– Jeg ser ikke min diabetes som en sygdom. Jeg har altid haft et stabilt blodsukker. For jeg spiser sundt og motionerer. Jeg svømmer. Og så løber jeg meget – næsten helt frem til fødslen. Og mit langtidsblodsukker ligger også inden for normalområdet. Så man ville faktisk ikke kunne se, at jeg har diabetes, fortæller Hannah, der fødte sit første barn Noah for otte måneder siden.
Før hun blev gravid, vejede den 180 cm høje kommende mor 62 kg, og et BMI på 19,1 vidner da også om sund livsstil. Men hendes måde at anskue sin diabetes på, var lægerne ikke enige i. Da Hannah var til første lægekonsultation, og hun fortalte, at hun var gravid, følte hun sig i den grad overset som menneske. Lægen kiggede på hende som diabetiker. Ikke som gravid kvinde. Det samme gjorde hospitalslægerne, der gang på gang serverede et overflødighedshorn af risici, som blot blev mere understreget, da også tanker om hjemmefødsel kom på banen.
– Da min egen læge hørte ordet diabetes, begyndte hun straks at snakke om vægt, blodprøver og blodsukker. Hun sagde ikke engang tillykke med, at jeg var gravid. Ved første hospitalsbesøg ved 12-ugers scanningen talte vi, ligesom alle andre diabetikere, med fødselslægen, og der fortsatte samme sang, hvor jeg gik derfra med det indtryk, at han nærmest fik sagt, ´Hvad bilder du dig ind at vove at blive gravid som diabetiker. I får jo syge og svage børn´, fortæller Hannah, der er 27 år og til dagligt arbejder som pædagog.
Forpustet af sundhedssystemet
Der var også lagt et tæt pakket skema med mange ekstra scanninger og blodprøver. Et skema som i den grad gjorde Hannah forpustet og nedtrykt. For hvordan skulle hun dog kunne troppe op på hospitalet næsten hver uge, når hun havde et arbejde at passe – og hvorfor egentligt, når nu hun følte sig sund og rask? Men Hannah fik det indtryk fra lægens ord, at det var nødvendigt, og at alt andet var uansvarligt og kunne være farligt for hende selv og barnet. Det samme var den hjemmefødsel, som Hannah gik og overvejede.
Det var dråben, der fik Hannah og hendes kæreste Michael til at tage første skridt i retningen mod at tage mere styring over egen graviditet og fødsel. Det endte med, at hun klagede over samtalen på hospitalet. Og så vendte de det tætpakkede skema med ekstra kontroller og scanninger, samt lægerne og sygeplejerskerne ryggen, og gik kun til de scanninger og jordemoderkonsultationer, som alle andre gravide får tilbudt.
– Både Michael og jeg var frustrerede. De så kun min diagnose og formåede at fjerne al glæde ved at være gravid og at skulle føde for første gang. Jeg tænkte ´Det kan da ikke passe. Der må være en anden vej end det her´, fortæller Hannah, der fik diabetes for seks år siden.
Siden den dag, hvor hun fik diagnosen, har hun valgt at tage styring over sygdommen, og i dag er hun ekspert på egen sygdom og holder blodsukkeret stabilt. Som en dirigent kontrollerer sit orkester og skruer op og ned for tonerne med sin dirigentstok, kontrollerer Hannah sit blodsukker med kost, motion og insulinpumpe. Men selvom hun og Michael i forvejen vidste meget om diabetes og fødsler, besluttede de sig for at blive endnu klogere.
– Så vi læste og læste. Om diabetes, fødsler og hjemmefødsler. Jeg tog nærmest en hel læge- eller jordemoderuddannelse over de måneder.
Kendt Jordemoderordning
De kom med i kendt jordemoderordning, så de ikke skulle starte forfra med at argumentere for deres valg og møde en mur af forhindringer, hver gang de mødte en ny jordemoder. Og samtidig blev de klogere og klogere på den gode selvbestemte fødsel. I takt med det trak fødslen i egne hjemlige rammer mere og mere i dem. En tanke, som jo havde strejfet Hannah tidligere og fik liv dengang lige før graviditeten, hvor de var til et arrangement på sygehuset om diabetes og fødsler:
– Også dengang beskrev de et voldsomt fødselsforløb, hvor alle tilbydes igangsættelse ved uge 38, mange føder store børn, de fleste får derfor kejsersnit og undervejs i fødslen får man insulin- og sukkerdrop og ctg-overvågning. Så hvis man er heldig at føde vaginalt, ligger man på ryggen lænket til sengen. Det skræmte mig alt sammen. Der var så mange risici. Og det hele var meget fjernt fra min egen mors fortælling om en vidunderlig, fredelig og selvbestemt fødsel. Og fra mit eget ønske om at føde i vand, siger Hannah Ebeling.
Efterhånden som de fik et større kendskab til nøgleord som tryghed og oxytocin, blev det helt klart for Hannah og Michael, at deres barn skulle fødes hjemme. Og mens hun mødte en mur af modstand fra lægernes side, så var de tre jordemødre i hjemmefødselsordningen en tand mere imødekommende:
– De var også bekymrede og fortalte om retningslinjer og anbefalinger. Men de var villige til at indgå i en dialog. Det er jeg dem evig taknemmelig for. De tog mere hensyn til, at vi var to mennesker med nogle ønsker til fødslen, og til mig og mit velbefindende. Jeg tror, de havde meget brug for at høre, at det ikke bare var en fiks ide. Så da de kunne høre, at vi havde sat os meget ind i tingene, kunne jeg mærke, at de var mere om bord. Dér begyndte de at åbne op, og samtalen gik mere på hele hjemmet og setuppet. Om alt lige fra hvad vi gjorde, hvis der var grønt fostervand til musikønsker. Jeg var ikke længere min sygdom, men en kvinde, der var førstegangsfødende, siger hun.
