Jordemoder og kandidat

En lang række jordemødre har, siden det blev muligt, bygget videre på deres bacheloruddannelse med en kandidat. Nogle af dem fortsætter ad den akademiske vej og laver en ph.d. Andre bruger deres kandidatgrad på helt anden vis. Men hvad kan man egentlig med en kandidatgrad på CV’et? Og hvilken merværdi tænker arbejdsgivere, at kandidatuddannede ansøgere giver til en arbejdsplads?

 

Kandidaterne kan være med til at definere vores fag

Hvis jordemødrene selv vil definere deres fag i en lægetung hospitalsverden og i den politiske arena, er der brug for jordemødre, der også er akademikere, mener chefjordemoder på Odense Universitetshospital, Anette Frederiksen.

På Odense Universitetshospital (OUH) er det et aktivt valg for chefjordemoder Anette Frederiksen at ansætte kandidater i jordemodervidenskab i en række stillinger.

– Det står simpelthen i vores nye strategi for det jordemoderfaglige arbejde på OUH, at vi har en række udviklingsområder, hvor vi gerne vil have koordinatorer med en akademisk grad ansat. Det drejer sig fx om diabetesområdet, sorgområdet, sutureringsområdet og flere andre områder, fortæller hun.

Anette Frederiksen beskriver de koordinerende jordemødre som en central gruppe, som skal være med til at udvikle faget. De behøver ikke alle have akademiske kompetencer, men hun ser det som en klar styrke for faget, når i hvert fald nogle af dem har det.

– Det er en gruppe, som er meget i dialog med lægerne, og som fører mange evidens-dialoger. Der har de akademisk uddannede et meget stærkt ståsted. Synsninger kan man ikke bruge til så meget i vore dage. Læger spejler sig i evidens og forskning. Du skal kunne fremvise nogle systematikker eller mønstre, når du diskuterer. Og de metoder kan man ikke, hvis man ikke har studeret dem, lyder hendes forklaring på, hvad det er en akademisk viden tilfører jordemoderfaget.

Værdifuldt for faget

– I en lægetung verden, som sygehusvæsenet jo er, skal der tal på bordet. Kandidaterne bidrager ind i en tværfaglighed, og er med til at tale jordemoderfaget ind i en større sammenhæng. At kunne gøre det for ens eget fag er meget værdifuldt, siger Anette Frederiksen.

Det særligt værdifulde ligger ifølge hende i, at man som jordemoder med en akademisk overbygning har større chance for at være med til at definere jordemoderfaget.

– Der er rigtigt mange, der gerne vil definere vores fag. Og hvis vi ikke selv kan, så kan det tage en rigtigt uheldig drejning. Det er meget essentielt for fagets fremtid, at vi har nogle stærke stemmer. Igangsættelsesproceduren er et godt eksempel – selv med stærke jordemødre i den gruppe, er det svært at komme til orde. Vi er ikke bare nødt til at være dygtige, vi skal være meget dygtige, hvis vi vil definere noget i en lægetung verden. For slet ikke at tale om i den politiske verden. Vi er nødt til at have nogle blandt os, som står på et andet fundament, og som kan tage faget til et nyt niveau – for vores allesammens skyld.

Balancen mellem forskning og hverdag i klinikken
Anette Frederiksen er meget opmærksom på, at hun som leder har et ansvar for at skabe en ligeværdig balance mellem forskning og klinisk hverdag på OUH.
– Jeg vil så gerne, at man i klinikken er stolte af sine forskere, og at forskerne giver noget tilbage til driften og hverdagen i klinikken. Noget som klinikken kan være stolte af og bruge i den daglige drift. Det vil være next level for mig at arbejde med at få bundet kernefaget tættere sammen med forskningen, sådan at forskningen kommer tydeligere tilbage til klinikken og bliver implementeret i den daglige praksis.

Mere uddannelse kan aldrig være en ulempe

47-årige Julie Ribe Bagge bruger dagligt sin kandidat i klinikken. For man kan ikke “tage en uddannelse af sig igen”, er hendes erfaring. Den viden man har fået, bruger man – og det er godt for både en selv og faget

Julie Ribe Bagge var koordinerende jordemoder i Odense, inden hun tog sin kandidat. Nu er hun afdelingsjordemoder i Svendborg. Men den udvikling er ikke sket, fordi hun havde planlagt sin karriereudvikling, inden hun læste videre.

– Jeg havde ikke tænkt på noget meget specifikt, jeg ville bruge min kandidat til. Og den var heller ikke en vej væk fra faget for mig. Jeg synes, at man kan bruge kandidaten til en masse ude i klinikken. For man kan ikke tage sådan en uddannelse af sig igen som en frakke, når man først har taget den. Al den viden jeg har fået, har givet mig et løft i mit kliniske arbejde. Jeg har fået så mange perspektiver på min og vores praksis, fortæller hun.

