Jordemoder i Somaliland

Der er langt fra at læse om ekstrem fattigdom og til pludselig at befinde sig midt i den. Jordemoder Kirsten Riberholdt tog til Somaliland for at undervise i fødselshjælp på et af landets få hospitaler. Og det var en stor oplevelse – mest på godt.

Men jeg tror altså også, at det er sidste gang, at jeg rejser væk i så lang tid, siger Kirsten Riberholdt, jordemoder og meget nær de 70 – dog uden selv at lyde helt overbevist. Den seneste rejse gik til Somaliland på Afrikas horn, hvorfra hun vendte hjem i december sidste år efter at have tilbragt to måneder på et nyt hospital i hovedstaden Hargeisa i det ludfattige land, som befolkningen kæmper for at bygge op efter årtiers klankrige og diktatur.

Kirsten Riberholdt fik kontakt til hospitalet gennem Læger Uden Grænser, som hun arbejder som frivillig for.

– En dag blev jeg ringet op af organisationens rekrutteringschef, der lige var kommet hjem fra Somaliland. Hun havde besøgt sin kæreste, der var dernede for at fjerne landminer. Og så havde hun mødt Edna Adan, der har bygget og nu leder hospitalet i Hargeisa, der stod og manglede en underviser i jordemodervæsen til de sygeplejestuderende, fortæller Kirsten Riberholdt.

Kort tid efter sad den danske jordemoder i flyet på vej til Somaliland, rustet med sterile handsker, nåle, infusionssæt, medicin og andet hospitalsudstyr, som et dansk firma havde begavet hende med.

– Den øvre grænse for bagage er heldigvis 40 kg. i Ethiopean Airlines, bemærker Kirsten Riberholdt tørt. Kufferten rummede desuden undervisningsmateriale i form af fødselsatlas, plancher, film og bøger.

Udgifterne til rejsen og opholdet lykkedes det at få dækket gennem legater fra kvindeforeninger.

<//span>Helt fra bunden
Somaliland er et land næsten uden infrastruktur. Landet der er på størrelse med godt og vel to gange Danmark, kun yderst sparsomt bundet sammen af et udbombet vejnet. Der er usikkerhed om indbyggertallet, men det formodes at der bor mellem tre og fem millioner mennesker. Tallet er svært at gøre op hvilket blandt andet skyldes at store grupper af flygtninge vender tilbage til landet, efter at de politiske tilstande er stabiliseret under præsident Egal og efter at klankrigene er ophørt. Landet anerkendes endnu ikke af verdenssamfundet og slet ikke af de øvrige afrikanske lande. Det betyder, at der ikke bliver ydet officiel bistandshjælp og at Verdensbanken ikke yder lån eller tilskud.

Til gengæld er landet meget besøgt af NGO’ere (Non Government Organisations), der forsøger at støtte opbygningsarbejdet.

Hospitalet, som Kirsten Riberholdt arbejder på, er også et eksempel på, hvordan donationer og frivillig arbejdskraft kan være med til at lægge grunden til et sundhedsvæsen. Men NGO’ere og god vilje udefra kan selvfølgelig ikke alene løse problemerne.

– Det der gjorde mest indtryk på mig, var nok oplevelsen af, hvordan befolkningen kæmper for at få landet på fode igen. De sygeplejestuderende, Edna Adanog alle de andre jeg mødte, brændte for at få fornyelse. Engagementet ses også i alle de penge, som somaliere uden for landet sender til landet. Men uden en anerkendelse af Somaliland som selvstændig nation lykkes en genopbygning af landet ikke. Meget tyder også på, at de afrikanske lande er ved at nærme sig en accept af selvstændighed, siger Kirsten Riberholdt.

