Hverken ledere eller kolleger havde mange chancer for at spotte, at Louise Nørgaard var ved at knække. Hun havde heller ikke selv en forestilling om, at hun var på vej mod et sammenbrud. Godt nok kunne Louise mærke, at hun var lidt flad på batterierne, men at hun kort tid efter skulle blive i tvivl, om hun længere magtede at være jordemoder, det havde hun ikke set komme.
Det er forår 2015. Jordemoder Louise Nørgaard havde på det tidspunkt været færdig som jordemoder i fire år. Trods sin relativ korte karriere som jordemoder vikarierede hun allerede for afdelingsjordemoderen, når der var brug for det. Hun var blevet opfodret til at påtage sig vikariaterne som afdelingsjordemoder på Herlev Hospital, hvor hun var ansat i en fuldtidsstilling. Og selvom der var kolleger, der spurgte, om det ikke var lidt tidligt at påtage sig det ansvar, så sagde Louise altid ja, når der var brug for hende. Hun var jo ansvarsbevidst og havde svært ved at sige nej – og er det noget galt i det?
I dag, halvandet år efter, er Louise stadig ansvarsbevidst. Men en af de ting, hun har lært af det efterfølgende forløb med sygemeldinger skiftevis med perioder på arbejde, er, at hun ind i mellem må sige nej. At ingen har gavn af, at hun strækker sig længere, end hun selv kan holde.
Fine blodprøver
Den første gang Louise måtte sygemeldes på grund af stress var i maj 2015. Op til var travlheden taget til, overarbejdet hobede sig op og ferie blev ikke afholdt men udskudt.
Familien derhjemme bemærkede, at hun var fraværende – også når hun var hjemme. Men Louise så det ikke selv.
– Jeg så det ikke selv komme. Jeg var moderen, der lå på sofaen og var træt, skulle lade op, komme mig over noget. Og sådan var det bare, siger Louise. Heller ikke da opmærksomme kolleger bemærkede “du er her hele tiden”, og opfordrede hende til at passe på sig selv, stoppede hun op. Louise skulle helt ud og mærke det fysisk, før hun blev klar over, at noget var helt galt.
– Det var en dag, hvor jeg blev svimmel og utilpas. Jeg var bange for at gå i gulvet og da en læge spurgte mig, om jeg ikke skulle have målt min hæmoglobin, fattede jeg, at der var noget galt, siger Louise, der den pågældende dag ikke havde nået frokosten, fordi hun lige skulle nå at give celeston til en kvinde, der var gået i fødsel før tid. Louise gik efter blackoutet på fødegangen til sin egen læge og fik taget blodprøver, der alle var fine. Efter et par fridage havde hun en døgnvagt. Der var ikke specielt travlt, men alligevel brød hun sammen, da hun kom ud fra en fødestue.
– Jeg blev kaldt og fik at vide, at jeg skulle ind på en fødestue. Jeg kunne næsten ikke, men jeg gjorde det, fortæller Louise, der bagefter fik det rigtig skidt med hjertebanken, svimmelhed, kvalme og gråd. Derefter måtte hun melde sig syg.
Noget gik i stykker
– Jeg græd og græd i 14 dage. Noget var ligesom gået i stykker inde i mig. Jeg var usikker på fremtiden, på hvornår det gik over. Jeg blev usikker på, om jeg overhovedet kunne komme tilbage til mit fag, som jeg holder så meget af. Jeg følte sorg over, at mit fysik skulle hindre mig i at udøve mit fag, jeg var gal og irriteret over, at min krop modarbejdede mig,fortæller Louise om den første tid efter sygemeldingen.
Hendes egen læge hjalp hende til at sætte navn på problemet: Du har vist for meget at se til. Lægen forklarede også, at de stresshormoner, som man udskiller, giver mange irrationelle tanker – blandt andet kan angstreaktioner være større end situationen berettiger til.
Louises nærmeste leder ringede kort tid efter og opfordrede hende til at komme ind til en samtale hurtigst muligt, så de sammen kunne planlægge et videre forløb.
– Jeg var glad for omsorgen, men jeg aftalte med min læge, at jeg ingen kontakt skulle have med min arbejdsgiver i 14 dage. Det skrev jeg til min leder, jeg kunne ikke overskue at ringe. Jeg var nødt til at sige fra og selvom det var svært, så gav det ro, siger Louise.