For Julie var det netop ønsket om at dygtiggøre sig, få mere viden og bringe det med sig tilbage til klinikken, som gjorde, at hun søgte ind på kandidaten.

– Jeg havde arbejdet som jordemoder i 15 år. Og jeg var glad for det, for der var ikke to dage, der var ens. Men jeg savnede nye vinkler på min praksis og mit fag. Jeg syntes ikke altid, at jeg var metodisk velfunderet nok, så jeg kunne være godt nok med i diskussioner. Jeg ville have flere redskaber til at validere ting, så jeg følte, at jeg kunne tillade mig at have en mening, når noget om jordemoderfaget skulle diskuteres, forklarer hun.

Har fået et andet blik

Og netop den viden og ballast har kandidaten, som Julie afsluttede i 2018, givet hende, føler hun i dag.

– Jeg deltager på en anden måde i diskussioner til fx morgenkonferencer i dag. Jeg har læst en masse undersøgelser, og nu VED jeg, at jeg kan sortere i dem. Tværfagligt har det givet mig en anden tyngde i diskussionerne.

Også perspektivet på egen praksis, som Julie drømte om, har kandidaten affødt:

– Jeg tager ofte mig selv i at tænke: ‘Det der perspektiv ville jeg ikke have haft før kandidaten!’ Jeg kan fx huske episoder, hvor jeg er begyndt at reflektere over og vende med mine jordemoderkolleger, hvordan vi af og til ‘hiver en læge ind’, hvis vi har en patient, som ikke ønsker at følge vores anbefaling. De overvejelser handler helt sikkert om de artikler, vi læste om diskurs på kandidaten. Der drøftede vi blandt andet en case med en patient, der ikke ville have, at hendes barn fik k-vitamin efter fødslen. Vi diskuterede, hvordan vi synes, at vores anbefaling og forklaring har været god nok, når patienterne gerne vil det, vi vil have dem til. Men hvis de siger nej, så begynder vi at tænke ‘Var min information ikke god nok? Så må jeg have en anden til at prøve.’ Men hvorfor synes du ikke din information var god nok, det synes du jo, når hun siger ja? Og hvis du har informeret godt nok, hvorfor skal der så en læge ind? Hvad er det for en hierarki-kultur, der gør, at vi skal have lægen på banen der? Sådan noget ville jeg aldrig have tænkt over, før jeg tog min kandidat, forklarer Julie.

Hun beskriver desuden, hvordan hun kan deltage i debatter om sygehuset på et andet niveau, fordi hun har lært ‘at hive taget af vores organisation og kigge ned’:

– Jeg har fået et helt andet blik for, hvad det betyder i afsnit A, hvis vi gør B i afsnit C.

Kandidaten kan gavne i klinikken

For Julie har uddannelsen været en ‘ren gevinst’. Når man spørger hende, om det ikke ville være et problem for faget, hvis alle jordemødre ville være kandidater, tøver hun ikke med svaret:

– Mere uddannelse kan aldrig være en ulempe. Sådan ser jeg på det. Det er klart, at hvis alle kun vil have en kandidatgrad for at lave noget med papirer på et kontor, så får vi et problem som fag. Men kandidaten kan sagtens gavne ude i klinikken. Man kan være en megadygtig jordemoder uden at have en kandidat, det er slet ikke der, vi skal hen. Men for mig har det givet mig et ekstra niveau, uden at det har taget noget andet fra mig. Der er ikke noget, jeg er blevet dårligere til af at tage min kandidat. Kun noget, jeg er blevet bedre til.

Ikke færdig med fødslerne

Camilla Ting Thomsen, der er basisjordemoder i Slagelse, gik i 2021 i gang med en såkaldt erhvervskandidat. Det kræver opbakning fra både ledelse og kolleger, for det er benhårdt at vende tilbage til skolebænken sideløbende med et job som jordemoder, er Camillas erfaring.

Som erhvervskandidat i jordemodervidenskab får man præcis den samme uddannelse, som hvis man læser kandidatuddannelsen på fuld tid i løbet af to år.

Men som erhvervskandidat er uddannelsen tilrettelagt på deltid over fire år, og man skal have et relevant job på minimum 25 timer ugentligt ved siden af.

Derfor appellerede uddannelsesformen med det samme til 35-årige Camilla Thomsen, da hun begyndte at drømme om at videreuddanne sig.

– Det var faktisk min chefjordemoder, der på et tidspunkt sagde til mig, at der var kommet en mulighed for at tage en erhvervskandidat. Vi har kendt hinanden i mange år, og hun ved, at jeg ville dø af at skulle sidde stille på en skolebænk igen i to år. Men hun tænkte, at måske kunne jeg være interesseret i muligheden for at arbejde og læse sideløbende.