Mange gæstelærere
Kirsten Riberholdt var kun en ud af mange andre fagfolk, der i kortere eller længere perioder opholder sig på hospitalet – primært for at undervise kommende sygeplejersker. Noget uddannelsessystem findes der ikke i landet, så uddannelse af sygeplejerskerne på det private hospital var et særsyn. Gennem kontakter i udlandet var det blandt andre lykkedes Edna Adan at få et hold af engelske kirurger til at undervise de somaliske læger og sygeplejersker. Fra denne side var det især viden om de problemer, som de somaliske kvinder lider under i form af fistler (deformation af vævet mellem blære, tarm og livmoder) efter langtrukne fødsler, som de studerende sugede til sig. En tysk sygeplejerske var også på besøg – hendes speciale var det for tidligt fødte barn.

– Mit område var selvfølgelig fødselshjælpen, som jeg underviste i den teoretiske del af hver dag i to timer. Jeg havde desuden konsultation hver formiddag sammen med de studerende, hvor jeg forsøgte at lære dem at give kvinden omsorg. Det kunne være en kamp at få de studerende til at sætte sig roligt ned, få øjenkontakt med den gravide kvinde og koncentrere sig om at snakke med hende. Faktisk begyndte jeg at låse døren til konsultationsrummet, når vi undersøgte kvinden. Ellers stod der lige pludselig nogen og snakkede derinde, eller den studerende gik ud osv., siger Kirsten Riberholdt, der opfandt sit eget lille spørgeskema til brug i konsultationen. Ud af svarene kunne hun blandt andet se, at 99 procent af kvinderne var omskåret, men at flertallet ikke vil videreføre traditionen til deres døtre.

Mange mødre dør
Hver dag dør mindst ti kvinder i Somaliland i forbindelse med fødslen. Tallet er svært at anslå med sikkerhed, da de allerfleste fødsler foregår i hjemmene med traditional birth attendants. Men også på hospitalet, hvor kvinderne kunne være for tre dollars om dagen, skete der dødsfald.

– Jeg har set kvinder forbløde og det går lynhurtigt, fordi deres blodprocent er så lav, fortæller Kirsten Riberholdt, der også har oplevet, at en ægtemand ikke ville tillade at hans kone fik lavet kejsersnit. Kvinden var tæt på at forbløde på grund af en prævia (forliggende moderkage, red.).

– Jeg spurgte lægen, om han ikke kunne henvise til sit lægeløfte og lave kejsersnittet uden mandens tilladelse, men det kunne han ikke, fordi han i værste fald risikerede at blive slået ihjel af manden og hans familie. Og så risikerede man også, at befolkningen ikke ville komme på hospitalet mere, hvis det fik ry som et "slagterhus".

– De er bange for kejsersnit, fordi de godt ved, at kvinden risikerer at dø af det ved senere graviditeter, hvis livmoderen rumperer (såret springer op, red.), siger Kirsten Riberholdt og understreger vigtigheden i at forsøge at sætte sig ind i befolkningens tankegang bevæggrunde.

Stod af før fødslenMen når det kom til selve fødslen, trak den danske jordemoder sig tilbage. På fødestuen herskede den gamle garde af jordemødre og det var nytteløst at blande sig.- Alle de fødende er infibuleret og der blev rutinemæssigt klippet i mellemkødet og det blev gjort på et meget tidligt tidspunkt, når perinæum stadig var flere cm. tykt. Det var umuligt at demonstrere en normal fødsel for de studerende, siger Kirsten Riberholdt, der også gjorde sit for at overbevise kvinderne om amningens fortrinligheder. Mange kvinder undgår amning fordi ældre kvinder fortæller dem, at de ikke har nok mælk. Myten om at barnet er bedre tjent med flaskeernæring, koster hvert år millioner af børneliv i udviklingslandene. I Somaliland dør hvert ottende barn inden det bliver et år. Hvert femte barn dør inden sin fem års fødselsdag. – Edna Adan blev stiktosset, hvis hun opdagede en flaske, for eksempel under en hovedpude. Hun har arbejdet mange år i WHO og ved alt om konsekvenserne af manglende amning: børnene dør af underernæring eller infektioner på grund af forurenede flasker eller vand.