”Den søde ventetid”. Sådan lyder en fast vending om den tid, kvinder tilbringer som gravide. Men for Anne var der langt fra tale om ni måneder på en lyserød sky, da hun for syv år siden var gravid med sin søn. Derimod var hun udsat for både fysisk og psykisk vold fra barnets far, så hendes tanker handlede ikke så meget om hendes fremtidige liv som mor, som om at klare sig sikkert igennem graviditeten.
– Jeg var ekstremt stresset og havde svært ved at forholde mig til at skulle være mor. Så jeg nåede på ingen måde at nyde det, og prøvede aldrig at have den glade graviditetsfølelse, siger hun.
Da Anne mødte sin kæreste, følte hun til at starte med, at hun havde fundet en god partner, som var både sjov og rar at være sammen med. Men cirka et år efter de havde mødt hinanden, ændrede de følelser sig radikalt, da kæresten skubbede hende op ad en væg og stak hende en lussing, fordi han mente, hun havde opført mig mærkeligt. Anne valgte at stoppe forholdet, men han undskyldte inderligt, og Anne tilgav ham. Et halvt år efter var han voldelig igen, og denne gang i en langt mere voldsom form. Samtidig var Anne blevet gravid uden at vide det, og herefter begyndte volden at eskalere. Inden de vidste det, var de flyttet sammen.
– Da vi begyndte at bo sammen, farede der en djævel op i ham fra første dag. Han flippede ud over, at jeg var blevet ven med en mand på Facebook, og sparkede og slog mig, skubbede mig op i en væg og spyttede på mig helt ud af det blå. Bagefter undskyldte han sig med, at det var fordi, jeg havde presset ham, fortæller hun.
Kæresten tog derefter i byen, mens Anne kørte hen til sin kusine for at sove der, idet hun ikke følte sig sikker i deres lejlighed. Næste dag truede kæresten med, at han ville brænde hendes tøj, hvis hun ikke kom hjem. Der besluttede hun igen at bryde med ham. Hun tog dog hjem for at hente sit tøj, og kæresten overfaldt hende, da hun stod i et hjørne og ikke kunne komme væk. Hun blev i lejligheden et par dage mere, alt imens volden tiltog.
– Han vækkede mig hver nat og sparkede mig ud af sengen, spyttede på mig og tog kvælertag. Jeg kunne ikke længere holde det ud, fortæller Anne.
Herefter opdagede hun, at hun var gravid. Først vil kæresten ikke have barnet, men hurtigt skiftede han mening og lovede, han ville starte i behandling, hvis de fik barnet sammen. Hvis ikke, skulle hun have en abort, mente han. Det nægtede Anne, og han forbedrede sig for en stund, men knap to måneder efter Anne var blevet gravid, flyttede hun på Kvindekrisecenter for at komme helt væk fra sin kæreste. Han var begyndt at blive aggressiv igen, bankede hende og tog kvælertag på hende.
– At han stadig slog mig, mens jeg havde hans barn i maven, blev jeg faktisk overrasket over. Jeg tænkte: Hvem slår en kvinde, der er gravid med ens eget kød og blod. Så du er ikke værd at kende, siger hun.
Men at hun fjernede sig fra ham fysisk, betød ikke, at hun fik den tiltrængte ro.
Uønsket graviditet
Annes graviditet var ikke planlagt. Der var tale om en fortrydelsespille, der ikke havde virket, og da hun har PCO, fik hun at vide, at det ikke var sikkert, at hun kunne blive gravid igen. Derfor stod hun med et svært valg.
– Skulle jeg få et barn med en mand, der var psykisk ustabil eller få en abort og risikere ikke at kunne få børn igen?
Anne valgte at få barnet, da hun gerne ville være alenemor og håbede på, at kontakten til faderen ville rinde ud. Sådan blev det dog ikke. Da hun flyttede på kvindekrisecenter, vidste hun godt med sin logik, at hendes ex-kæreste formentlig ikke ville kunne finde hende, men alligevel følte hun sig ikke tryg.
– Jeg vidste godt, han ikke kunne komme ind, men skulle jeg nogen steder, havde jeg det skidt. Jeg kiggede mig konstant over skulderen og havde svært ved at leve med uvisheden. Der var ikke plads til nogen glæde over at skulle være mor, for jeg var hele tiden stresset ved tanken om at møde ham, fortæller hun.