Og det var Camilla interesseret i – også af økonomiske årsager:

– Jeg er single og har en lejlighed og bil og dermed nogle faste udgiver. Erhvervskandidaten åbnede nogle muligheder for, at jeg ikke ville skulle bruge alle mine ferier under uddannelsen på at tage til Norge som vikar for at tjene til dagen og vejen, forklarer hun.

En studiedag om ugen

Herefter fulgte et år med tæt dialog med ledelsen. For Camilla ville blive den første erhvervskandidat fra sin afdeling.

– Vi har haft mange samtaler om, hvordan det skulle konstrueres, så det blev godt både for mig, for afdelingen og hele sygehuset. Min leder har gerne villet lægge en plan, så vores erfaringer kan bruges i fremtiden, hvis flere på afdelingen er interesserede i en erhvervskandidat.

Camilla og hendes ledelse endte med en aftale, hvor Camilla er lønnet 37 timer om ugen, men har en ugentlig studiedag. Hun skal altså lægge 30 om ugen i fremmøde på afdelingen.

– Jeg har også fået en flydende normperiode over de fire år, uddannelsen varer, hvilket, jeg tror, er helt nødvendigt, for at det kan hænge sammen. Jeg skal fx i skole hver mandag, onsdag og fredag i min næste skoleperiode, så der vil det blive svært at lægge 30 timer. Men i andre perioder kan jeg lægge flere timer, fordi jeg har mindre undervisning.

Hård opstart

Camilla har kun fulgt undervisningen på erhvervskandidaten i mindre end et halvt år, så hun er stadig i en fase, hvor det er hårdt at være vendt tilbage til skolebænken.

– Det er stadig meget diffust, hvad det er, det her skal blive til. Metodefagene som epidemiologi og biostatistik er megatunge. Og det er ti år siden, jeg sidst har siddet på skolebænken. Så lige nu sidder jeg bare og sveder og tænker ‘Hvordan skal jeg nogensinde forstå det her?’, griner hun.

Men både kollegerne på afdelingen og ledelsen bakker Camilla op.

– Mit arbejdssted er meget fleksibelt. Og jeg har meget søde kolleger, som støtter op og hjælper mig. Hvis vi har en vagt, hvor der ikke er så travlt, så kan jeg fx læse på arbejdet. Og det er da det, der gør, at jeg får lavet lektier af og til …

Udover opbakningen skal man også have en åben dialog om det svære, lyder Camillas råd til andre, der er interesserede i en erhvervskandidat.

– Jeg har allerede siddet inde på chefjordemoderens kontor og sagt: ‘Jeg ved altså ikke, om det går det her.’ Hvis jeg får lyst til at kaste håndklædet i ringen, så skal jeg gå til min ledelse først. Det har vi lavet en helt klar aftale om. Så vi kan revidere vores aftale løbende og tale om det. Jeg ved, at jeg kan komme til dem, og at de har min ryg.

Drømmejobbet

Der ligger ikke en aftale mellem Camilla og hendes ledelse om, hvad der skal ske, når hun om 3,5 år er færdig med sin erhvervskandidat.

– For nogle ville det sikkert være rarest at vide, hvilken stilling de skulle tilbage til. Men jeg har det fint med, at der kan åbne sig alle mulige muligheder. Min ledelse har set en fremtid i mit studie, men jeg er ikke bundet bagefter. Jeg har friheden til at vælge – på bekostning af, at ingen så heller har lovet mig noget. Der er sindssygt mange muligheder med en kandidat, og det er fedt, siger Camilla, som dog alligevel har en følelse af, hvad drømmejobbet kunne indebære:

– Jeg vil rigtigt gerne en dag sidde i en delvist koordinerende stilling, som er kombineret med vagter på fødegange. Så ville jeg kunne få det bedste fra flere verdener. Der er nogle kandidatstuderende, der er trætte af akutarbejdet og vilkårene, men jeg er ikke færdig med fødslerne.

   

Drømmen om et forskningsmiljø

På Slagelse Sygehus ser chefjordemoder Trine Lind og vicechefjordemoder Signe Gaub Østerskovgaard kompetenceudvikling som vigtig for fremtidens arbejdsplads. Derfor har afdelingen netop nu sin første erhvervskandidat, der læser på SDU, mens hun sideløbende arbejder 30 timer om ugen i afdelingen:

– Vi står overfor nogle generationer, som sjældent er 40 år i samme job. Derfor skal vi gøre os spilbare overfor jordemødre, som gerne vil tage ny viden ind undervejs. Det har vi jo selv som samfund opdraget vores unge mennesker til at gøre. Og det er fedt, at nogle vil specialisere sig, siger vicechefjordemoder på Slagelse Sygehus Signe Gaub Østerskovgaard.

