– Jeg ser sådan på det, at hver generation gør oprør mod noget eller kæmper for noget. Og rummelighed, respekt forindividet, normer og normkritik er den studerende generations sag. Så som samfund og uddannelse er vi nødt til at forholde os til den normkritiske tendens, for specielt den generation, der studerer nu, er virkelig optaget af emnet. Det er vigtige temaer, synes jeg. Og af alle fag, synes jeg, at jordemoderfaget skal forholde sig til dem, siger studieleder Maj-Britt Romme.
For hende har det været inspirerende at følge de studerendes arbejde med manifestet.
– Jeg bliver revet med at deres energi. Og så synes jeg, at de har haft en beundringsværdig tilgang til processen. Meget tidligt tog de fat i mig og sagde: ’Vi er i gang med et manifest, vil du læse det?’ Og så blev jeg inviteret med til et møde. Jeg var gæst til det møde, for det er jo ikke mit manifest, men de vil virkelig gerne en dialog om det, og de er grundige og ordentlige. Det er beundringsværdig tilgang, de har, synes jeg.
Hun har allerede oplevet, at der er nogle, der synes, at manifestet er voldsomt.
– Alene det, at man bruger ordet manifest, er jo et stærkt statement. Og indholdet kan provokere nogle. Men det skal det jo også – et manifest skal være skarpt og gå op mod en bestående kultur. Det er nødvendigt, at den slags sker, når en ny generation kommer til, og det må vi ikke underkende. Min generation har generelt ikke tænkt meget over, fx hvilke pronominer man bruger. Derfor reagerer vi måske på sådan et manifest, for det udfordrer virkelig vores forståelse, vaner og den måde, vi har gjort tingene på altid. Men på et tidspunkt vil det finde et leje, hvor vi finder en fælles vej, det er jeg sikker på. Og det er den proces, vi nu skal i gang med.
De studerende har sendt deres manifest ud i verden og derefter holdt en velfortjent sommerferie. Hvad der herefter skal ske, står ikke hugget i sten.
– Der er ikke en konkret plan. Men vi har da talt meget om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at gøre det lettere at være i de akavede eller svære situationer og samtaler, der måske vil komme som følge af manifestet. Skal vi lave en workshop, hvor alle er velkomne, hvor vi kan øve os på gode, inkluderende formulereringer og lignende? Jeg har selv haft mange aha-oplevelser i arbejdet med manifestet, hvor jeg har tænkt: ’Ah, jeg kan jo bare sige sådan her i stedet!’ For jeg kan da sagtens selv tænke: ’Hvordan gør jeg det her på en fødestue?’ Det kunne være fedt at give hinanden inspiration og følge op på manifestet med konkret hjælp, siger Amalie Rost Nielsen.
Det er Liv Abildstrøm, der er forperson for JSL KBH i dag helt klar på. Så længe det ikke bliver med de studerende som undervisere:
– Vi vil ikke gøre os til eksperter. De unge har også meget at lære på det her område, mere woke er vi altså heller ikke. Vi ved ikke alt, og vi har ikke ret til at moralisere. Med vores manifest vil vi bare sætte fokus på nogle ting, som vi kan øve os på i fællesskab. Jeg ser sådan på det, at hvis det her normkritiske sprog er lidt farligt eller svært, så bør vi alle sammen forsøge at være løsningsorienterede, så det kan blive afmystificeret i et trygt forum.
Skader det ligestillingsdebatten, hvis man ikke må tale om ’kvinder’ og ’mænd’?
Studieleder for de jordemoderstuderende i København, Maj-Britt Romme, understreger, at hun ville være bekymret, hvis de studerende ville have alt til at være kønsneutralt og dermed fx ville have ordet ’kvinde’ fjernet fra sproget.
– Jeg har da en opmærksomhed på, at hvis vi ikke må tale om kvinder, hvordan kan vi så tale om ligestilling? Men jeg oplever slet ikke, at de studerende ønsker, at vi ikke længere må tale om køn overhovedet.
Og faktisk var det en af de ting, de studerendes repræsentanter selv bragte op, da de blev interviewet til denne artikel:
– Vi skal naturligvis kunne tale om ligestilling, feminisme og patriarkat, så vi skal tale om køn. Faktisk meget mere end vi gør i dag, hvis du spørger os. Men vi oplever, at nogle mener, at vi vil fjerne ordet kvinde fra sproget, og at det skader ligestillingsdebatten. Det er at fjerne fokus fra det, vi egentlig siger. Jeg tænker, at det er en forsvarsmekanisme, men den er enormt frustrerende. Vi er jo helt enige i, at det er relevant at tale om køn, når det drejer sig om ligestillingsdebatter. Der er masser af kampe at kæmpe endnu! Vi foreslår bare, at vi overvejer, hvornår brugen af ord som ’kvinde’ er relevant, fastslår Liv Abildstrøm.
Det bakkes op af Camilla Tved:
– Jeg oplever en modstand blandt ældre rødstrømper mod ikke at tale om kvinder, og man kan godt forstå, hvad det er, de frygter. For det er hårdt tilkæmpede privilegier, de er bange for at miste, og det kan man måske godt glemme som ung. Jeg er selv feminist, og jeg mener i den grad, at kvinders rettigheder skal beskyttes. Jeg skal bare ikke afgøre, hvem der definerer sig som kvinde. Og så synes jeg, at jeg da åbenlyst ville være en ringe fagperson, hvis jeg ikke havde kvinder forrest i mit arbejde. Disciplinering, magtudøvelse osv. er altid gået ud over kvinder. Men det er alle kvinder og alle minoriteter, vi skal kæmpe for. For de hvide kvinder bliver ikke ramt først. Det gør de brune kvinder. Og transkvinderne.