I den bedste mening

Usikkerhed iblandet lidt skyldfølelse og en oplevelse af at være på tværs, var den fornemmelse Mette kom ud med, efter at hun havde været til genetisk rådgivning.

Tolv uger henne i graviditeten og netop hjemvendt fra ferie fandt Mette en indkaldelse fra sygehuset til genetisk rådgivning i postbunken. Mette havde allerede tidligt i graviditeten snakket med sin praktiserende læge om muligheden for at blive undersøgt for den arvelige sygdom, som findes i hendes familie, men havde besluttet sig for ikke at tage imod tilbuddet om undersøgelse. Blandt andet med den begrundelse at risikoen for en ufrivillig abort efter en moderkageprøve er lige så stor, som risikoen for at barnet har den familiært betingede sygdom.

Sygehuset indkaldte Mette til rådgivningen, fordi hendes praktiserende læge havde glemt at notere på svangrejournalen, at Mette ikke ønskede yderligere rådgivning eller undersøgelse. Alligevel mødte Mette op til rådgivningen, hvor lægen spurgte hende, om hun ønskede at blive undersøgt for, om hun er bærer af sygdomsgenet. Heller ikke det tilbud ønskede Mette at gøre brug af, da hun uanset udfaldet ikke ville have foretaget moderkage- eller fostervandsprøve. Der er altså ikke rigtig nogen mening i at få bærerstatus bestemt, nu hvor graviditeten er en realitet, mente Mette.

Kan det passe?
– Lægen troede ikke rigtig på, at det kunne passe at risikoen for at mit barn fik den arvelige sygdom kun er en procent, så hun ringede til genetisk afdeling, der bekræftede tallet, fortæller Mette, der qua det studie hun er i gang med, kender til muligheder og begrænsninger i fosterdiagnostikken. Da det stod klart, at Mette ikke ønskede, at hverken hun selv eller barnet skulle undersøges for den arvelige sygdom, foreslog lægen, at hun i det mindste fik en doubletest og en nakkefoldsscanning, som amtet tilbyder kvinder med forøget risiko for arveligt betinget sygdom.

– Men det er jo en risikoberegning for Downs Syndrom og det har jeg, min alder taget i betragtning, ikke nogen forøget risiko for, så hvorfor skulle jeg det, når jeg ikke ville undersøges for det andet, siger Mette, der blev noget paf, da lægen direkte spurgte, hvad hun ville gøre, hvis hun fik et mongolbarn.

– Jeg sagde noget om, at det mente jeg godt, at vi kunne klare, fortæller Mette, der nu for alvorlig følte sig på tværs.

– Jeg begyndte at spekulere over, hvordan jeg kunne afslutte samtalen uden at afvise lægen for meget. Hun gjorde det jo kun i en god mening, siger Mette, der fik en kort tænkepause, da en telefonopringning opholdt lægen et kort stykke tid. I det korte tidsrum tænkte Mette intenst over, hvad hun skulle sige, for at både hun og lægen kunne komme fra mødet med værdigheden i behold.

– Jeg valgte at takke lægen for de tilbud, han havde givet mig og så tog jeg mod hans sidste tilbud om at lytte fosterets hjertelyd, siger Mette, der var mere usikker på sit valg, da hun forlod samtalen, end da den startede.

– Mit nej blev ikke taget for et nej, og jeg begyndte at tvivle på mit første valg, da jeg sad overfor en autoritet som en læge jo er, og for hvem det ligger fuldstændig fjernt, at en kvinde kan vælge en tilbudt undersøgelse fra. Jeg er lægmand og som gravid er man ekstra påvirkelig, siger Mette, der finder, at det er en helt naturlig og sund reaktion at bekymre sig for sit barn, men anledningen skal bare ikke være en samtale, der ensidigt fokuserer på risici.

– Den samtale jeg var til, handlede fra starten om risikoen for at få et sygt barn og om procedurerne omkring undersøgelserne. Det kræver mod at takke nej til et tilbud, fordi der er så stærk en forventning om at man tager imod det, siger Mette.

Mette ønsker at være anonym i dette interview. Hendes fulde navn er kendt af redaktionen.