Tryghed
Hannah og hendes kæreste gik meget op i, at jordemoderen skulle føle sig tryg under fødslen.
– De sagde direkte, at de ikke var trygge. Og det kunne jeg godt forstå, for jeg fandt ud af, at det normalt er lægerne, der tager over, når diabetikere føder. Så jeg var bange for, hvordan den utryghed ville smitte af på mig under fødslen. Jeg kunne jo ikke bruge en jordemoder, der sad på sidelinjen og bed negle, til noget som helst. Jeg ville virkelig gerne have en jordemoder under fødslen, siger hun og fortsætter:
– Derfor havde vi en meget ærlig dialog. Vi spurgte, hvad vi kunne gøre for, at de kunne blive trygge. De kom med deres anbefalinger og vi med vores plan. Og så mødtes vi på midten. Og det indebar, at vi fik forsikret dem om, at vi havde helt styr på blodsukkeret. Og vi købte modermælkserstatning til den første tid, hvis der skulle blive brug for det, da et barn født af en mor med diabetes kan have meget lavt blodsukker efter fødslen. Samtidig ville de gerne være to jordemødre til stede under fødslen for at bakke hinanden op.
I sin research fandt Hannah Ebeling ud af, at hun nok var den første dansker med diabetes, der har planlagt at føde hjemme. Men det skræmte hende ikke:
– Jeg har fuldstændig styr på mit blodsukker. Det bliver nødt til at være stabilt. For hvis blodsukkeret falder eller stiger meget, kan barnets kredsløb blive påvirket af det. Og hvis det pludseligt falder, kan man selv besvime under fødslen. Så jeg fortalte jordemødrene, at jeg for eksempel nemt kunne slukke min insulinpumpe, hvis mit blodsukker blev for lavt. De kunne mærke, at jeg havde styr på det, og det gav dem en ro, tror jeg. Og hvis noget gav problemer under min fødsel, ville jeg selvfølgelig gøre som alle andre – tage med ind på hospitalet, siger hun.
Svangerskabsforgiftning eller ej?
Men fødslen var ikke lige rundt om hjørnet, og da Hannah var gået ti dage over terminsdatoen, sagde hun ja til et tilbud om kontrol hos fødselslægen. Der opstod usikkerhed om, hvorvidt Hannah kunne have svangerskabsforgiftning eller ej. For selvom scanningerne var fine, og der kun var målt et proteintal i urinen på 1+, så havde hun ved en kontrol i lægeambulatoriet et let forhøjet blodtryk på 146/96. Dagen efter kom jordemoderen forbi deres lejlighed og tog et gennemsnitlig blodtryk på et tidspunkt, hvor Hannah ikke længere var nervøs og urolig, som hun var dagen før på hospitalet. Blodtrykket var nu helt normalt. Det viste sig at være falsk alarm.
– Jeg vidste godt, hvad svangerskabsforgiftning betød. Hvis jeg havde det, ville jeg selvfølgelig tage imod et kejsersnit, hvis det blev nødvendigt. For det kan være drønfarligt. Men Michael var så god der på hospitalet, hvor han sagde ‘rolig nu, det eneste kriterie, lægen har lagt til grund for at tale om svangerskabsforgiftningen, er et let forhøjet blodtryk’. Der tror jeg, Michael redede mig en smule. På det tidspunkt havde jeg givet op. Jeg gad ikke graviditeten mere. Og jeg var angst for fødslen og tænkte ‘Skidt med det, lad mig bare få det kejsersnit’.
Fødslen
13 dage over termin en søndag morgen klokken 7 gik fødslen så småt i gang. Hannah og Michael havde indstillet sig på, at den ville tage et sted mellem 12 og 18 timer. For det var jo det, de havde fået at vide, at førstegangsfødsler som regel gør. Men det gjorde den ikke. Efter et par timer, hvor de to spændte kommende forældre havde hygget sig med kaffe og morgenmad i lejligheden, og Hannah var godt inde i sit vearbejde med den selvhypnotiserende teknik, hypnobirthing, begyndte veerne at være regelmæssige, kraftige og hyppige. Hannah kom op i fødekaret og veerne tog endnu mere til. Nu gik det stærkt. Og da Michael ringede til jordemoderen, meldte presseveerne sin ankomst. Det kunne jordemoderen også høre gennem røret, så hun bad Hannah om at vente med at presse.
Ti minutter efter var hun i lejligheden. Et kvarter senere var Noah født. Han vejede 4.180 gram. Fødslen tog fem timer. Undervejs var blodsukkeret helt stabilt. Den anden jordemoder nåede ikke at komme før efter fødslen.
– Det var en drømmefødsel. Det var så hyggeligt. Jordemødrene var glade over det nye liv. Den ene tog billeder. Michael smurte madder. Og så kom familien på besøg. Med så meget modvind under graviditeten er jeg nu glad for, at jeg ikke gav op, siger Hannah og tilføjer:
– Jeg tror ikke, at nogen kvinde vil dem selv eller deres barn noget dårligt. Mange overvejer at føde hjemme. Det er ikke sikkert, at alle skal det. Men alle skal lyttes til som ansvarsbevidste kommende mødre, der har egne ønsker til en god fødsel. En god fødsel er nemlig mere end et sundt barn.
Når Noah skal have en bror eller søster, vil Hannah gerne føde hjemme igen.