Den fødsel, der fik hjemmefødselsjordemoder Anne Mette Tonning til at begynde at fotografere, står stadig tydeligt i hendes hukommelse, selvom den foregik for halvandet år siden:
»Det var en førstegangsfødende, jeg skulle føde med. Hun ringede til mig i uge 36+0 og mente, at hun havde veer allerede, så jeg henviste hende til fødegangen. De talte med hende, og hun endte med at tage et par Pamoler og en lur, men kort efter ringede hun til mig igen, og der vurderede jeg, at hun helt sikkert var i fødsel. Så jeg sendte hende ind på fødegangen NU og sagde, at jeg også ville komme. Da jeg ankom, lå kvinden allerede på en fødestue og var ved at føde hovedet. Idet jeg trådte ind ad døren til stuen, vendte hospitalets jordemoder sig om mod mig og sagde: ’Du ved godt, at barnet er dødt ikke?’ Men nej, det vidste jeg ikke. Uden at tænke nærmere over det, tog jeg farens mobil, der lå på et bord, og så begyndte jeg bare at fotografere fødslen.«
Anne Mette Tonning endte med at tage en lang stribe billeder af parrets møde med deres dødfødte søn både under fødslen, i timerne efter og til den efterfølgende begravelse.
»Det var ligesom det eneste fornuftige, jeg kunne tage mig til,« som hun siger.
Efterfølgende var forældreparret enormt glade for billederne, Anne Mette Tonning havde taget.
»De beskrev billederne som den største gave, de kunne få, når nu de ikke fik deres dreng. Og da jeg selv så billederne efterfølgende, gik det op for mig, at der var noget enormt meningsfuldt i, at jeg havde kunnet forevige det her øjeblik, som var så betydningsfuldt for dem. Og så syntes jeg egentlig, at det var blevet nogle flotte billeder, hvilket overraskede mig lidt,« fortæller Anne Mette Tonning, som derefter købte et kamera og tilmeldte sig et fotokursus på aftenskole.
Ingen zoom, bare skyd
I dag har Anne Mette Tonning kameraet med til langt de fleste af sine fødsler. Hun spørger altid de kommende forældre inden fødslen, om de vil have, at hun tager billeder undervejs, hvis det kan lade sig gøre. Hun har endnu ikke oplevet nogen, der sagde nej tak. Og imponerende nok får hun stort set altid at tage en hel stribe billeder – også in the heat of the moment:
»Jeg har været jordemoder i snart tyve år, så efter alle de år og så mange fødsler, har jeg nok et vist overskud i situationen. Og jeg fotograferer med fast linse, så når lyset er indstillet på kameraet, skal jeg hverken zoome eller lignende, jeg skal bare have kameraet liggende ved siden af mig og skyde, når lejligheden byder sig. Af og til er det måske blevet lidt et luksusproblem, at jeg også gerne vil tage billeder undervejs. Fx var jeg til en fødsel i går aftes, hvor kvinden var blevet overflyttet til sygehuset. Hun holdt mig meget hårdt i begge hænder, idet barnet blev født. Det var en forisse-baby – så det ville jeg altså virkelig gerne have et foto af! Jeg fik desværre først en hånd fri, da denfødende kvinde slap mine hænder for selv at tage imod sit barn.«
Billederne minder om alt det gode
Når Anne Mette Tonning efterfølgende sender billederne, bliver forældrene meget taknemmelige, og det er selvfølgelig dejligt at kunne glæde dem. Men derudover har hun oplevet, at billederne faktisk også har en funktion for hende som jordemoder.
»Jeg har lagt mærke til, at hvis der er et eller andet shit med en fødsel – det kan være en overflytning eller en stor blødning – så har jeg en tendens til at glemme de ti gode fødsler, jeg havde før den. Nu har jeg opdaget, at jeg kan bruge mine billeder til at blive mindet om alle de fødsler, hvor tingene er gået godt. Og når jeg kigger billederne igennem, opdager jeg også, at selv fra fødslerne med shit-situationerne, kan jeg sidde og gentagende gange tænke ’Hov, der var jo faktisk det her fine øjeblik. Og det her. Og det her.’ På den måde hjælper billederne mig til få det gode til at fylde mere og det dårlige mindre.«
Anne Mette Tonning medgiver, at den strategi nok ikke rigtigt virker for en hospitalsjordemoder, men hun vil alligevel gerne opfordre til, at flere jordemødre tager billeder med parrets telefon eller kamera under fødslerne.
»Det er der mange af os, der allerede gør for parrets skyld, men man kan også gøre det for sin egen skyld. Måske kan man bevidst lave sig et lille arkiv i hjertet til mentale billeder af alt det lækre, vi er vidner til? Det er ærgerligt, hvis de triste skæbner eller svære oplevelser får lov at fylde for meget i os, synes jeg.«
Kameraet hjælper ved overflytninger
Samtidig giver fotograferingen Anne Mette Tonning en funktion at gribe til, når overflytninger bringer hende ud af rollen som hovedansvarlig jordemoder: »Ved overflytning til hospitalet træder jeg jo tilbage. Og jeg må nok erkende, at jeg godt kan have lidt svært ved at skulle agere doula. Det er mega frustrerende at have en faglighed og så skulle sidde på hænderne og ikke fylde for meget. Jeg er jo vant til at lede slagets gang. Så at give slip på den rolle, er noget af det, jeg har sværest ved som hjemmefødselsjordemoder. Der giver det at tage billeder mig noget at lave og en funktion, som jeg virkelig sætter pris på.«