Om nogle uger løber Nordisk Jordemoderforbunds kongres af stabelen i Island. Det giver mig anledning til at fortælle lidt om mit arbejde som jordemoder på Landshospitalet i Reykjavik sidste sommer.
Det var en gammel drøm at komme til Island og arbejde som jordemoder. Jeg boede med mand og børn i Reykjavik fra 1974 til 1977. Dengang var jeg fysioterapeut, og ved siden af mit arbejde på en revalideringsklinik og senere på et hospital havde jeg også fødselsforberedelseskurser hjemme i vores dagligstue. Der var ikke så mange tilbud af den slags dengang, så da en af mine danske veninder blev gravid, bad hun mig om at starte et kursus. Hun samlede lynhurtigt nogle andre gravide sammen, og sådan begyndte det, først på dansk, senere også på engelsk og islandsk. Det blev til 15 hold, og undervejs fik jeg lyst til at blive jordemoder. Da vi kom hjem igen, blev jeg optaget på jordemoderskolen i København og har været jordemoder siden 1981.
Tiden på Island har jeg altid tænkt på med glæde, og sidste år søgte jeg orlov fra mit arbejde på K.A.S. Glostrup og blev ansat som sommervikar på Landshospitalet i Reykjavik i sommeren 2003.
Svær start
Selvfølgelig kan jeg ikke give en meget fyldestgørende beskrivelse af fødevæsenets organisering på Island. Dertil er tre måneder for kort tid, og mit islandske ikke godt nok. Jeg vil give en beskrivelse af det, som jeg oplevede det, og prøve at fremhæve de ting, jeg synes, de gjorde specielt godt deroppe.
De, der kender mig, ved at jeg helst arbejder med hjemmefødsler og foretrækker små fødeafdelinger. Så at søge arbejde på en stor og travl specialafdeling var måske en vild ide. Der er flere små fødeafdelinger rundt omkring på Island, men hvis jeg ville til Reykjavik, og hvis jeg ville bestille noget, måtte det blive sådan.
Kvindehospitalet er et stort hus for sig selv med fødegang, fødeklinik, barselgang, svangregang, operationsafdeling og afdeling for kvindesygdomme. Alle jordemødrene er også uddannede sygeplejersker, og de var meget dygtige og meget flittige med en høj arbejdsmoral.
Specialiserede jordemødre
Fødeafdelingen havde 2900 fødsler årligt, de fleste på specialafdelingen. Fødeklinikken, Reden, som lå lige ved siden af, fungerede som barselgang for alle de kvinder, der var så friske, at de kunne spadsere derind. Alle stuerne var flotte enestuer beregnet på 24 timers ophold. Hvis manden ville overnatte, kostede det et beløb, der svarer til 200 danske kroner. De kvinder, der fødte i Reden, var tilknyttet MFS-ordningen, en kendt jordemoder ordning, hvor kvinderne blev fulgt af den samme jordemoder hele vejen igennem. Det får mig til at tænke på én ting, jeg virkelig synes, er en fejl i det islandske system: Ligesom i Sverige er man kun jordemoder i en funktion: Graviditet eller fødsel etc. Efter min mening bør alle fødejordemødre have konsultation og vice versa.
Jeg var spændt på, om de islandske kvinder var mere seje end de danske. Det var de ikke, de var ligeså forskellige. De var generelt yngre end hos os. En 18-årig fødende var ikke noget særsyn. Jeg fødte med en ung pige, hvor barnets tipoldemoder stadig levede.
Mange indgreb
Afdelingen var travl. Der var masser af igangsættelser, masser af indgreb, masser af epiduralblokader, ganske som på vore store afdelinger. Lægerne var meget nærværende. De havde fået deres efteruddannelser i udlandet, i England, Skotland, USA og Tyskland og kunne derfor lidt forskelligt. Nogle lagde f.eks. tang som en helt selvfølgelig ting. Der var masser af intensiv behandling på fødegangen, og her kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde en anden uddannelse end de andre jordemødre. F.eks. lå alle sectiomødrene på fødegangen efter operationen – med barnet i kuvøse. Kun de, der havde været i fuld narkose, kom på opvågningsafdelingen. Den lå langt væk, og da der ikke var portører på hospitalet, løb læger og jordemødre frem og tilbage med sengene. En fin ting var, synes jeg, at man ved meget tvivlsomme sugekopforløsninger foretog indgrebet på operationsstuen med alt klar til sectio. Det gjorde forløbet mindre dramatisk.
Der var der intet hjælpepersonale udover rengøringsfolk på fødegangen. Det betød, at jordemødrene selv gjorde stuerne klar, redte senge, fyldte op i skabe og gjorde instrumenter rene. De assisterede også hinanden ved fødslerne. Når klokken ringede på en stue, susede en af jordemødrene ind og hjalp. Det havde de helt overblik over. Det var vældig lærerigt sådan at være med hos hinanden. Da jeg først hørte om den ordning, var jeg sikker på, at det ville give en vældig uro, men det var på ingen måde værre en på vore store afdelinger. Der var også plads til at sidde fast hos de fødende.
Leder på skift
En time før hver vagt startede, kom vagtens afdelingsjordemoder og blev sat ind i tingene. Det var en funktion, som gik på skift mellem alle jordemødrene, bortset fra de helt nyuddannede. Det var rigtig godt sådan at have en leder af vagten og sjovt at se, hvordan en jordemoder i den ene vagt var leder, i den anden ikke. Det gik helt problemfrit.
Ved dødfødsler får familien en speciel stue, der ligger udenfor fødegangen. Der var de så under hele forløbet, før og efter. Afdelingen havde en speciel kasse, der var pakket og klar med alt til formålet. Sygehuspræsten kom meget på besøg under indlæggelsen.
Jeg fik aldrig helt overblik over vagtberedskab og normering. Vi var mellem 5 og 8 mennesker i faste vagter. Det var 8 eller 12 timers vagter og ganske få tilkaldevagter. Der var ofte meget travlt, og det var ikke helt sjældent, at overjordemoderen blev kaldt ind for at hjælpe.
Hjemmetjenesten
En af de helt geniale ting i Reykjavik var hjemmetjenesten. 24 timers indlæggelse var helt almindelig, og derefter kunne familierne få en jordemoder på besøg dagligt i 9 dage. Hjemmetjenesten blev betalt af Sygesikringen, og den var meget populær hos jordemødrene. Nogle af dem arbejdede på deltid på sygehuset for at kunne arbejde meget i hjemmene. Der var også en ammerådgiver fast ansat på hospitalet med eget kontor. Så amningen gik godt i byen.
Ikke mange hjemmefødsler
Hjemmefødsler var der ikke mange af. Det var ikke en service, hospitalet ydede. Der var i sommeren 2003 én jordemoder i byen, der tog hjemmefødsler. Hun blev betalt af Sygesikringen for hver fødsel, så for at have en fast indkomst var hun fast ansat i konsultationen også. Det forekom mig, at hun havde travlt. Hvis jeg har forstået det rigtigt, mødte hun stor modstand hos den lægelige ledelse, men ikke hos jordemødrene, og hun havde Landslægens fulde opbakning.
Jeg ved ikke, om man vil kunne arbejde som jordemoder på Island, hvis man ikke kan sproget. Islændinge taler godt og gerne engelsk, og mange taler også dansk, norsk eller svensk, men alligevel. For mig var det en lærerig og fagligt udfordrende sommer. Og så var det selvfølgelig dejligt at være tilbage i det flotte land med den rene luft og at have god tid til at gense gode venner og smukke steder.