Hvad er løsningerne?

De seneste mange måneder har den ene mediehistorie afløst den anden om pressede vilkår i svangreomsorgen. Og ved siden af har der været adskillige aktioner og opråb, der kræver politisk handling. Det er som sådan ikke nyt, at fødeområdet trækker overskrifter i medierne. Sammenlægning af fødesteder har ført til rationalisering, der sammen med besparelser på området, har ført til protester og opråb fra jordemødre og læger. Men den seneste tid har utilfredsheden med de pressede forhold nået nye højder, og det ene opråb har fulgt det næste i køen af stemmer, der kræver forandring. Det gælder alt lige fra Mødrehjælpens 12.000 underskrifter for bedre vilkår for forældre, et borgerforslag om et opgør med den 50 år gamle tjenestemandsreform og tirsdagsprotester mod samme reform foran Christiansborg til en underskriftsindsamling, hvor 1.300 jordemødre har skrevet under på et opråb om bedre forhold og en fotokampagne med kendte danskere og deres jordemoder. Og for at nævne flere opråb og tiltag er der Jordemoderforeningens badge – Jordemodertid giver gode liv – der har været at finde på jordemoderuniformer rundt i landet, røde hårbånd, der først ryger af, når jordemødre får en ligeværdig løn og de knap 1.100 jordemødre og jordemoderstuderende, der nu har skrevet under på Jordemødre for Ligeløns protestskrivelse om, at de ikke vil underskrive nye regionale ansættelseskontrakter, før Christiansborg sikrer en højere løn. Samtidig med mediehistorierne og de mange opråb har Jordemoderforeningen arbejdet for bedre vilkår og løn – og er senest kommet med syv bæredygtige løsningsforslag i sit nye udspil ‘Styrket kvalitet i svangreomsorgen’.

Politisk handling

Og på Christiansborg er politikerne nu vågnet. Det ene politiske folketingsparti efter det andet har meldt sig på banen med udspil og beslutningsforslag, der handler om alt lige fra rettigheder til de fødende kvinder, mere jordemodertid og penge til at uddanne flere jordemødre. På et åbent samråd i slut marts kom sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med erkendelsen, at fødselsområdet fortjener at blive prioriteret højere. Han understregede, at udviklingen med flere jordemødre til nogenlunde samme antal fødsler ikke betyder, at der er mindre travlt – måske snarere tvært i mod. På samme samråd skød ministeren så forhandlingerne om fødeområdet til hjørne – til efteråret, hvor den længe ventede sundhedsaftale er planlagt til at skulle falde på plads. Men så længe kommer der efter alt at dømme ikke til at gå. Der er i hvert fald bred politisk opbakning til et beslutningsforslag om at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger på fødeområdet inden sommerferien. Og midt i april blev et beslutningsforslag om minimumsrettigheder for fødende og deres partner og forbedrede arbejdsforhold for ansatte i svangreomsorgen stemt videre til behandling i Sundhedsudvalget sammen med et beslutningforslag om ret til to dages indlæggelse efter fødslen. Og her midt i april faldt bemærkningen „Jeg vil gerne påtage mig at arbejde for bedre vilkår for fødende og jordemødrene“ fra sundhedsministeren.

Hvad mener jordemødrene?

Når det kommer til regionerne, så har særligt Region Hovedstadens hospitaler stået for skud i medierne. Og nu har regionen så afsat en pose penge – 18 mio. i 2021 og 24 mio. fra 2022 – til stigningen i antal fødsler og til et kvalitetsløft af svangreomsorgen, fx. flere jordemødre. Men selvom særligt Region Hovedstaden har været i mediernes søgelys, tyder den brede vifte af forskellige aktioner og opråb på, at jordemødre fra alle regioner er berørt af pressede vilkår. Spørgsmålet er så, om jordemødre i Aarhus står med de samme udfordringer som jordemødrene i Nykøbing Falster? Og hvad med de studerende og chefjordemødrene? Tidsskrift for Jordemødre har talt med en række jordemødre på tværs af de fem regioner og spurgt:

Arbejdsmiljøet skal prioriteres. Der skal være færre timer med vagtarbejde – aften, nat, weekend og helligdage. Det kræver flere ansatte, men jeg tror, det vil være billigere på sigt. Jo bedre sammenhæng mellem privatliv og arbejdsliv, jo større arbejdsglæde, engagement, stabilitet, flexibilitet og loyalitet. Og sådanne medarbejdere er langt billigere end de, som ikke kan nå at give patienterne den bedste behandling og går ned med stress, flygter fra hospitalerne, og som ikke holder lang tid i faget. Som det er nu, risikerer vi, at de erfarne forlader faget og dermed mangler, når studerende og nyansatte skal læres op med store potentielle konsekvenser for læringsmiljøet og fremtidens faglighed. Lønnen bør også være højere. Alle tillæg bør være pensionsgivende, der bør være flere løntrin og goder som belønning for erfaring, så vi kan holde på erfarne medarbejdere. Lønnen er ikke det vigtigste for mig, men den er bestemt ikke uvæsentlig. Hvorfor stå til rådighed aften, nat, weekender og helligdage, når man kan få samme løn i kommune eller privat lægepraksis uden at skulle arbejde i ulempevagter? Jeg elsker mit fag, men jeg kan ikke blive i det, hvis ikke det kan kombineres bedre med mit familieliv.

Der skal være ro og plads til god feedback. Ikke kun mellem jordemoderen og studerende, men også jordemoder til jordemoder på fødegangen. Team-talks og feedback er et must i vores fag, for at vi kan blive ved med at havde den høje standard. Vi skal kunne give kvinderne den oplevelse, de fortjener, med en jordemoder ved deres side. En jordemoder, der har tid og ro til hende og hendes partner. Hvis man laver uddannelsen om til en kandidatuddannelse, vil det også være mere legitimt at argumentere for, at vores fag bør lønnes anderledes. Hvis vi skal holde på vores kollegaer, skal vi også betale dem en løn, som gør, at man blandt andet har økonomisk råderum til at kunne betale sig fra nogle ydelser, så al den tid, man bruger på at kompensere for skiftende arbejdstider, ikke nødvendigvis skal gå på rengøring og vinduespudsning. Man kunne også lege med tanken om, at 8 eller 12-timers vagter ikke er løsningen. For vi skal ikke se vores arbejde som et samlebåndsarbejde. Desuden vil det i spidsbelastningsperioder give mening at benytte timeafløsere ansat gennem vikarbureau. Og så skal vi have et opgør med tjenestemandsreformen.

Det vil give mere overskud for jordemoderen og helt klart også bedre forhold for de fødende. Det kunne også være en bedre planlægning af fødselsforberedelse og forældreforberedelse, som vi jordemødre ville kunne stå inde for, og som desuden vil gavne hele vejen rundt i systemet. Og bedre tid i konsultationerne, så der rent faktisk er tid til, at jordemødrene ikke hele tiden føler sig bagud. Det vil også betyde, at kvinderne føler sig set og hørt – uden at være til besvær. Der er mange flere gode tiltag, spørg bare en hvilken som helst jordemoder!

For at fastholde flere jordemødre er jeg sikker på, at vi når langt med bedre forhold på hospitalerne. Men vi kommer ikke udenom, at mange rejser eller forlader hospitalerne for at få en bedre løn. Så der skal et ordentligt lønløft til for at fastholde jordemødre i basisstillinger på vores hospitaler – også selvom arbejdsforholdene forbedres.

Men det er på bekostning af, at jordemødrene løber hurtigere. For vi er også blevet beskåret gennem alle årene. Vi har kun to jordemødre i vagt til at varetage fødegangsarbejdet – og det er alt lige fra fødsler og igangsættelser til overflytninger og vendingsforsøg, men de tager de sig også af post partum blødninger og starter genoplivning, når det er nødvendigt. Man skal være skarp på det hele for at være et lille sted som her. Vi har minimumsbemanding. Så hvis den ene er syg, må jeg ringe rundt og få folk til at komme ind på deres fridag. Vi forstyrrer dem rigtig tit, når de har fri.