Anne og hendes ex-kæreste talte derefter kun sammen én gang, indtil der var tre til fire måneder til fødslen. Men det betød ikke, at hun havde fred i mellemtiden:
– Han sms’ede, mailede og kunne finde på at ringe mig op tyve gange på en nat. Indholdet i sms’erne skiftede fra at handle om, at han gerne ville have en familie med mig, til at jeg var en møgkælling. Det var forfærdeligt, siger hun.
Anne fik først fred, da politiet kom ind over, og indskærpede over for ex-kæresten, at han skulle stoppe al kontakt. Hendes graviditet udviklede sig herefter til at blive kompliceret, ligesom hun var i risiko for at føde for tidligt. Kontakten til ex-kæresten blev derfor først etableret et par måneder før fødslen, men kun sporadisk da han fortsatte samme mønster som tidligere, og det blev for stressende for Anne.
Flygtede med sin søn
En uge før fødslen kom Annes ex-kæreste ind i billedet igen, og han nåede da også at være med til fødslen, om end han dukkede op og var fuld og kun deltog under presseveerne. Efterfølgende kom og gik han i hendes hjem, som det passede ham. Hun turde ikke sige fra, da hun var bange for, hvad han så kunne finde på.
– En nat dukkede han pludselig op og gik amok. Han var fuld og slog mig, mens jeg sad og ammede vores søn. Jeg fik lagt vores søn og fik også ham til at sove, men da han vågnede, startede det forfra: Han slog, kastede med vand og spyttede for til sidst at jage mig rundt i løkkenet med en kniv. På et tidspunkt gik han på badeværelset, og så flygtede jeg ud med vores søn, fortæller Anne.
Ex-kæresten så efterfølgende stadig drengen indimellem. Og det gjorde den første tid som mor til en svær tid.
– Den var meget stressende, fordi vores søn ikke ville spise, og generelt var det bare uroligt, når min ex-kæreste var der. Han virkede ikke så interesseret i vores dreng, men jeg tror, han ville kunne sige til Statsforvaltningen, at han havde været inde over fra starten. Jeg ville ikke være kærester med ham, så han kunne bedst ramme mig gennem den lille, som var mit et og alt, fortæller Anne og fortsætter:
– Til sidst tog jeg mod til mig og sagde til ham, han ikke skulle komme hos os mere. Han kunne ikke opføre sig ordentligt, og jo ældre vores søn blev, jo mere bevidst blev han. Han kunne ikke falde til ro, når hans far var der, ligesom jeg ikke kunne, siger hun. Samværet mellem far og søn blev fra nu af sådan, at der skulle være en professionel børnesagkyndig til stede, men de få gange han havde sønnen, var han småberuset, og derefter så de ikke hinanden i flere måneder. Der blev dog skabt en relation senere, da de begyndte at have samvær på et familiecenter.
En lykkelig historie
Undervejs i sin graviditet havde Anne lige så mange konsultationer hos en jordemoder som alle andre kvinder. Hun var glad for jordemoderen, men de talte aldrig om volden.
– Min jordemoder vidste godt, at forholdet mellem faderen og mig var problematisk, men jeg savnede at få tilbudt flere konsultationer, nogen at tale med. De virkede ikke til at være så opmærksomme på det dengang, som det lyder til, at de er nu, siger hun. I dag er Anne gravid igen med en ny kæreste. Og denne gang er det en helt anden følelse.
– Nu er vi to om det. To til scanningerne og to til at glæde os. Og jeg er ikke bange. Det er noget helt andet og en meget lykkeligere historie, siger hun. Historien om ex-kæresten og deres fælles søn er imidlertid ikke lykkelig. Sønnen og hans far ser hinanden indimellem, men drengen er ikke tryg ved sin far. Selvom Anne ikke har fortalt ham om volden, kan han formentlig mærke, at noget er galt, føler Anne. Faren har i dag en ny kæreste og et nyt barn, og det er ikke nemt for sønnen, fortæller Anne.
– Vores søn vil stadig gerne se ham, men han har lidt nogle nederlag, så forhåbentlig bliver han ikke ved med at gide sin egen far mere. Drengen lider ikke overlast, men jeg er begyndt at have bekymringer for hans trivsel, for hans selvværd er lig nul, fordi han er blevet underprioriteret af sin far så mange gange. Heldigvis er min nye kæreste som en far for ham, siger Anne.
Anne er ikke kildens rigtige navn. Hendes virkelige identitet er Jordemoderforeningen bekendt.