Hvornår er et valg frit?

Kommentar

Når fagpersoner taler om respekten for kvindens frie valg, personlige integritet og autonomi, er det ikke sikkert, vi har samme opfattelse af, hvad disse begreber indebærer, fx når vi anvender dem i forbindelse med diskussionen om frit valg af kejsersnit kontra vaginal fødsel.

Videnskabelig forskning vil aldrig kunne finde et archimedisk punkt, hvorfra verden kan iagttages fuldstændig objektivt – frigjort fra enhver subjektiv interesse – og mennesket vil næppe heller blive i stand til fuldstændig frit at kunne forme sin tilværelse gennem personlige valg.

Autonomi betyder i følge Gyldendals fremmedordbog: selvbestemmelsesret. Dette modsat heteronomi, der udtrykker det forhold, at et menneske lader sig bestemme udefra. Slår man op i sociologisk forums ordliste (www.sociologiskforum.dk) står der slet og ret "at være uafhængig af andre".

Nogen vil imidlertid mene, at det, at en kvinde i dag (i praksis) er givet muligheden for at vælge et kejsersnit, er udtryk for en respekt for kvindens autonomi. At den gravide dermed ikke lader sig diktere en natur-/kulturlov: selv at føde sit barn. Og at hun dermed gives muligheden for at bestemme over sin egen krop.

Denne antagelse mener jeg dog, fejlagtigt ser bort fra et væsentligt forhold: At størstedelen af de kvinder, der selv vælger et kejsersnit uden nogen medicinsk indikation, gør det på baggrund af at føle sig tvunget til det, fordi de ikke oplevede sig hørt og set ved første fødsel. Det handler altså ikke nødvendigvis om autonomi, sundhed og kvindens velfærd, men kan være udtryk for det stik modsatte: Nemlig et valg der træffes på baggrund af angst, med fuld bevidsthed om, at valget falder på en nødløsning. Hun kan nemlig ikke sikres noget af det, hun allerhelst vil have: En jordemoder der er både fysisk og mentalt tilstede i et omfang, der er passende for den fødende.

Frem for at fortabe sig i en diskussion om, hvad der er naturligt og kulturelt betinget, kunne der måske hentes mere mening i at diskutere, hvad der er sundt og fornuftigt i sammenhængen.

De fleste obstetrikere, børnelæger og jordemødre er i dag enige i, at det som udgangspunkt er sundest for mor og barn at føde og blive født vaginalt. Det er fysiologi, der danner grundlaget for obstetrisk videnskab og spørgsmålet er, om ikke vi taber langt mere, end vi vinder ved at bevæge os væk fra den fysiologiske proces, som en vaginal fødsel er for i stigende grad at lade teknikken tage over. Den teknologiske udvikling og angsten for ikke at blive hørt i fødselsforløbet må aldrig, i sig selv, blive et argument for og en retfærdiggørelse af at sige: "jamen så værs´go, så er der frit valg af kejsersnit".

Selvbestemmelse vil jeg hævde bedst giver mening i forhold, der er overskuelige og til at have med at gøre. Ét er at informere om risici – et andet om den gravide forstår informationerne og betydningerne af dem i forhold til præmisser og konsekvenser for den aktuelle fødsel og fremtidige graviditeter. Det er altså vigtigt at overveje, om den autonomi, der henvises til, i virkeligheden ikke handler om et heteronomt frem for autonomt forhold.

To forhold gør sig gældende i den sammenhæng:

  •  Valget bygger på et fagligt meget komplekst materiale, som den gravide ikke umiddelbart disponerer over eller kan overskue konsekvenserne af.
  • Valget vil ofte være udtryk for et "jeg ville helst føde vaginalt – men jeg tør ikke".

At udlægge kejsersnittet som frit valg, tangerer således en lidt desillusioneret accept af, at vi lever i en kultur, hvor menneskelige ressourcer og tid til basal omsorg er en mangelvare. Fysiologien kan som bekendt fejle i forhold til alle kroppens funktioner, og da er vi i dag i stand til, i en lang række tilfælde, bl.a. og ikke mindst når det gælder kejsersnit, at sætte ind med yderst fornuftig behandling. Men det "frie valg" er ikke ubetinget udtryk for en sund frihed, og er i det hele taget ikke særlig frit eller fornuftigt, når det opstår som resultat af frygt og manglende omsorg.

Respekten for kvinden og for kvindens autonomi må i herværende forbindelse hellere handle om at individualisere den omsorg, der er så ganske basal for enhver gravid eller fødende, snarere end at give hende et valg, der er svært overskueligt. Det sidste er i sig selv ikke særlig respektfuldt.

Else Broberg Jensen er jordemoder, MA i professionsudvikling: "Mod på at føde – en problematisering af det frie valg mellem vaginal fødsel og kejsersnit"