Tiden efter står sløret i Louises erindring. Efter 14 dages sygemelding rørte kommunen på sig, de ville lægge en plan for, hvordan Louise kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Efter otte ugers sygemelding og derefter sommerferie vendte hun tilbage til fødegangen i juli 2014, hvor en stresscoach havde lagt en 14 ugers tilbagevendingsplan med stille og rolig øgning i timeantal. I den første uge var hun på arbejde i tre dage à tre timer kombineret med et længerevarende stresshåndteringskursus, som kommunen stod for.
De svære forventninger
Efter at den blide indkøring var slut, gik der ikke lang tid, før Louise fornemmede, at den igen var gal. Da hun midt i oktober havde trappet op i arbejdstid og igen skulle indgå i normeringen, kom reaktionen.
– Bare udsigten til igen at stå på vagtskemaet var svært. Når man har det sådan, som jeg havde det, så kan man ikke tåle, at nogen forventer noget af en. Kort før jeg blev sygemeldt, stod jeg og skulle vurdere en strimmel, men jeg var alt for fokuseret på det patologiske, så det kunne jeg slet ikke, siger Louise, der brød sammen i en vagt. Næste dag ringede hendes mand og sygemeldte hende.
Sygemelding nummer to var værre end den første for Louise.
– Det var et knæk. Nu troede jeg lige, at det gik, og så siger min krop igen fra med hjertebanken, svimmelhed og konstant gråd, fortæller hun. Denne gang havde frygten for aldrig at kunne blive jordemoder virkelig fat, ligesom angsten for at blive afskediget og for familiens økonomi lå latent.
I slutningen af november 2015 blev Louise fyret på grund af sygdom og på grund af de manglende udsigter til snarligt at kunne vende tilbage til jobbet. Afdelingen og hendes nærmeste leder fulgte de procedurer, som der findes, men Louise blev meget ked af det. Også selvom hun blev forsikret om, at man meget gerne ville have hende tilbage, når hun var rask.
I den kommende tid var kommunen meget aktiv. Sammen med Louise skulle der lægges en plan, hun skulle igen på kursus i stresshåndtering og hun blev præsenteret for muligheden for arbejdsprøvning. I en kort periode overvejede Louise, om hun skulle forsøge sig på et andet område end jordemoderfaget, men den tanke blev hurtigt lagt bort.
– Jeg ville tilbage til jordemoderfaget, og jeg ville også tilbage til det akutte arbejde – på et tidspunkt, siger Louise, der i maj 2016 startede i virksomhedspraktik på sin gamle arbejdsplads HerlevHospital. I starten skulle hun kun have administrative opgaver og hun startede med få timer, hvor hun kodede i Sundhedsplatformen.
– Det lykkedes for mig og jeg beviste over for mig selv, at jeg kunne tage nyt til mig, lære nyt. Det var fint at komme i gang igen, men det var også på det rigtige tidspunkt, siger Louise og understreger, at tid og timing var det vigtigste i hendes forløb.
– Tid gør alt, når man skal videre efter at være gået ned med stress. Og så det at opleve små og store succeser, siger hun.
Tid, tid, tid
Siden august 2016 har Louise været ansat på Herlev Hospital med 28 ugentlige timer. Virksomhedspraktikken er blevet afløst af et vikariat med udsigt til igen at blive fastansat. Hun varetager stadig ikke selvstændigt fødsler, men er helt fortrøstningsfuld for, at det nok skal komme.
– Jeg tror på mig selv som basisjordemoder og jeg glæder mig helt vildt meget til igen at stå på en fødestue. Der er sket så meget de sidste måneder og jeg er blevet meget bedre til at klare udfordringer, siger Louise.
Ikke mindst så har Louise lært en masse om sig selv.
– Det har været et meget hårdt forløb, men jeg har lært rigtig meget. For eksempel at jeg selv er ansvarlig for mit eget velbefindende. Der er ikke nødvendigvis nogen, der er opmærksom på, om du har fået frokost eller har nået at holde pause. Du skal selv sørge for at sige fra og til, siger Louise, der på opfordring kommer med et par råd til både ledere og kolleger: Underkend ikke, at vi har et følelsesmæssigt hårdt job, prioriter at have lidt tid til eftertanke mellem hver fødsel, sig til når noget er hårdt – vi behøver ikke være heltinder hele tiden – og husk at du selv står for dit eget velbefindende.
Og hvis du kommer så langt ud, at en sygemelding på grund af stress er en realitet så husk, at tiden er en vigtig helende faktor. Hvis du vender for tidligt tilbage, så kan du blive slået tilbage til start meget hurtigt.