Hun suppleres af Trine Lind, chefjordemoder samme sted, som er helt enig:

– Man skal kunne være jordemoder hele livet her hos os, og det betyder, at der skal være plads til livsfaser, hvor man i nogle perioder kan klare meget natarbejde og i andre perioder ikke kan. Og det betyder også, at man måske i nogle perioder gerne vil være meget på fødestuerne, mens man i andre perioder gerne vil specialisere sig i fx amning. Eller at man i en anden periode af ens liv vil tage en kandidat eller en master. Det vil vi gerne kunne rumme og bakke op om.

De to jordemødre, der sammen med yderligere to kolleger, udgør ledergruppen på fødeafdelingen i Slagelse, er enige om, at blik for den enkeltes styrker og plads til forskellighed gør en stor og positiv forskel for en arbejdsplads. Hvis nogle kolleger nørder med et felt og specialiserer sig, vil det gavne alle, er tankegangen.

Tilknytning og nye horisonter

En af dem, der har fået en mulighed for at videreuddanne sig med arbejdspladsens opbakning, er Camilla Ting Thomsen, som er i gang med en erhvervs- kandidat på SDU. Det var chefjordemoder Trine Lind, der fik Camilla sporet ind på muligheden.

– Jeg synes, at vores fag har haft en udfordring i, at det var svært at blive specialiseret på kandidatniveau og samtidig bevare en tilknytning til klinikken. Når man bliver ugens gæst som vikar, mens man læser en almindelig kandidat, så bliver tilknytningen til arbejdspladsen sværere. Og jeg synes, at jeg har set et mønster i, at så mister folk tilknytningen til faget og søger efterfølgende ud i nogle helt andre stillinger. Der er jordemødre, der siger op hver sommer, fordi de vil læse videre. Og det er selvfølgelig helt fint og dejligt for dem. Men det med at få mulighed for at bringe en del af det, de studerende lærer, tilbage til afdelingen, så jeg som en god mulighed i erhvervskandidatuddannelsen, forklarer hun og fortsætter:

– Der var ikke nogen præcedens at læne sig op ad, men Camilla er en nysgerrig, yngre jordemoder, som stadig er glad for det kliniske arbejde, samtidig med at det var tydeligt, at hun trængte til flere udfordringer. Og derfor tænkte jeg, at erhvervskandidaten var oplagt, fordi hun kunne bevare sin tilknytning til os og få udvidet sin horisont samtidig.

Visionen er et mere bæredygtigt arbejdsliv

Signe var endnu ikke ansat i Slagelse, da planen for Camillas erhvervskandidat blev lagt, men hun er helt enig i visionen for arbejdspladsen:

– Min intention er, at vi altid skal have en erhvervskandidatstuderende i afdelingen. Jeg drømmer om, at det bliver lækkert for jordemødre at specialisere sig i alt fra sukkersyge til igangsættelser. Det vil give flere gode tværfaglige diskussioner. Og et mere bæredygtigt arbejdsliv, som, jeg tror, vil være mere tilfredsstillende – for nogle. Og derfor skal mulighederne være der, siger hun.

Har ikke villet vente

Samtidig er begge lederne bevidste om, at det forskningsmiljø, de drømmer om at skabe, kan være svært at få etableret på et mindre fødested. Det skal dog ikke forhindre dem i at igangsætte processen.

– Første skridt er at sige, at vi gerne vil det her. Lægerne har jo et helt uddannelsesprogram, som vi som fag slet ikke har. Så vi må selv prioritere det. Som jordemødre har vi ofte ikke så store rundsave på albuerne, og vi har historisk ikke haft så meget tendens til at tænke i karriereplanlægning. Der er vi novicer. Men jeg tror, at der sker noget i de her år. Vi baner nogle veje og er inde i en udvikling lige nu. Og nu er vi i hvert fald gået i gang med at prøve at uddanne erhvervskandidater, også selvom vi ikke har alle løsningerne endnu, forklarer Signe.

Trangen til at komme ud over stepperne deler hun med Trine.

– Økonomien bag at uddanne vores første erhvervskandidat har vi taget beslutning om i ledergruppen. Vi har ikke villet vente på en overordnet beslutning fra hospitalets side. Vi tror på, at det her vil have en række positive afledte effekter. Vi tror, at det vil starte flere snakke om, hvordan vi kompetenceudvikler os som jordemødre. Så det her er et forsøg på at give kompetenceudvikling et sprog, gøre det mere tydeligt i hverdagen, få det formaliseret og tale mere om det.

På den måde er håbet, at de langsomt skaber sig en profil som et fødested, der er med til at uddanne fremtidens forskere, som prioriterer udvikling og kompetenceløft, og hvor man kan møde andre, der også gerne vil være en del af en arbejdsplads i udvikling.

– Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke handler om, at alle jordemødre skal blive kandidater. Det handler om, at de skal have lov at specialisere sig på forskellige måder – fx ved at udvikle deres kompetencer på fødestuen eller indenfor amning, hvis de vil det. Vi har også en i afdelingen, der skal til at begynde på en master. Vi vil gerne, at jordemødrene får mulighed for at sætte sig selv i spil på forskellige måder i løbet af et langt arbejdsliv.

