I Indien kan du gøre en forskel

I mange lande verden over er spædbarns- og mødredødeligheden markant højere end i Danmark. I Indien ønsker de sig derfor bedre uddannede jordemødre. Et ønske danske jordemødre kan hjælpe med at opfylde.

Joan Hansen underviser i suturering

Da Jordemoderforeningen på mors dag i år støttede op om Sex og Samfunds initiativ ‘Barnevognsmarch mod mødredødelighed’, var en af deltagerne på marchen jordemoder Joan Hansen fra Regionshospitalet Gødstrup.

Joan er jordemoder og selv mor og farmor. Men derudover har hun med egne øjne set virkeligheden på fødestuerne i et af de lande, der er en del af en sørgelig statistik: Mere end 800 kvinder verden over dør i barselssengen hver dag.

I Indien, hvor Joan har arbejdet i seks måneder, er der ca. 25 millioner fødsler om året. 2,7 millioner børn er dødfødte, og der dør årligt 41.000 kvinder af graviditetsrelaterede komplikationer.

Samtidig har Joan oplevet, hvordan danske jordemødre via deres stærke faglighed kan bidrage til en positiv udvikling i Indien.

Kliniske rollemodeller i Indien

Joans rejse tog sin begyndelse, da hendes jordemoderkollega Annika Yding en dag kom på arbejde og spurgte, om der var nogen, der ville med til Indien. Annika havde set et jobopslag fra Fernandez Foundation som søgte, “international midwifery educators”.

Opslaget efterlyste erfarne jordemødre fra hele verden, der var sikre i deres faglighed, og som havde lyst til at komme til Indien i minimum seks måneder og hjælpe med at uddanne jordemodermentorer og nye jordemoderstuderende ved at være kliniske rollemodeller.

I Indien var man nemlig indtil for få år siden automatisk jordemoder, når man var færdiguddannet sygeplejerske. Men siden 2015 har det været et ønske fra den indiske regering at etablere jordemoderfaget som selvstændigt profession. For forskning indikerer, at uddannede jordemødre som arbejder efter internationale standarder, kan nedbringe mødre- og børnedødeligheden med 83 procent. Målet i Indien er derfor at uddanne 10.000 jordemødre inden 2032.

Men som Joan siger:

– Hvordan bygger man en jordemoderuddannelse op i et land, når man nærmest ikke har nogen veluddannede jordemødre til at lære de nye op?

Annika ville afsted til Indien, og Joan tænkte med det samme, at projektet lød spændende.

Så efter to virtuelle samtaler med Fernandez Foundation i Indien, pakkede de to jordemødre kufferterne og tog afsted.

– Vores arbejdsplads her i Danmark var interesserede i at støtte op om projektet i Indien, som de anså som meget meningsfyldt. Vi fik begge orlov i seks måneder. Min mand fik også orlov fra sit arbejde i fire måneder for at tage med og arbejdede som frivillig på et hjem for handicappede.

Studerende med drive og motivation

Joan og Annikas arbejde i Indien foregik hver dag fra klokken 8 til 16 på forskellige offentlige og private sygehuse. På de private sygehuse ledet af Fernandez Foundation var standarden høj, og de fødende kunne regne med omsorgsfuld pleje og behandling. Her blev der arbejdet med at etablere og udvikle jordemoderens kompetenceområde inden for den ukomplicerede graviditet, fødsel og barsel. Samtidig var samarbejdet mellem jordemødre, sygeplejersker og obstetrikere også i fokus. På de offentlige sygehuse fødte kvinderne på et metalbord i et rum med mange andre fødende. Her var der støj, virak, ikke ordentlig rent, og her fødte de kvinder, som ikke havde andre muligheder. De følgende beskrivelser tager deres udgangspunkt i, hvad Joan og Annika oplevede på offentlige sygehuse i Indien.

– Der var cirka 30 jordemoderstuderende på mit primære hospital. Vi lagde ud hver dag med et morgenmøde, og her blev de studerende fordelt ud på afdelingen sammen med de to indiske, kliniske jordemodermentorer, der var. Én af dem var på fødegangen og én tog sig af barselsgangen og graviditetskonsultationer. Min opgave var at supervisere mentorerne og lave jordemoderarbejdet sammen med de studerende, fortæller Joan.

Joan og Annika oplevede de indiske jordemoderstuderende som meget nysgerrige på jordemoderfaget og lærelystne:

– De var så ivrige og taknemmelige for alt, hvad vi kunne lære dem. De var ekstremt åbne og havde et enormt drive og en stor entusiasme. Flere havde historier fra kvindelige familiemedlemmer eller fra sig selv om komplicerede og traumatiske fødsler med hospitalspersonale, der ikke var professionelt uddannede jordemødre. Deres motivation for at lære var tårnhøj, men de havde brug for støtte og opmuntring i det daglige arbejde på sygehusene, for modstanden kom andre steder fra.

Mangel på tværfaglig dialog

– Vi kom til Hyderabad med vores vestlige idealer. I Skandinavien stræber vi jo efter at yde jordemoderfaglig omsorg med afsæt i evidens. Den evidensbaserede praksis blev dagligt udfordret i Indien. Et eksempel på det kan være den praksis, som er veletableret hos os, nemlig hud mod hud-kontakt den første time efter fødslen. For eksempel kom svigermødre eller bedstemødre ofte og hentede børnene for at vise dem frem til resten af familien, som ventede udenfor sygehuset. Jordemødrene og de studerende anså det som vigtigt med hud mod hud-kontakt og forsøgte i samarbejde med os at praktisere det. De forsøgte også at informere deres kollegaer og de nybagte mødre og familiemedlemmer om rationalerne bag tidlig mor-barn kontakt og hud mod hud, men der manglede en overordnet fælles indsats og en distribution af viden til det omkringliggende samfund, fortæller Joan.