Løsningen ligger derfor i flere ressourcer – og flere jordemødre. Vi har for nogle år siden erstattet syv sosu’er med jordemødre. De har en springerfunktion i hele afdelingen, men kan gå fra og til fødegangen ved behov. Det giver en tilfredsstillelse for jordemødrene, som på den måde når mere rundt om hele faget. Og man kan bedre “slappe lidt af”, når man så har springervagten og ikke har ansvar for fødslerne. Men de syv ekstra jordemødre har nok at lave. For de er for eksempel også uundværlige hænder på en svangre- barselafdeling, hvor der er skåret helt ind til benet og kun er få sygeplejersker tilbage. Så alt i alt mangler vi hænder.

På Skejby havde vi i mange år Jyllands yngste hold jordemødre, anciennitetsmæssigt. Det er problematisk, da vi også har nogle af Jyllands mest komplicerede fødsler. Det samme er gældende på Hvidovre. Pressede normeringer, der gør hverdagen utrolig travl og til tider nærmest uforsvarlig, er med til at slide på engagement og på både fysisk og psykisk energi. Det er også dybt utilfredsstillende at arbejde i treholdsskift med sundhedsskadelige og opslidende nattevagter, korte ferier og weekendarbejde, som påvirker ens helbred og sociale liv, uden at man kompenseres i tid til restitution eller mærkbare tillæg for ulempevagter. Og det sker med ringe mulighed for faglig udvikling.

En tidssvarende og rimelig løn i forhold til ansvar, kompetencer og arbejdsvilkår er en kæmpe faktor i en fastholdelsesstrategi. Det samme gælder ret til videreuddannelse og faglig udvikling, hvor man kan fordybe og specialisere sig indenfor de områder, man brænder for. Og de kompetencer, man får gennem både anciennitet og videreuddannelse, skal belønne sig. Så det kan mærkes. Og så skal normeringer svare til afdelingens fødselsantal og fødslerne på stedet. Jo mere komplicerede fødsler jo flere hænder. Desuden bør man kunne blive fritaget for ulempevagter i særlige livssituationer som graviditet, efter treholdskift med nattevagter i over 20 år og som enlig forsørger.

I barselklinikken skal vi se de ambulante, hjælpe til på barselgangen og på fødegangen. Der er ikke faste pauser. Ofte får vi ikke frokost, og der er tit ikke tid til at komme på toilettet. Konsultationerne er altid overbooket. Vi ser mellem 15-20 gravide på en dag, og ofte bliver man forsinket, og man når igen ikke at få sin frokost eller på toilettet.

Løsningen for mig er en værdig løn og ordentlige arbejdsforhold. Jeg ønsker ikke at gå på kompromis med mig selv længere. Mit arbejdsliv skal jeg altså kunne holde til at være i mange år endnu. Jeg er fortsat meget ung, men har som alle andre brug for at få mad og gå på toilet i hver vagt. Min krop har behov for at kunne restituere mellem mine nattevagter og den dagvagt, der kommer lige i hælene. Jeg har også behov for en økonomisk gulerod for det ansvar, der hviler på mine skuldre hele året rundt, i alle døgnets 24 timer. Jeg vil have ret til sammenhængende ferie, så jeg kan se min familie, og mulighed for en fast dagvagt i ugen, så jeg kan vedligeholde mine fritidsinteresser. Med højere løn og bedre forhold får vi den anerkendelse, vi fortjener, og samtidig fastholder vi jordemødre, og dermed får vi flere hænder, der kan afhjælpe den pressede situation, vi befinder os i. Til sidst og meget vigtigt vil vi med de flere hænder have mulighed for at yde den rigtige omsorg for de gravide, fødende og barslende, som vi er uddannede til. tema løn og arbejdsforhold.

Når man mangler kollegaer i hver vagt, er man næsten altid i rød zone, og basale behov som mad og toiletbesøg bliver en luksus, man håber på kan lade sig gøre den pågældende dag. Sådan må det simpelthen ikke være. Udskiftningen i kollegagruppen har været enorm, og der mangler erfarne jordemødre til at oplære de nyuddannede trygt og i et passende tempo.

