To vendingsforsøg var ikke nok til at få Jette Knudsens lille pige til at indtage en plausibel fødestilling. Så Jette Knudsen erkendte, at denne – hendes anden fødsel – muligvis ikke ville blive lige så ukompliceret som den første. Mellem jul og nytår brugte hun meget energi på at overveje situationen. Skulle hun vælge at få et kejsersnit? Eller skulle hun følge sit instinkt og føde barnet selv?
– Lægerne frarådede ikke en fødsel. De lod det være helt op til mig selv, siger Jette Knudsen, der umiddelbart havde alle forudsætninger for at kunne føde naturligt, fordi hendes første fødsel var helt uproblematisk og fosterskønnet på kun 2600 gram i 38. uge.
– Jeg vidste, jeg kunne føde, men alligevel var min første tanke: Hvad nu hvis noget går galt? Kan man så tilgive sig selv? Der er jo en risiko ved alle fødsler, men her var det mit valg, og det syntes jeg var et stort ansvar, forklarer Jette Knudsen.
Især lægernes oplysning om, at der ikke længere er ret mange, der vælger at føde et barn i underkropstilling, gjorde indtryk.
– Det overraskede mig lidt, for jeg har da hørt mange historier om vellykkede underkropfødsler fra familie og venner, siger hun.
Lynfødsel efter 60 kilometer
Konklusionen blev alligevel, at Jette Knudsen ville føde selv – medmindre hun gik over tiden, så barnets hoved risikerede at blive for stort. Beslutningen stod 100% for egen regning. Ikke engang Jettes mand blev involveret.
– Nej, for han kunne ikke forstå, at jeg ikke bare sagde ja tak til et kejsersnit for at undgå smerten. Og sådan hang det overhovedet ikke sammen inde i mit hoved," siger Jette Knudsen.
– Jeg synes, at det, at man skal skæres i for at få et barn, det er bare SÅ unaturligt. For mig er det den ultimative skrækvision, understreger hun.
Fem dage før terminen – søndag den 23. januar – gik fødslen i gang, og da vandet gik, måtte Jette Knudsen fragtes i ambulance de 60 kilometer fra Billund til fødeafdelingen i Esbjerg. Med presseveer og blå blink. Og med manden bagefter i sin private vogn.
– Jeg kunne mærke, at hun var lige til at skyde ud, men jeg holdt igen, så jeg nåede lige akkurat op på fødesengen, inden hun blev født. Først 10 minutter senere kom min mand, fortæller Jette Knudsen.
Bagefter var hun lykkelig for, at hun kunne tage hjem ambulant og vise den lille nye frem for storesøster.
Erfaringen vinder
Jordemoder Susanne Rasmussen, som tog imod Jette Knudsens lille projektil, fremhæver forløbet som et godt eksempel på, at man kan gøre både mødre og børn en stor bjørnetjeneste ved at tilråde rutinemæssigt kejsersnit.
– Jette ville jo have været dårligt hjulpet med et kejsersnit. Fire timer efter fødslen var hun på vej hjem igen, som hun ønskede, mens hun med et kejsersnit nok havde skullet ligge her en uges tid, konstaterer Susanne Rasmussen, som ikke føler sig utryg ved UK-fødsler. Heller ikke efter Hannah-undersøgelsen.
– Nej, den har ikke påvirket min holdning, for min erfaring er, at de fleste UK-børn retter sig lynhurtigt, og hvis bare du ved, hvad du skal gøre som fødselshjælper og har ‘gode’ fødende, der forstår, hvad du siger til dem, så er der ingen grund til at føle sig utryg, mener hun.
Vi skal være gode til det
Susanne Rasmussen erkender, at det kan knibe med at holde håndværket ved lige, selv om der i Esbjerg procentvist er flere vaginale UK-fødsler end mange andre steder i landet. I 2001 var der 17 fødsler svarende til 19% af alle UK-forløsninger.
– Jeg vil ikke afvise, at nogle af mine kolleger er utrygge ved UK-fødslerne, men jeg mener, at enhver jordemoder har ansvar for at holde denne evne ved lige. En del af UK-børnene er jo uerkendte ved fødslen, så man risikerer til enhver tid at skulle tage i mod et UK-barn. Derfor skal vi alle sammen kunne det. Og derfor er det en dårlig idé at lade nogle få jordemødre specialisere sig i UK-fødsler, mener Susanne Rasmussen, der er instruktionsjordemoder på Esbjerg fødeafdeling.
Hun gennemgår således fantomøvelser med UK-fødsler mindst to gange om året sammen med de studerende, og hun afviser ikke, at det kunne være en god idé at lade alle jordemødre gøre det samme med jævne mellemrum.