Derudover var det hierarkiske system på de indiske hospitaler markant. Den tværfaglige kommunikation mellem jordemødre og læger var udfordrende og frustrerede de to danske jordemødre:

–Lægerne var tydeligvis ikke vant til, at jordemødre bød ind med refleksioner og forslag til fødselsomsorgen. Ofte var kommunikationen ikkeeksisterende eller meget mangelfuld. Vi oplevede, at fødselsomsorgen ikke altid levede op til internationale standarder og stødte dagligt på eksempelvis fundustryk, rutinemæssige episiotomier og overmedikalisering.

Voldsomme og svære situationer – og håb for næste generation

– I de situationer, hvor vi herhjemme ville have anlagt en kop, blev fundustryk meget ofte benyttet i stedet for. Det kan være et meget voldsomt indgreb, især i de tilfælde, hvor caput ikke er på bækkenbunden. Vi forsøgte at præge situationerne ved at bede lægen om i stedet at anvende en tang, men det havde sjældent nogen effekt. Oftest fik vi besked på at forlade kvinden, for at lægen og fødselssygeplejerskerne kunne udføre fundustrykkene. De situationer talte vi meget om efter fyraften. Vi var ganske magtesløse, og vi drøftede sammen med de indiske jordemødre, om vi skulle forlade situationen for at demonstrere, at det, vi overværede her, ikke var sikker obstetrik? Eller om vi skulle blive og støtte den fødende kvinde? Samtidig var der også situationer, hvor der på grund af strømsvigt eller mangel på udstyr ikke var andet at vælge end fundustryk eller sectio, hvor sectio under de forhold heller ikke er et særligt sikkert indgreb. Så lægerne stod også ofte i urimelige situationer. På den måde er udfordringerne både af socioøkonomiske og kulturel karakter i Indien.

Heldigvis fandt Joan og Annika en måde at håndtere frustrationerne på.

– Efterhånden indså vi at de større ændringer i den obstetriske praksis måtte komme fra et ledelsesplan. Vi begyndte at zoome ind på uddannelsen af de studerende. Vi ved, at vi har været med til at udvikle de studerendes jordemoderfærdigheder, og vi har forsøgt at skabe refleksioner hos de studerende i forhold til de udfordringer, de har i det kliniske arbejde. Vores håb er, at de fortsætter med at udvikle deres gode jordemoderarbejde som på sigt kan komme de fødende og deres familier til gode. Evita Fernandez som er formand for Fernandez Foundation sagde til os ‘I er med til at skrive historie her! Det kan godt være at praksis ikke ændrer sig i dag eller i morgen, men det gør den i næste generation.’ Der var stærke visioner om at forbedre forholdene for gravide, fødende og barslende kvinder og generelt at arbejde med empowerment af kvinder, og jeg vil virkelig opfordre andre jordemødre til at tage af sted til Indien, slutter Joan.

Det praktiske

En ansættelse som International Midwifery educator i Indien i Fernandez Foundation er lønnet arbejde. Lønnen er ca. 20.000 danske kroner om måneden efter skat. Man betaler indisk skat og er – under bestemte forudsætninger – fritaget fra dansk skat. – Rejseomkostninger bliver fuldt dækket, og der stilles moderne bolig til rådighed. Leveomkostningerne er desuden lave i Indien, så det var ikke et økonomisk tab at tage derned. Vi havde bestemt gode forhold, siger Joan. Er du interesseret I at høre mere, kan du skrive til midwifery@fernandez. foundation eller læse mere på: myfernandezmidwifery.in. Du er også velkommen til at kontakte: Joan Hansen på 41 65 56 75 Joan.Hansen@goedstrup.rm.dk Annika Yding på 51 29 61 66 Annika.Yding@goedstrup.rm.dk  

Fire store forskelle

Joan Hansen og Annika Yding oplevede mange både fascinerende og frustrerende forskelle på Indien og Danmark – og på indisk og dansk praksis omkring fødsler.
  1. Overmedikalisering er et problem i Indien. Joan og Annika oplevede blandt andet, at der i fødslen rutinemæssigt blev givet 5 IE Syntocinon i 500 NaCl iv til alle førstegangsfødende og 2,5 IE Syntocinon i 500 NaCl iv til flergangsfødende.
  2. Sectio frekvensen er høj – cirka 47 procent i Indien. På privathospitalerne prioriteres parrenes tilfredshed højt, og sectio på mors ønske er almindeligt. Nogle par ønsker for eksempel en bestemt fødselsdag for at give barnet et bestemt stjernetegn.
  3. Joan og Annika oplevede, at de studerende var teoretisk velfunderede i Indien, men de var ikke vant til at reflektere og forholde sig kritisk til den faglige praksis.
  4. Indien mangler undervisere og rollemodeller inden for jordemoderfaget. De studerende undervises i klasseværelset, og derefter forventes det, at de kan anvende teorien i praksis. Der er derfor behov for klinisk vejledning, som vi kender det fra vores kliniske praksis.