Jeg vil ikke frelse verden

Sød og mild ser hun ud, den lyshårede 32-årige Sanni Bundgaard, men man skal ikke tage fejl. Og man skal i hvert fald ikke tro, at der er noget Mother Theresa over hende – bare fordi hun har hjulpet fødende kvinder og børn i det borgerkrigshærgede Sydsudan. Sanni Bundgaard blev jordemoder for at kunne rejse ud i verden med sit fag og få stillet sin eventyrlyst. I de tre og et halvt år hun har været uddannet, har hun været to gange i vikariater på Grønland, hun har skrevet bachelor i Tanzania og rejst en del i Afrika. Alligevel var det en stor beslutning at blive udsendt af Læger uden Grænser i et halvt år.

– Det var at stille mig selv den ultimative udfordring. Jeg føler mig ikke specielt modig og er ikke nogen frelsertype. Det er i virkeligheden enormt egoistisk at søge væk for at opleve noget helt anderledes. Jeg kan godt lide at rejse ud og starte helt forfra og få lov til kun at tænke på det, som jeg er god til. Så hvis der er tale om et kald, ligger det i at møde nye kulturer og blive klogere på sig selv, siger Sanni Bundgaard.Måske kunne jeg gøre nogetKontrasten til hverdagen på gynækologisk obstetrisk afdeling på Gentofte hospital, hvor Sanni normalt arbejder, var enorm. Det var hun godt klar over inden, hun tog af sted, da hun var til forberedende møder hos Læger uden Grænser. Men da hun kom til landsbyen Pibor i Sydsudan, blev hun overrasket over, hvor isoleret og sumpet området, hvor nomadestammen Murlerne holdt til, er.

– Der var ingen radio eller internet, intet lys og en befolkning, der ikke aner, hvad en cola er. Men jeg fik en varm modtagelse af de lokale, som er meget taknemlige over vores arbejde i området. Også selv om de ikke er vant til vores vestlige måde at behandle på, og tit først kommer, når de har været hos medicinmanden, og det er for sent, siger Sanni Bundgaard.

Da hun var landet, fik hun installeret sig i sin lille lerhytte med de få personlige småting, hun altid har med på sine rejser. Det er blandt andet en lille porcelænshusnisse og fotografier af sin familie og venner. Efter en samtale med den belgiske jordemoder, hun skulle afløse, blev hun udstyret med en walkie- talkie og var i gang 24 timer i døgnet. Klinikken havde tyve sengepladser til folk med skudsår, malaria og andre tropesygdomme og otte sengepladser til gynækologiske/obstetriske patienter. Der var en læge og to sygeplejersker udover Sanni, som skulle passe de gravide indlagte og tage imod de lokale kvinder og børn, som sad udenfor i skyggen og ventede på at komme i konsultation.

– Når de kom ind, satte de sig på gulvet i et hjørne, som kvinder gør det der, og så måtte jeg få dem over ved siden af mig. Vi havde meget begrænsede mængder medicin og ikke nogen diagnostiske redskaber, så jeg lavede en klinisk undersøgelse. Jeg startede et sted og prøvede at behandle, og så kunne det gå enten godt eller skidt.

– Der var en jordemoder på hospitalet 50 kilometer væk, som jeg kunne ringe til og spørge til råds, men hun kunne ikke komme og hjælpe. Det sværeste var at stå alene med folks liv mellem hænderne. Der var en kvinde, som havde en uterusruptur, mens der var fem dage med regn, hvor flyveren, som kunne fragte hende til hospitalet, ikke kunne lande. I den slags situationer må man bare sørge for smertelindring og krydse fingre.Kulturen hjælperHalvdelen af Sannis patienter var gravide kvinder, som kom til tjek. Fordi kvinderne arbejder så hårdt, får mange børn og har mange kønssygdomme, er der utroligt mange aborter. Og børn under fem år dør som fluer af underernæring, dehydrering og infektioner. Information om hygiejne var noget, som Sanni Bundgaard og de lokale sundhedsmedarbejdere brugte meget tid på.

– Vi fortalte dem, at det er vigtigt at koge vandet og at vaske fingre efter toiletbesøg, og vi prøvede at forklare, hvad bakterier er, og hvorfor det er vigtigt at blive vaccineret. Det er svært at forstå, når man aldrig har gået i skole. Og at der er bakterier i et glas vand, som ikke ser beskidt ud, er svært at forstå.

I det hele taget var det lidt af en opgave at få flettet Murlernes kultur og den vestlige kultur sammen.

– Der var nogle kvinder, som sagde, at de havde været gravide i tre år, men at barnet ikke voksede mere. Jeg kunne ikke forklare dem, at barnet ikke var i dem, for så ville de have gået ud af døren. Jeg fortalte, at der kunne være en anden grund til, at de ikke fik menstruation. Jeg var hundrede procent afhængig af tolke, men kunne ikke vide, hvordan de opfattede det, som jeg sagde.

I andre meget alvorlige situationer viste det sig, at de afrikanske kvinders kultur kunne være en hjælp.

– Dødeligheden er meget stor i Sydsudan, så der var jævnligt kvinder og børn, som døde. I den situation føler man sig meget utilstrækkelig, men der hjælper kulturen en. Det var kun mig selv, der syntes, at jeg skulle redde alle. Kvinderne forventede det ikke. De kunne se, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, hvis jeg havde svedt i ti timer, og selv om de var helt knuste over fx at miste et barn, så rettede de aldrig bebrejdelser eller skyld mod mig eller andre. Det er utrolig flot, synes jeg. At de tager ansvaret for deres eget liv og graviditet. Det hjalp mig utroligt meget og er anderledes end herhjemme, hvor vi som jordemødre er vant til hele tiden at skulle have vores ryg fri og undgå klagesager.Jeg ville ikke hjem før tidUdover konflikten mellem nord og syd, er der stammekrige og generationskrige i Sudan. På klinikken kunne man tit høre skud fra maskingeværer i baggrunden, og mange af de folk, de tog imod, skulle behandles for skudsår. Begge dele vænner man sig til, og man har tillid til, at folk, der har forstand på sikkerhed, ved, hvornår det er for farligt at være der.