Klogere på egen praksis

Næste skridt er at tænke over, hvordan drømmen om et forskningsmiljø kan komme til at gavne alle.

– Det er en hård nød at knække at få tænkt kandidaterne ind i den kliniske hverdag. Den daglige drift larmer, fordi vi mangler hænder. Men målet er jo, at kandidaterne kan lære fra sig, læse artikler sammen med jordemodergruppen og få dem til at forholde sig til flere faglige spørgsmål. Men vores struktur og organisation er ikke til det endnu. Det ender for ofte med, at en jordemoder har forberedt noget, og så sidder der én kollega og kan lytte, fordi det er en travl vagt. Hvordan faciliterer vi, at alle får mulighed for at få inputs, faglig undervisning osv.? Den opgave kan kandidaterne jo sagtens hjælpe med at løfte, men den del lægger endnu foran os, vurderer Signe

Erhvervskandidatens fokus på tæt tilknytning til arbejdspladsen er dog en del af løsningen, håber Trine:

– Camillas opgaver og projektarbejde bliver lokalt forankret hos os. Hun vil løbende skulle samle empiri i afdelingen. Så hele afdelingens procedurer og praksisser vil på den måde blive kigget på med nye øjne og dermed måske løftet. Det vil give mulighed for, at hendes kolleger kan blive klogere på egen praksis. Det er ikke alle, der er interesserede i at nørde ned i det, så det er jo vidunderligt, at nogle vil!

Den sundhedsfaglige kandidat overbeviste mig om, at jeg slet ikke var færdig med at være jordemoder

Efter at have søgt ind på tre forskellige kandidatuddannelser, var det praktikaliteter, der afgjorde, at det blev en sundhedsfaglig kandidat, Mette Kabell Hansen endte med at læse. En uddannelse, der har givet hende tværfaglig indsigt og et metodisk ståsted, som hun ofte trækker på i sit nuværende job.

Når Mette Kabell Hansen lavede gruppearbejde på den sundhedsfaglige kandidat, som hun læste fra 2017 til 2019, foregik det sammen med fysioterapeuter, ergoterapeuter, bioanalytikere, sygeplejersker og radiografer. Og undervisningen handlede om alt fra metabolisme og insulinregulering til hjertesygdomme og skizofreni.

– Jeg forstod ikke halvdelen af, hvad der stod i en del af de artikler, vi læste i starten af studiet. Så måtte jeg hen til mine medstuderende, der var fx fysioterapeuter, og spørge, fortæller Mette.

Et bagkatalog af viden

Det var netop de mange fagligheder, hun mødte, og den brede sundhedsfaglige viden, hun fik fra kandidaten, der gjorde, at hun i dag føler sig som en bedre jordemoder.

– Jeg oplevede hele tiden, at jeg kunne koble det, jeg lærte, sammen med jordemoderfaget. Der er masser af gravide, der har diabetes og psykiske lidelser. Gravide kvinder skal også gerne være fysisk aktive, det ved man jo godt som jordemoder. Men hvad sker der egentlig fysiologisk i musklerne, når man bruger dem? Hvorfor er fysisk aktivitet så vigtig for fx at forebygge diabetes? Det var viden, jeg én til én kunne tage med ud i mit liv som jordemoder, hvor jeg stadig havde vagter. Vi lærte en masse om sundhedspsykologi og sundhedskommunikation. Og alt det, jeg lærte, om hvordan man bedst motiverer folk, kunne jeg bruge og få lov at prøve af som jordemoder. Det var fedt at sidde sammen med de gravide og vide, at det ikke virker at stikke dem en pjece i hånden, hvis man gerne vil hjælpe dem med fx en livsstilsændring. Det var ikke revolutionerende viden, jeg fik, men en masse små ting. Det gjorde det mere interessant at være jordemoder. Fordi jeg fik noget andet at trække på, forklarer Mette og beskriver det som et helt ‘bagkatalog af viden’, hun langsomt, men sikkert fik bygget op.

– Og det overbeviste mig om, at jeg slet ikke var færdig med at være jordemoder.

Kun en cykeltur til Panum

Mette besluttede sig nu heller ikke for at tage en kandidatgrad i første omgang, fordi hun var træt af livet som jordemoder.

– Jeg havde ikke lyst til ikke at være jordemoder, som hun formulerer det. Men et eller andet skulle der ske efter otte år i faget. Derfor søgte hun ind på både en kandidat på Roskilde Universitetscenter, den sundhedsfaglige kandidat på Københavns Universitet og jordemodervidenskab på Syddansk Universitet i Odense.

