Er manglen på jordemødre og amternes tilsyneladende villighed til at betale dyrt for at afhjælpe manglen ikke en oplagt anledning for Jordemoderforeningen til at kræve bedre grundløn til jordemødrene?
Der er næppe nogen arbejdsgivere, der er glade for at bruge store summer på vikarer, men jeg har en klar fornemmelse af, at nogle steder ikke har andre alternativer end vikarbureau, mens andre igen finder på løsninger internt i organisationen. Dels ved omlægning af funktioner, dels ved ekstra arbejde til de allerede ansatte. Men under alle omstændigheder virker regnestykket jo utroligt enkelt: Hvis der kan vindes midler til at bedre jordemødrenes lyst til at tage fuldtidsarbejde på eget sted, og belønnes rigeligt for at tage ekstra arbejde, og der stadigvæk er overskud i forhold til de store summer, der nogle steder bruges på vikarer, så virker det jo enkelt. Imidlertid er der selvfølgelig den bagside af en sådan medalje, at det ikke er særlig sundt at arbejde altid! Det går kun over kortere tid.
Hvis en arbejdsplads bruger 100.000 kr. til et vikarbureau, var det så ikke en vind-vind situation i stedet at bruge 75.000 kr. på at belønne jordemødre, der går på fuld tid med et fast månedligt tillæg til grundlønnen? Derudover skal der være en klækkelig honorering for overarbejde.
Men det er påfaldende, at vi har haft meget få eksperimenter med anderledes arbejdstidstilrettelæggelse – ud over ”kendt jordemoder”-projekterne – i et fag, der mere end så mange andre må finde sig i skiftende arbejdstider. Så ja, Jordemoderforeningen skal kræve en mærkbar kompensation for en aktuel belastning, men også arbejde for at finde aflønningsformer, som passer til opgavemængden og som stimulerer til selvtilrettelæggelse af arbejdet.
Det tyder på, at en voksende del af jordemødrene vælger at gå på nedsat tid, og så tager ekstra vagter enten på eget fødested eller gennem vikarbureau. Forstår du jordemødrenes modvilje mod fuldtidsansættelse?
Ja, det er en helt klar reaktion på et meget pakket arbejdsliv. Hvis man ofte udsættes for ekstravagter, i særdeleshed uden at man ser markant lønkompensation for den ulempe, det påfører en, så forsøger man med selvtilrettelæggelse: Det giver plads til vikarbureauarbejde og øget indtjening andetsteds. Men jeg tror bestemt også, at jordemødrene vælger at arbejde på andre fødesteder for at blive fagligt udfordrede og inspirerede.
Jeg tror, at det kun er et mindretal af de deltidsansatte, der arbejder i vikarbureau. De foretrækker at arbejde på deltid for at få luft i forhold til det psykisk og fysisk krævende arbejde, som det er at være jordemoder på en travl afdeling. Man kan somme tider næsten tro, at sygehusplanlæggerne anser jordemoderarbejdet som en slags fabriksarbejde, hvor man stempler ind, og stempler ud igen. Jordemoderarbejdet burde efter min mening være langt mere opgavebundet. Der er en grænse for, hvor mange kontakter, en jordemoder skal håndtere. Jo travlere afdelingerne er, jo flere selvvalgte deltidsstillinger.
Hvad er konsekvenserne af det udbredte deltidsarbejde for den enkelte jordemoder, for arbejdspladserne og for de fødende?
For den enkelte jordemoder: På den positive side – lidt mere fri! På den negative – dårligere løn og – især – dårligere pension! Da pensionen er en ikke uvæsentlig del af vores løn, og en del af den sikkerhed, man oppebærer – trods alt – i det offentlige, så er det en markant forringelse. Jeg vil råde enhver jordemoder, der går på deltid, til at tage en samtale med pensionskassen og få vejledning om supplerende indbetaling eller forsikring gennem PKA+.
For arbejdspladserne: På den positive side – der er flere at tage af til ekstravagter. På den negative side – der er mange flere at informere, kalde sammen, få til at arbejde som et hold osv.
Og for den fødende? Ja, med de store arbejdspladser, vi har i dag, er der alligevel ringe chance for at møde egen jordemoder til fødslen, så der kan det komme ud på et. De fødende vil sikkert ikke mærke forskel på vores indsats, det har jeg i hvert fald tillid til.