Er det god kvalitet i fødselshjælpen at have kendskab til den gravide og hendes familie, føde med hende og afrunde forløbet i barselstiden? Ja, vil de fleste svare. Det er og bliver en smuk tanke, og når det sker for mig, kan jeg godt mærke, at det er meningsfuldt. Så derfor: Hvem vil ikke gerne være kendt?
Men hvordan skal jeg se mig selv og min familie i et fremtidigt arbejdsliv som ”kendt jordemoder”? Hvordan sikrer jeg, at jeg også om 20 år kan klare at arbejde som basisjordemoder? Jeg tvivler stærkt på, at jeg sikrer mig ved at være på kald 50 procent af årets timer i en ”kendt jordemoder-ordning” på et stort fødested 60 km fra min bopæl. Jeg tvivler på, at jeg kan holde til at arbejde i 12, 15, 24 timer i træk på trods af, at ”døgnvagter passer til fødsler”, som næstformanden tidligere har udtalt i en artikel her i bladet.
Jeg holder meget af mit arbejde. Jeg er glad, når jeg går hjem efter at have afsluttet en fødsel. Men jeg holder også MEGET af synet at min afløser, når jeg har stået last og brast med en kvinde på en fødestue en hel nat.
Derfor bliver jeg vred, når jeg læser, at Lillian Bondo til Lars Løkke lover, at ”kendt jordemoder-ordninger” vil øge arbejdsglæden hos jordemødrene.
Kan min træthed efter 20 timers arbejde på fødestuen opvejes af, at det lykkedes mig at være kendt?
Foreningen skulle hellere spørge sig selv: Passer døgnvagter til vores medlemmer og deres ansvarsområde?
Foreningen har valgt at sende rapporten ”Den morderne distriktsjordemoder” til ministeren, og jeg forstår godt, hvis han finder den interessant: En jordemoder udtaler fx, at ”det ville være dejligt med lidt mere i løn, men det er nok ikke realistisk”. Og jeg undres, når jeg ser, at ”man skal lære at betragte den tid, man er på kald som fritid ” Det er ikke fritid!!! Det er arbejdstid, hvor du skal smide alt, hvad du har i hænderne, for at tage ind og være kendt i x antal timer.
Et hurtigt regnestykke viser, at jeg som fuldtidsansat med rådighed halvdelen af årets timer vil have en timeløn på ca. 85 kroner. Før skat. Det taler for sig selv.
At være så meget på kald kræver en hjemmefront, der er særdeles tolerant indstillet, og er man eneforsørger, skal der et netværk helt udover det sædvanlige til at klare baglandet.
Jeg har tænkt længe over det, men kan ikke kommer i tanke om en anden faggruppe, der synes, at disse løn og arbejdsforhold ville være noget for dem.
Jeg kan heller ikke undgå – stadig med bekymring – at tænke, at Jordemoderforeningen fjerner sig for meget fra medlemmerne i disse tider. Når kun 6 ud af 10 jordemødre arbejder fuld tid, når afdelinger rundt i landet er bemandet med vikarer, hvordan forestiller man sig så at få medlemmerne til at være bundet tidsmæssigt så meget som ”kendt jordemoder-ordninger” fordrer?
At jeg farer i blækhuset nu – med risiko for at blive betragtet som en bagstræberisk vedligeholdertype — skyldes også min skuffelse over, at Jordemoderforeningen ikke har bakket mere op i forhold til at bevare de mindre fødesteder. Her eksisterer nemlig naturligt den kendthed, som man ønsker at skabe. Nok i mindre omfang, men dog; man møder ofte kvinder fra lokalmiljøet, konsultationen etc. og har fornøjelsen og overskuddet til at give en god jordemoderhjælp.
Når nu disse kvaliteter allerede eksisterer, svarer det så ikke lidt til at rette åer ud for senere at genskabe dem?
Lige siden 1990 hvor vores kære lærere på jordemoderskolen tog os med op i Rundetårn for at betragte de mennesker, hvis børn vi skulle tage i mod, har jeg være glad for og stolt af vores fag. Derfor er det mit håb, at min fagforening grundigt overvejer, hvordan man ikke alene sikrer kvinderne gode vilkår, men i første række jordemødrene. Ellers kunne stoltheden og glæden få sig et alvorligt knæk.
Jordemoder Lotte Kofoed Larsen er uddannet i 1993 fra Jordemoderskolen i København. Ansat ved Svendborg Jordemodercenter.