– Jeg så masser af muligheder i alle de tre kandidater, jeg søgte ind på. Og da jeg kom ind på dem alle tre, endte det med at være hverdagslogistikken, der afgjorde, hvad jeg valgte: Vi boede på Vesterbro og havde to mindre børn. Selvfølgelig skulle jeg ikke ligge og køre i tog til Odense tre gange om ugen, når jeg kunne cykle lige ind på Panum. Vi havde også en familie, vi skulle have til at fungere, så det blev det praktiske, der afgjorde det, for jeg så kandidaterne som helt ligeværdige, fortæller hun.

En meget generisk uddannelse

– Jeg havde heller ikke noget erklæret formål med at tage en kandidat. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville bruge den til bagefter, så derfor skulle det ikke være en bestemt uddannelse. Jeg ville bare gerne dykke ned i noget mere akademisk og lære om metode og evidens. Og det er jo det gode ved en kandidat – man har to år til at tænke over, hvad man gerne vil bruge den til bagefter.

Og netop fordi Mette ikke vidste præcis, hvad hun skulle bruge sin kandidat til, endte hun med at være meget begejstret for at være havnet på den sundhedsfaglige kandidat.

– Den uddannelse er virkelig generisk, og det var helt genialt for mig. Jeg er ikke blevet bedre til at suturere af at tage en kandidat. Men jeg har lært så meget forskningsmetode, som jeg virkelig synes er vigtigt og brugbart. Vi vil jo gerne skabe et evidensbaseret jordemoderfag og en evidensbaseret obstetrik, siger Mette, som i dag sidder i en stilling som vicechefjordemoder på Hvidovre Hospital.

Jordemødre skal være bedre til at se sig selv som sundhedsfaglige. Så er der flere jobs at vælge imellem

Anne Højmark Jensen er sundhedschef i en kommune og selv uddannet jordemoder. Hun mener, at jordemødre med en kandidatgrad passer fint ind i mange kommunale stillinger. Hun får bare ikke mange ansøgninger fra jordemødre, når hun slår jobs op.

– Vi har flere sundhedsfaglige kandidater ansat som konsulenter i min afdeling i kommunen. De er kandidater i idræt eller i folkesundhed. Men de kunne jo også være kandidater i jordemodervidenskab. Dem får jeg bare nærmest ingen ansøgninger fra, når vi slår et job op.

Sådan lyder det fra Anne Højmark Jensen, der er sundhedschef i Svendborg Kommune og selv er uddannet jordemoder. Hun er sammen med blandt andet repræsentanter for regioner, UC’er og Jordemoderforeningen medlem af kandidatuddannelsens aftagerpanel, som er med til at afklare, hvilke kompetencer der er brug for i de forskellige miljøer, hvor de færdige kandidater kan tænkes at få arbejde en dag.

Hold øje med ‘sundhedsfaglig’ i jobopslag

Ifølge Anne Højmark Jensen burde der være masser af jobs til kandidatuddannede jordemødre i det kommunale Danmark. Men jordemødrene skal blive bedre til at spotte dem.

– Jordemødre passer fx fint ind i vores sundhedsafdeling her i kommunen, for de har jo en masse erfaring i alt fra arbejdet med sårbare til rådgivning om rygestop og andet sundhedsfremme. Deres grunduddannelse kan bringes i spil, men hvis de derudover har en kandidat, vil de ofte også kunne tænke i tal, metoder og epidemiologi, undersøgelser, udvikling af projekter og nye redskaber, strategier, indsatser, projekter og forskning. De har en kæmpe viden, som de bare skal løfte op, så det ikke kun handler om gravide, men om borgere, forklarer Anne Højmark Jensen.

Hun ser et mønster i, at hun får meget få ansøgere fra kandidater i jordemodervidenskab og mange fra kandidater i fx folkesundhedsvidenskab, når hun slår et job op i Svendborg Kommune. Det handler om, at jordemødre i meget høj grad definerer sig selv som jordemødre og ikke som sundhedsfagligt personale, er hendes teori. Men den tankegang kan spænde ben for en senere, hvis man vil arbejde uden for fødegangen.

–Jordemødre-kandidaterne skal blive bedre til at tænke, at hvis ordet ‘sundhedsfaglig’ står i et opslag, så er de med i feltet. Og derefter skal de så kunne beskrive deres kompetencer, så arbejdsgiverne kan se, hvordan de kan bruge dem. Der er jo ikke mange jobs i den kommunale verden, hvor man tænker ‘Det her SKAL jeg bare bruge en jordemoder til!’ Man skal selv få arbejdsgiverne til at indse det. Jordemødrene skal ikke ansættes som jordemødre i en kommune, de skal ansættes, fordi de har en sundhedsfaglig baggrund, som de kan bringe i spil i en politisk hverdag. Jeg kender en jordemoder, der fik job i Forbrugerrådet Tænk. De havde jo heller ikke brug for en jordemoder. De havde brug for sundhedsfaglig rådgivning. Og det kunne hun levere, siger Anne Højmark Jensen og fortæller om sin egen vej fra jordemoder til jobbet som sundhedschef i en kommune:

– Da jeg fik min master i folkesundhed på et af de første hold, var det også en hård øvelse at sidde og læse stillingsopslag og tænke ‘Kan det der være mig? Kan det der være mig?’ For der stod jo ikke ‘master i folkesundhed’ på et eneste opslag dengang. Den første stilling, jeg fik, der havde de søgt en læge. Men jeg ringede til dem og sagde: ‘Det er ikke en læge i har brug for, det er mig!’ og det virkede jo faktisk.

