Ignoreret af politikerne

Tillidsrepræsentanterne på Hvidovre mener, at der står mere på spil end de 15 procent og kampen for ligeløn. Strejken har også et højere mål, nemlig at insistere på et velfungerende offentligt system frem for et privatiseret sundhedsvæsen

Efter fem uger med nødberedskab og vårgrønne jordemødre i aktion foran Christiansborg, hos finansministeren og på gader og stræder, er strejkens fokus ved at flytte sig. Fra at være en relativ simpel kamp om kroner og ører, ligeløn for kvindefagene og bedre rekrutteringsevne er en mere grundlæggende dagsorden ved at tone frem. Nu handler det også om selve forankringen af fremtidens sundhedsvæsen.

– Jo længere tid politikerne forholder sig tavse, jo tydeligere bliver det, at de i bund og grund slet ikke ønsker et velfungerende offentligt system, vurderer de to tillidsrepræsentanter på Hvidovre Hospital, Johanna Arnadottir og Kirsten Hasman.

Beskidt dagsorden
De føler begge, at jordemødrene og de øvrige strejkende i Sundhedskartellet er blevet reduceret til små brikker i et større strategisk spil.

– Hvis politikerne i regeringspartierne virkelig ville det offentlige system, så havde der vel ikke været sådan en larmende tavshed fra deres side, mener Kirsten Hasman, der undrer sig over, hvor den bekymring er blevet af, som mange politikere udtrykte under valgkampen i forhold til fastholdelse af arbejdskraften i det offentlige.

– Jeg vil ikke sige, at jeg er chokeret, men jeg står da lidt måbende tilbage, siger hun.

– Vi føler ikke, at politikerne overhovedet værdsætter det arbejde, vi gør, med den arrogance, vi bliver mødt med lige nu, siger Johanna Arnadottir.

Selv om jordemødrene ser ud til at være havnet i et tomrum, hvor den månedlange strejke stort set ignoreres af politikerne, så afviser de to Hvidovre-tillidsfolk tanken om at kaste håndklædet i ringen.

– Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi har et velfungerende offentligt system, og det er for at understrege det, vi skal kæmpe videre, mener Johanna Arnadottir.

– Og for at afsløre regeringens beskidte dagsorden, supplerer en kamplysten Kirsten Hasman.

God plads på barrikaden
De to er glade for, at jordemodergruppen på Hvidovre heller ikke har mistet gejsten, selv om de sammen med Bornholm er de eneste fødesteder i Hovedstadsregionen, der stadig strejker (redaktionen af denne artikel afsluttet den 27. maj 2008).

– Jordemødrene her føler grundlæggende, at det er vigtigt at blive ved med at strejke. Derfor er der stadig en velvilje i forhold til at få nødberedskabet til at fungere på Hvidovre, vurderer Kirsten Hasman.

Men Hvidovre-jordemødrene har brug for mere opbakning, hvis de skal blive ved med at være lige så synlige udadtil.

– Jeg kan godt huske, hvordan det var i 1999, da vi ikke strejkede på Hvidovre; hvor svært det var at mobilisere engagement, når man står ude på sidelinjen, medgiver Kirsten Hasman.

– Men arbejdet med at synliggøre vores fælles konflikt bør jo fordeles ligeligt mellem fødestederne. Det er et fælles ansvar, og vores jordemødre har rigtig meget behov for solidariteten fra de andre fødesteder lige nu, understreger Johanna Arnadottir.

Sort søndag
Hvis de to skal beskrive konflikt-formkurven på Hvidovre, så lå den stabilt højt indtil den 27. april, hvor Lillian Bondo gik på skærmen i 21 Søndag med budskabet om genforhandling af nødberedskaberne. Et budskab, som i dén grad blev misforstået og fordrejet.

Også på Hvidovre for man i harnisk over, at formanden havde afblæst strejken sådan uden videre, og de følgende dage var gejsten helt under gulvbrædderne.

– Ja, det var noget værre møg, at det blev udlagt på den måde. Det var et mediekiks. Men jeg synes, at krisen blev håndteret fra Jordemoderforeningens side. Der blev ikke lagt låg på kritikken, og det var godt, at formanden tog rundt i hele landet og tog diskussionen med medlemmerne, siger Kirsten Hasman.

Den 30. april var Lillian Bondo forbi Hvidovre, og derefter genvandt folk troen på den fælles sag, vurderer tillidsrepræsentanterne.

– Lillians kronik i berlingeren var også med til at vende stemningen. Det var en rigtig fin kronik, synes Kirsten Hasman.

– Men der var lige en tre-fire dage, hvor vi var nede i et sort hul, og så skal jeg ellers love for, at gejsten vendte tilbage, beskriver hun.

En dag ad gangen
Siden har Kirsten og Johanna gjort sig umage for at holde fingeren på pulsen lokalt.

– Vi holder jævnligt møder med jordemodergruppen for at snakke situationen igennem, for vi kan ikke klare endnu en nedtur, understreger de.

– Vi kan dog godt spore en vis mathed hos jordemødrene nu, hvor vi er ude i femte strejkeuge, erkender Johanna Arnadottir, som derfor tager én dag ad gangen i planlægningen af nødberedskabet.

Hidtil har alle vagter været dækket ind, også under sygdom.

– Der er konstant tre jordemødre i beredskab til at dække sygdom, og når vi ikke har kunnet dække hele skemaet, så har vi lagt det ud med huller, hvorefter folk frivilligt har tilbudt sig, forklarer de to tillidsrepræsentanter.

Det er hér velviljen står sin prøve i det daglige, men efter at nødkonsultationen fik tilført flere kræfter, er det blevet strammere mandskabsmæssigt på fødegangen. Konsultationen tager nu seks jordemødre mod fire før opgraderingen, og det kan mærkes.

– Men så længe al afspadsering, ferie og feriefridage er inddraget, så hænger det stadig sammen, siger Johanna Arnasdottir.

Fallit for den danske model
Spørgsmålet er bare hvor længe. Lige nu kan tillidsfolkene ikke få øje på nogen løsning på konflikten, og Johanna Arnadottir har mistet tiltroen til den danske forhandlingsmodel.

– Den er blevet lagt op som noget, vi skal værne om, men den har jo bare bidraget til at fastlåse situationen, siger hun og forklarer, at når den ene part – regionerne – reelt ikke har noget forhandlingsmandat, så er det svært. Hvad der skal sættes i stedet, ved hun ikke.

– Lige nu ser det ret håbløst ud. Forhandlingerne er afbrudt, og vi ved ikke, hvad der sker, lyder det fra Hvidovre, hvor en stædig kampgejst går hånd i hånd med en tiltagende frustration.