Mia* er en af de relativt få jordemødre, der har oplevet at være igennem en tilsynssag hos Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).
Hendes sag startede i slutningen af 2023. Cirka en uge efter at hun var stoppet på sin arbejdsplads, fik hun en besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed i sin e-Boks om, at hun var part i en tilsynssag.
»Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad sker der nu? Jeg skal jo betale husleje og mine andre udgifter, kan jeg det, hvis jeg ikke kan få et nyt job, fordi der kører en tilsynssag mod mig? Hvad kan konsekvenserne være af det her, hvilken afgørelse vil det ende med, tager de nu min autorisation?«
Som noget af det første tog Mia kontakt til Jordemoderforeningen, og hun har stor ros til de medarbejdere, der hjalp hende igennem sagen:
»De fangede mig så godt og gav mig ro på. De forklarede mig, hvad de ville gøre, og hvad jeg skulle gøre, og forsikrede mig om, at de ville hjælpe mig igennem sagen. Til selve mødet i styrelsen havde jeg min kredsforkvinde med, og vi havde inden talt igennem, hvordan jeg skulle forholde mig, og hvad jeg skulle svare på forskellige spørgsmål, og hun var en stor støtte.«
Mødet
Til selve tilsynsmødet var det en overlæge og en sygeplejerske, der stillede spørgsmål, lyttede til Mias forklaring og tog referat af samtalen.
»Jeg oplevede overlægen, som ledte samtalen, som meget venlig og afslappet. Alligevel føltes det meget tydeligt som, at de fulgte en instruks eller skabelon for, hvordan samtalen skulle forløbe. Jeg synes dog, at jeg fik mulighed for at fortælle min version af sagen, forklare mig og sætte ord på min baggrund og mine erfaringer,« fortæller Mia.
Men selvom Mia oplevede overlægen som venlig, var hele situationen svær at stå i.
»Man føler jo, at man står for en domstol. Det, de har magten til at beslutte i styrelsen, er så endeligt og med så store konsekvenser for en. Det er meget skræmmende og hårdt. At være part i en tilsynssag er jo fuldstændigt ukendt land for de fleste, det er ikke noget, man har prøvet før. Så man er bange. Det glemmer de måske lidt. Hvor nervøs man er, og hvor bevidst man er om de mulige konsekvenser af samtalen. Jeg oplevede dem som lidt mistroiske, når jeg fortalte noget. De spurgte meget ind til tingene og skulle tjekke det hele. Men på den anden side er jeg klar over, at de jo har en opgave, de skal udføre, og den går ud på at kontrollere, hvilket de forsøgte at gøre på en venlig måde.«
Afgørelsen
Alt i alt tog mødet med styrelsen cirka en time med en kort pause undervejs. Til slut i mødet fremlagde de to repræsentanter for STPS deres sammenfatning af sagen og deres foreløbige konklusion.
»De gjorde det tydeligt, at det her blot var deres anbefaling, og at der ville være andre inde over min sag også, inden den var færdigafgjort. Derfor kunne de ikke sige, hvad det endelige resultat ville blive. Men fordi der ikke havde været patienter i fare, sagde lægen til mig, at han ikke forventede, at jeg ville blive frataget min autorisation.«
Kort efter kom der besked i Mias e-Boks om, at sanktionen, hun var blevet idømt, var skærpet tilsyn i et år.
»Det har virkelig været en hård proces, hvor jeg har været desperat og ekstremt påvirket følelsesmæssigt. Og nu er jeg meget, meget trist over afgørelsen.«
Mia er ikke lykkedes med at finde et nyt job som jordemoder siden afgørelsen i Styrelsen for Patientsikkerhed.
* Mia er ikke jordemoderen i artiklens rigtige navn.