Kandidaten kan også bruges til ledelse

I dag bruger hun selv sine erfaringer fra arbejdslivet som jordemoder i kommunen hver dag:

– Jeg er ansvarlig for kommunens samarbejde med hospitalerne, og der bliver jeg hjulpet helt enormt af, at jeg har erfaring fra begge sektorer. Og dermed taler begge sprog. Så jeg trækker meget på det, jeg ved om at arbejde på et sygehus i mit arbejde her i kommunen. Med en kandidat i jordemodervidenskab kan man også gå ledelsesvejen, som jeg har gjort. Jordemødre er tit dygtige til at se meget på tværs, og de kan fx blive ledere af et plejecenter eller en sygehusafdeling.

Nu kan jeg argumentere mod lægerne

Sisse Walløe var frustreret som jordemoder, fordi hun ikke kunne rykke systemet nedefra. De akademiske færdigheder, hun lærte på kandidatstudiet, har gjort, at hun efterfølgende har siddet i arbejdsgrupper under Sundhedsstyrelsen og på den måde har kunnet påvirke sit fag på netop den måde, hun engang drømte om.

– Allerede mens jeg gik på jordemoderuddannelsen, havde vi en underviser med en ph.d.- grad, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Det der skal jeg!’ Tænk at grave sig så dybt ned i et emne, at man ved så meget om det. Det var jeg helt fascineret af. Så jeg har tænkt, siden jeg gik på jordemoderuddannelsen, at jeg skulle have en kandidat på et tidspunkt.

Sådan fortæller Sisse Walløe, der blev færdig med sin uddannelse som jordemoder i 2010. Dengang havde hun tænkt, at hun skulle have 10-15 års klinisk erfaring, inden hun ville læse videre. Men allerede i 2015 stod Sisse klar på Syddansk Universitet (SDU) i Odense for at blive klogere på biostatistik, sundhedsøkonomi og kvalitetsudvikling.

Utilfredsstillende og demotiverende

Der var flere grunde til, at Sisse gik i gang med kandidaten tidligere end forventet. Dels forsvandt fordelene ved vagtarbejde og hverdagsfridage i takt med, at Sisses børn begyndte i skole. Men den vægtigste grund for hende var en tiltagende frustration.

– Jeg havde en oplevelse af, at når man står på gulvet i sygehusvæsenet – og det er lige meget, om man er læge, sygeplejerske eller jordemoder – så er der en topstyring, som gør, at det er enormt svært at rykke ved ting. Den styring er selvfølgelig til dels nødvendig. Men i situationer, hvor noget simpelthen ikke gav mening, blev jeg frustreret over, at jeg ikke kunne være med til at rykke systemet nedefra, fortæller hun og kommer med et konkret eksempel:

– Da jeg startede som jordemoder, havde vi én enkelt mappe med retningslinjer for fødselsarbejdet. Det handlede om underkropsgreb, blødningsregimer og den slags. Men så kom Den Danske Kvalitetsmodel og alle retningslinjerne. Det har gjort, at vi som jordemødre har mistet noget faglig autonomi. Det var svært for mig, kunne jeg mærke. Det gjorde, at jeg måtte levere dårlig kvalitet i mit arbejde, og det var både utilfredsstillende og demotiverende. Sådan havde jeg det efter fem år i faget. Og så nægtede jeg på den anden side at give helt op. Jeg VILLE ikke blive helt desillusioneret. Og så var det, at jeg begyndte at tænke, at måske kunne jeg skubbe til noget med forskning.

Lige så stille begyndte Sisse at tænke, at hun måske ikke kunne diskutere og rykke ved det, hun fandt urimeligt, fordi hun manglede metoder og forskningsfunderede argumenter.

– Vi havde fx nogle seje jordemødre på vores afdeling, som sammen gik i dialog med lægerne og ledelsen om, hvorvidt alle fødende skulle have Syntocinon efter fødslen. De vurderede, at man godt kunne se tiden an med nogle fødende, og det arbejdede vi efter på afdelingen. Men det måtte vi pludselig ikke længere, for der var en retningslinje, der sagde noget andet. Det var en af de situationer, hvor jeg begyndte at tænke, at hvis jeg nu havde haft noget forskningspondus og metodeviden, så havde jeg måske kunnet hjælpe med at argumentere op imod det?

Kandidaten giver respekt

Sisse tog sin kandidat og præcis det, hun håbede og drømte om, har faktisk vist sig at ske.