– Arbejdspresset var så stort, at man ikke kunne tage sig af det også. Der var ansat lokale til at lave mad og vaske vores t-shirts, så man kun skulle koncentrere sig om arbejdet. Det foregik så i døgndrift, og man sover indimellem, indtil der bliver kaldt over walkietalkien. Vi fandt hver vores helle. Om aftenen var der ild i bålet, indtil vi gik i seng, og når vi gik ind i vores lerhytte, så vidste alle, at de ikke skulle forstyrre os.

At de som udsendte levede og døjede med varmen, snavset, vandet fra floden og den samme mad som de lokale, er noget, som gør Sanni stolt og overbevist om, at pengene bliver brugt rigtigt.

– Efter tre måneder havde vi ti dages ferie. Vi var tre, som tog til Tanzania, men man havde bare brug for at være sig selv. Jeg sov og spiste og lå og kiggede ud over havet. Til de turister, som var kommet for at opleve Afrika og henvendte sig til mig, sagde jeg: ”Go away”. Jeg kunne slet ikke forholde mig til dem, fordi jeg vidste, hvad jeg skulle tilbage til.

På det tidspunkt udbrød der uroligheder omkring hospitalet, som involverede den stamme, der boede ved klinikken, og alle udsendte fik tilbud om at tage hjem.

– Det ville jeg ikke. Jeg var ikke bange, fordi jeg kendte mine ansatte, så jeg tog tilbage til Pibor. Hele samfundet græd, da vi kom tilbage. Det var meget rørende, og det var under hele opholdet de indfødte og deres glæde og taknemlighed, som gav arbejdet så meget mening og bar en igennem svære ting. Der var for eksempel en mor, som havde født for tidligt, og hvis barn ikke ellers ville have overlevet, som kom på besøg med barnet hver måned.Hjemme igenSanni Bundgaard har nu været hjemme i to måneder og er langsomt ved at vænne sig til den danske virkelighed med faste arbejdstider, hvide kitler og ordnede forhold.

Hun er glad for, at Læger uden Grænser har et godt netværk og har været på tropeme- dicinsk klinik og talt med en psykolog om sine oplevelser. Selv om hun ikke er parat til at skulle derned igen lige nu, så er hun glad for, at hun tog af sted.

– Det var skrækkeligt, men på den gode måde. Jeg gav for første gang i mit liv alt, hvad jeg havde, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg føler, at det er gået ok. Det kan godt være, at andre kunne have gjort det bedre, men så længe man kæmper alt, hvad man kan, er det godt nok. Det er holdningen i Læger uden Grænser, og det hjælper at tænke på, at vi var et team, som alle gjorde vores bedste. Og det i et område, hvor ingen andre vil oprette projekter.

Det sværeste er ikke skiftet og den store kontrast eller alt det praktiske, men folks reaktioner. – Folk har en ide om, at jeg synes, at alt i deres liv er bagateller. Men det gør jeg slet ikke, siger Sanni Bundgaard, der ikke har behov for at fortælle om de svære oplevelser.

– Jeg vil gerne svare på spørgsmål, men det er ekstremt personligt. Og ligegyldigt hvordan jeg forklarer det, så vil jeg have en dårlig smag i munden, fordi det ikke fremstår rigtigt. Det er svært at forklare, og jeg er meget ensom med det, men sådan må det være.

– Der kan stadig være oplevelser, der tynger mig, og jeg håber ikke, at de forsvinder. De dårlige ting er en del af det valg, jeg traf. Jeg har ikke fortrudt. Der var flere gange dernede, hvor jeg gerne ville have trykket på en knap, så jeg blev hentet hjem — og så alligevel ikke. Jeg er stædig, og at arbejde på den måde har givet mit liv mening. Det handler det om for os alle. Nogle bestiger bjerge, andre får børn, og jeg tog til Sudan.Meningen med mit livSanni Bundgaard kan godt forstå, at hun og hendes kolleger strejker. Normeringen er dårlig, og man skærer ned på det forebyggende arbejde. Herhjemme trives hun ikke altid med at være jordemoder.

– Men jeg var stolt over at være jordemoder i Sudan. Det er rart at vide, at man kan finde gejsten et andet sted. Og selv om lønnen er en tredjedel af, hvad den er herhjemme, så følte jeg mig meget mere respekteret.

Hun vil meget opfordre andre jordemødre til at udnytte de muligheder, der er i faget.

– Hvis man sidder i en fast stilling, har man krav på orlov i forbindelse med nødhjælpsarbejde. Det er en stor beslutning, men hvis man har lyst, så er det bare om at kaste sig ud i det; og så vil det helt sikkert blive en oplevelse for livet, siger Sanni Bundgaard.

Man vænner sig til at leve med en walkietalkie i hånden og kun at være koncentreret om sit arbejde. På en måde er det et privilegium. Når man kommer hjem, er det til gengæld kompliceret at skulle forholde sig til selvangivelser og til at pakke sin taske om morgenen. Og til alle vennerne med deres børn.

– Jeg kan sagtens komme i tvivl om, hvorvidt jeg træffer det rigtige valg. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke er sidste gang, jeg skal af sted. Det kan godt være, at jeg ser anderledes på det om et år, men lige nu føles det rigtigt og meget meningsfuldt.