Hvad er intentionen bag overenskomsten om timelønnet beskæftigelse?
Der har altid været et legalt behov for timelønsansatte til at dække ekstraordinære, akut opståede behov, og også en interesse fra nogle jordemødres side for at arbejde på denne måde.
I dag ser vi flere steder en kraftig vækst i antallet af timelønnede, og nu er der ikke tale om, at det er jordemødre, der reelt ønsker denne ansættelsesform. Det er tværtimod jordemødre, som meget gerne vil have fast ansættelse – herunder mange nyuddannede.
Arbejdets karakter er ikke ændret – opgaverne er grundlæggende de samme, så det er Jordemoderforeningens udgangspunkt, at behovet for timelønnede ikke er øget. Men i 2011 står vi med en meget stram økonomi, og fusioner og sparerunder har gjort, at normeringerne er så skrabede, at der meget hyppigt opstår et ”akut” behov for at dække vagter. Og når der er mange jordemødre, der efterspørger arbejde, er den billigste løsning at bruge timelønnede.
På flere fødesteder arbejder timelønnede jordemodervikarer i mere end otte timer om ugen og i mere end en måned. De gør det oftest, fordi det er, hvad de kan få, og de ønsker ikke, at tillidsrepræsentanterne eller foreningen kræver af arbejdsgiverne, at overenskomsten om timeløn overholdes – i hvert fald ikke med navns nævnelse.
Hvad er Jordemoderforeningens holdning til den øgede brug af timelønnede vikarer?
Det øgede forbrug af timelønnede er et skred i retning af dårligere vilkår for alle ansatte jordemødre og også i strid med forudsætningerne i overenskomsten. Timelønsansættelse skal være en undtagelse til hovedreglen om fastansættelse på månedsløn med ret til løn under sygdom og alle de andre goder, som fast ansættelse giver. Når man på visse fødesteder bruger timelønnede dagligt, er behovet jo konstant og ikke akut, og så er der efter vores opfattelse tale om misbrug og eveventuel omgåelse af overenskomsten.
Hvordan vil foreningen forholde sig til, hvis overenskomsten om timelønnet beskæftigelse overtrædes?
Overtrædelse af overenskomster og aftaler skal naturligvis forfølges af foreningen – ellers underminerer vi jo foreningens mangeårige arbejde for at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår. Og det er netop i trængte tider, at overenskomster og aftaler skal virke som det værn, de også er tænkt som. I det omfang reglerne ikke overholdes, skal tillidsrepræsentanterne i første omgang påtale det overfor ledelsen. Det er tillidsrepræsentanterne, der lokalt løbende har krav på oplysninger om alle ansættelser – herunder også de timelønnedes ansættelsesvilkår. Har de problemer med at få oplysningerne, må vi ind og hjælpe med det, og rettes der ikke derefter ind, vil Jordemoderforeningens sekretariat gå ind i sagen. Brud på overenskomster og aftaler kan i sidste ende medføre bod til arbejdsgiver, så det burde sådan set være i alles interesse at overholde dem. Det kan blive en dyr løsning at bryde reglerne. Men også på det lange sigt er det dyrt ikke at passe godt på vores nyuddannede kolleger – som jo oftest er dem, der har timelønnet beskæftigelse. De bliver modløse og får lavt selvværd af at fungere som daglejere uden rettigheder.
En timelønnet ansættelse må højst vare en måned. Kan man ikke lade en medarbejder arbejde på timeløn i knap en måned, efterfulgt af et par dage uden beskæftigelse. Og så give hende vagter igen?
Når behovet for arbejdskraft rent faktisk er konstant og ikke et ekstraordinært og akut behov, er der efter min opfattelse tale om omgåelse af reglerne. Konstruktionen er jo tydeligvis også lavet med den ene hensigt ikke at give de rimelige vilkår til den ansatte, som hun bør have.
Jordemoderlederne er presset af ansættelsesstop, besparelser og personaleafdelingers krav om, at det faste personale ikke får overarbejde. Kan Jordemoderforeningen anvise en vej, hvor overenskomsten overholdes, og hvor de nyuddannedes ønske om at få så mange vagter som muligt tilgodeses?
Hvis der her sigtes til, at det er jordemødrene, der, via forringelser af deres basale løn- og ansættelsesvilkår, skal betale for den økonomiske krise, så er det ikke med Jordemoderforeningens opbakning. Overenskomster og aftaler skal overholdes og give de ansatte ordentlige grundvilkår, så de er sikret under sygdom og barsel og får pensionsindbetaling.
Hvis det, man ønsker med det øgede antal timelønnede, er at få den fleksibilitet, som de timelønnedes ansættelsesform giver, kan man i stedet for se på, om ikke forhandling af lokale arbejdstidsaftaler kan bidrage. Man kunne lave mere selvtilrettelæggelse i teams, hvor alle har en større gensidig fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen, så det også er muligt mere smidigt at dække akutte behov, mod at man har større indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen.
Det er vigtigt at koble denne diskussion med diskussionen om kvaliteten i det, vi yder til borgerne. Et stort forbrug af timelønnet arbejdskraft risikerer at gå ud over kontinuiteten og kvaliteten i ydelserne, idet timelønnede medarbejdere ikke indgår i afdelingens efteruddannelses- og kvalitetssikringsaktiviteter. På den måde kan besparelsen ved at beskæftige timelønnede blive dyr i det lange løb.
Og hvis det handler om at holde de nyuddannede i beskæftigelse og bibeholde deres kompetencer, uden at det koster arbejdsgiverne mere at ansætte dem, så er alternativet at ”dele” det arbejde og de lønmidler, der er. Det forudsætter, at andre jordemødre arbejder mindre – eller at alle går ned i løn. At deles om arbejdet til samme løn er det, man har kaldt skraldemandsmodellen efter de renovationsmedarbejdere, der tilbage i 90’erne gjorde det i en tid med ringe beskæftigelse og mange fyringer. Det er en ret kontroversiel løsning, som Jordemoderforeningen da heller ikke kan anbefale.