– Siden jeg blev færdig, har jeg siddet i to arbejdsgrupper, der har udarbejdet nationale kliniske anbefalinger. Der har jeg i den grad brugt de forskningsmetoder, jeg lærte på kandidaten. I arbejdsgruppen om stramt tungebånd sad vi både børnelæger, øre-næsehals- læger, jordemødre, sundhedsplejersker og sygeplejersker fra barselsafdelinger. Og der har jeg for første gang oplevet at kunne argumentere op mod lægerne. Ikke fordi vi nødvendigvis har været meget uenige. Men vi har læst de samme studier og har den samme faglighed – og den faglighed er forskningsmetode. Der står vi lige stærkt. Så de kan ikke bare sige “Jeg har læst et studie …” og trumfe mig. Jeg oplevede, at min kandidat gav mig en helt anden respekt i det arbejde, fortæller Sisse.

Helt konkret er hun på kandidatuddannelsen blevet undervist i GRADE, som er en metode til vurdering af videnskabelig litteratur. Det er den metode, Sundhedsstyrelsen anvender, når der skal laves nationale retningslinjer.

– Jeg var også på Sundhedsstyrelsen kursus i GRADE, da jeg skulle være med i arbejdsgrupperne, men der startede jeg bare ikke fra 0, jeg havde et forspring fra kandidaten. Og det var tydeligt, at det ikke var alle i arbejdsgruppen, der havde lige meget kendskab til metoden. Det gav mig noget respekt, fornemmede jeg klart. Så jeg føler, at jeg med arbejdet i arbejdsgrupperne nu er med til, at noget bliver ændret. Sådan en retningslinje skal jo også implementeres, det er jeg klar over, men jeg sidder stadig med følelsen af, at jeg kan påvirke noget og være med til at ændre noget nu. Tidligere følte jeg bare, at jeg slog i en stor, tung dyne.

Sisse har egentlig kun én ting at sige, hvis man spørger hende, om der slet ikke er noget dårligt ved at tage en kandidat.

– Tiden på kandidaten var de to bedste år, jeg har haft længe! Det var et skønt hold, det fungerede supergodt med at tage til Odense to til tre gange om ugen og arbejde hjemme derudover, og jeg har lært så meget. Hvis jeg skal sige én negativ ting, så må man ikke foregøgle sig selv, at en kandidat bare sparker alle døre ind jobmæssigt. Jeg har været til virkelig mange jobsamtaler som alt fra kvalitetskonsulent i regionen til projektleder på kommunale forskningsprojekter og som underviser. Så kandidaten er fantastisk. Men man får ikke et job bagefter, kun fordi man har den.

Det laver Sisse i dag
– Siden jeg blev færdig som kandidat har jeg arbejdet som forskningsassistent. Her har jeg brugt alt det, jeg har lært om kvalitativ metode og litteratursøgning til at undersøge videnskabelige problemstillinger. Men det var hele tiden mit mål, at jeg ville skrive en ph.d. på et tidspunkt. Derfor tog jeg også målrettet de valgfag, der handlede om forskningsmetode og spørgeskemaudvikling på kandidaten. Og nu er jeg så kommet i gang. Min ph.d. handler om at konceptualisere patientoplevet kvalitet i tværsektorielle forløb – og at måle på det. Når mennesker bevæger sig mellem egen læge, sygehus og kommune, hvad har så betydning for, om de efterfølgende har oplevet det som et godt eller dårligt forløb? Man kan virkelig bruge en kandidat i jordemodervidenskab bredt, det gør jeg jo nu. Min ph.d. handler om gravide patienter i tværsektorielle forløb, men den handler i mindst lige så høj grad også om gamle Fru Jensen med den brækkede hofte og unge mænd med diskusprolaps.

Hvad mener JMF?
Jordemoderforeningen mener, at der i fremtiden, i langt højere grad bør være stillinger i klinikken, som det kræver en kandidatuddannelse udover en jordemoderuddannelse at varetage.
Det kunne oplagt være stillinger som klinisk jordemoderspecialist, udviklingsjordemoder og uddannelsesansvarlig. I disse funktioner understøtter kandidaterne god tværfaglig dialog, udvikling af faget og implementering af ny viden på jordemoderområdet. Samtidig er der ingen tvivl om, at professionsbacheloruddannelsen kombineret med klinisk erfaring giver dyrebare kompetencer i svangreomsorgen. Vores holdning i Jordemoderforeningen er derfor klar: Når klinisk viden og erfaring går hånd i hånd med forskning og evidens, sikrer vi fagets fremtid bedst muligt.
En del nyuddannede kandidater oplever dog, at det kan være svært at finde det første drømmejob. Jordemoderforeningen arbejder for at påvirke fødestederne til løbende at gennemgå, hvilke områder på netop deres afdeling, der ville kunne styrkes af kandidaters kompetencer.