Navn: Ida Secher Rom
Arbejdssted: Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg
Jobfunktion: Jordemoder og sorggruppeleder
Uddannet: Januar 2005, derefter uddannet psykoterapeut
Bonusoplysning: Ida har tidligere været ivrig motionsbokser og passioneret folkedanser.
Fra Winnie
• Hvilken slags kollega er Ida?
»Hun er den, der passer på alle. Hun kan lugte på lang afstand, hvis man er ked af det. Så kommer hun og spørger til en. Det kan være efter et hårdt forløb, eller hvis der er noget i ens privatliv. Og så følger hun op fx en måned efter: ’Er tingene blevet bedre? Har du det okay igen? Skal vi lige tage en snak?’ Jordemødre generelt kan jo noget med relationer, og jeg er på en arbejdsplads med mange skønne kolleger, men Ida er helt exceptionel. Hun udviser en kæmpe personlig omsorg over for alle.«
• Hvad er Ida fagligt dygtig til?
»Hun er god på en fødestue med sit enorme nærvær, men jeg oplever særligt hendes evner i arbejdet med sorggrupper. I min kendt jordemoderordning har vi mange gravide, der har mistet tidligere, og de nævner ofte Ida og hendes kollega i sorggruppen. Jeg sparrer tit med Ida, og hun er god til at guide, bekræfte og hjælpe en på vej, når det er en tidligere sorggruppedeltager, man har i forløb.
Måske har hun nogle værktøjer fra sin psykoterapeutuddannelse. Hun kan i hvert fald tale om det, der er svært, og kan sagtens rumme en grædende kollega. «
• Hvad er helt særligt ved Ida?
»Hun har så mange ressourcer, og hun er god til at dele ud af dem. Idas mand er kronisk syg, så hun har mange ting at sørge for, og hun har også problemer med sin hånd, som hun er i udredning for. Hun må selv være presset på mange fronter. Alligevel har hun overskud til andre. Jeg ved virkelig ikke, hvor hun finder energien til at være så meget for så mange. Ida ser ikke sig selv som ekstraordinær – men det er hun!«
Fra Ida
• Hvad betyder det for dig, at din kollega har valgt at hylde dig som en stjernekollega?
»Jamen, jeg bliver da enormt rørt og føler mig set. Jeg vil gerne lægge en omhu i det at være kollega, ligesom jeg lægger omhu i mit arbejde med familierne. Og med sådan en nominering føler jeg, at andre ser mig.
Samtidig er det lidt paradoksalt for mig, fordi jeg har været så presset familiært de seneste år, at jeg faktisk har været nødt til at trække mig lidt kollegialt. Jeg har aktivt måttet skære ned på omsorgen for mine kolleger for at passe på mig selv som en del af en benhård prioritering af ressourcer. Jeg føler selv, at jeg klart har været mere konkret omsorgsfuld tidligere. Derfor betyder det ekstra meget, at nogen stadig synes, at jeg gør noget godt for mine kolleger. De er fagligt engagerede og omsorgsfulde, og de er en del af den benzin, jeg selv kører på.«