- Anette Frederiksen forklarer, at arbejdsbyrden i hele 2007 har været hård for Svendborg-jordemødrene, fordi seks er på barselsorlov, og det har ikke været muligt at få deres stillinger vikardækket.
- Så vi har manglet 16 procent af vores arbejdsstyrke samtidig med, at vi har øget antallet af fødsler i Svendborg fra 1.100 sidste år til formentlig omkring 1.350 i år. Vi har overtaget hele hjemmefødselsordningen med 60-80 fødsler om året uden at få reel kompensation for den ekstra belastning, og ude i konsultationerne er jordemødrene også pålagt flere administrative opgaver uden at få mere tid, gennemgår Anette Frederiksen.
- Hvis vi lægger det hele sammen, så oplever jordemødrene afgjort, at de er mere pressede. At reaktionen kommer nu er forståelig, siger hun.
Ikke dygtige nok
Anette Frederiksen erkender, at det til dels er hendes ansvar at sørge for ordentlige arbejdsforhold for jordemødrene.
- På det lokale ledelsesplan har vi nok ikke været skarpe nok til at gøre opmærksom på vores situation, erkender hun.
Derfor betragter Anette Frederiksen jordemodermændenes oprør som en kærkommen håndsrækning.
- Jamen, det er da guld værd, og jeg kan kun håbe på, at det påvirker min forhandlingsposition, siger hun og håber samtidig, at man i overenskomstsammenhæng også gør det lidt bedre.
- For eksempel er det indlysende for mig, at jordemødrenes supervision skal være en indiskutabel, overenskomstsikret rettighed på landsplan. Jeg fatter ikke, at jordemødrenes forening ikke presser på for det, siger hun.