Tom Kjær har kun ganske få gange i sin 12-årige karriere som hospitalspræst på Herlev Sygehus oplevet, at barnet levede efter en sen abort. Men han er ikke i tvivl om, at også det lille menneske har ret til menneskelig omsorg til det sidste. Hvis ikke forældrene ønsker at have barnet hos sig, til det dør, så er opgaven det større for personalet.
– Jeg har mødt forældre, der ikke ville se barnet, men spurgte mig, om jeg ville drage omsorg for det efter fødslen. Det betyder meget for dem, at nogen lover, at de tager sig af barnet. Det samme gælder, når en jordemoder står med et lille levende barn efter en samrådsabort. Hun skal ikke kun drage omsorg for barnet for barnets skyld, men også for forældrenes skyld. Hvis de vender tilbage til jordemoderen på et eller andet tidspunkt efter fødslen, så skal hun i detaljer kunne fortælle, hvad der skete med barnet, og hun skal kunne fortælle, at der var et menneske ved det lige til det sidste. Jordemoderen bliver faktisk en stand-in for forældrene, siger Tom Kjær og understreger, at vi ikke skal presse forældrene til et forældreskab.
– Forældreskab er subjektivt, og vi skal passe på med ikke at påtvinge forældrene den rolle, hvis de ikke ønsker den. Vi skal som personale kunne pendle mellem forældrenes måske skiftende ønsker — fx om forældreskab. I en kaotisk situation, som en sen provokeret abort er, kan man godt som personale komme til at bearbejde sine egne kaotiske følelser ved at presse forældrene til at agere efter ”manualen”, siger hospitalspræsten.
Omsorg for hele familien
Ingelise Andersen er chefjordemoder ved Herlev Sygehus, hvor der er skriftlige retningslinjer for varetagelsen af aborter og dødfødsler. Alle de praktiske og administrative opgaver er beskrevet, og der er taget hånd om logistikken. Det indebærer blandt andet, at der er fremstillet små kasser med låg, der kan fungere som kister for de helt små fostre, og at der findes tøj og svøb, der passer de helt små børn. Den klare logistik gør, at jordemoderen kan koncentrere sig om omsorgen for familien.
– Jordemoderen skal drage omsorg for moderen og faderen, og hvis forældrene ikke vil have barnet hos sig, så må et andet personale tage sig af det. Det er et liv, og der skal drages omsorg for det som der skal for alle andre liv, men jordemoderens primære opgave er at være hos forældrene, siger Ingelise Andersen.
Skellet går ikke mellem faggrupperne
Tom Kjær har som sygehuspræst indblik i de mange svære situationer, der udspiller sig på et sygehus, og som giver anledning til etiske overvejelser. Han møder jordemødre, læger, sygeplejersker m.fl., når de udfordres til det yderste både professionelt og personligt. Som lægmand på det sundhedsfaglige område har han rig anledning til at observere de menneskelige reaktioner.
Tom Kjær, er det din erfaring, at jordemødre har en blødere holdning til spørgsmålet om liv/ ikke-liv end læger?
– Der er fagpersoner, der har en blødere holdning end andre, men skellet går mellem individer – ikke mellem professioner. Der er altid personlige holdninger blandet ind i et klinisk skøn, derfor vil man opleve, at der er nogen, der ser reaktionen hos et barn som liv, mens andre tolker det som reflekser – altså ikke-liv. Jeg mener snarere, at det handler om erfaring.