Den primære løsning er for mig et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969. Der skal følge en anstændig og værdig løn med ansvar, kompetencer og uddannelseslængde, før jordemødrene igen vil lade sig ansætte på fødegangene. De gange, hvor der er blevet åbnet op for eksterne vikarer på min arbejdsplads, er vagterne blevet dækket. Så en betydeligt bedre løn er jeg sikker på vil kunne rekruttere de manglende jordemødre til min arbejdsplads. Herudover ser jeg også en opnormering som en god løsning, men jeg tror ikke på, at stillingerne kan besættes, før en højere løn følger med. Med fuld bemanding og opnormering kommer ønsket om et fast rul og tre ugers sammenhængende sommerferie ind på tredjepladsen over løsningsforslag, jeg mener vil fastholde jordemødrene på fødegangen.

Overordnet savner jeg politisk indsigt i og forståelse for det arbejde, jordemødre bestrider. Vi er specialistuddannede og varetager en følsom livsperiode fra forplantning og fødsel til familiedannelse. Dette livsforløb skal ses som et samlet hele. Ikke som abrupte dele. Kontinuitet, forebyggelse og sundhedsfremme betaler sig. Det tager tid, og det er nødvendigt for at komme så helskindet og helsindet ind i forældreskabet som muligt. Derudover går arbejdsglæde og arbejdslyst hånd i hånd med arbejdsvilkår. Derfor skal jordemødre aflønnes tidssvarende. Det vil sige højere grundløn. Både weekendtimer og ferie skal tælle fra fredag eftermiddag. Og så skal lønnen stige gennem hele jordemoderlivet. Og jordemødre skal kunne vælge mellem forskellige funktioner – skifte mellem for eksempel fødegang, svangre- barselafdeling, kendt jordemoder- ordning og hjemmefødsler. Jordemødre skal også kunne arbejde på mindre afdelinger end nu, så man får en chance for at kende sine kollegaer og gives tid til at restituere i løbet af en vagt. Vi skal helt enkelt have tid til at være jordemødre.

Løsningerne ligger i en omorganisering af svangreomsorgen. Giv jordemoderen tiden tilbage til kerneopgaven. Tid til forebyggelse. Giv jordemoderen tid til at vurdere, hvad den enkelte kvinde og familie har brug for ved graviditet, fødsel og barsel. Ved første jordemoderkonsultation skal der være tid til at afdække den gravides behov med mulighed for at tilrettelægge individuelle forløb. 30 minutter er ikke nok. Og det er for ufleksibelt. Hent inspiration fra hjemmefødselsordningen, Roskilde fødeklinik og kendt jordemoder-ordninger. Desuden skal der være fødselsforberedelse til alle, i små grupper, hvor der er plads til inddragelse. Det giver øget kvalitet i arbejdet og overskud til både jordemoder og fødende. Der bør også være individuelt tilpasset barseltilbud i forhold til parrenes behov. Og så er der lønnen. Giv jordemødrene efteruddannelse og kurser, som øger kvaliteten, og som fører til højere lønninger. Og så skal ligeløn på dagsordenen. Lad os starte en ny kvindebevægelse for alle kvindefag, der er underbetalte. Opgøret med tjenestemandsreformen skal forsætte, til vi ser forandring.

Men mange steder oplever jeg, at supervision, mentorordninger eller bare almindelig personaleomsorg er sparret væk. Vi bliver opfattet som Duracell-kaniner, der kan blive ved og ved. Og det er et problem, at det ofte er lederne, som tager samtalerne, hvis man har stået i en svær situation. I stedet for at få støtte og supervision opleves det mere som en skideballe og en analyse af, om der er grobund for en klagesag fra patienten. For mig var det dråben, der fik bægeret til at flyde over og endte i en sygemelding med stress i 2019. Bægeret blev fyldt efter en sommerferie med mange nye afløsere, som var alt for dårligt introduceret til afdelingen, hvor den erfarne jordemoder var efterladt med jobbet som jordemoder, sosu og afdelingsjordemoder på én gang.

En ordentlig normering og nok tid til at give vores patienter en ordentlig behandling er et must. Men der skal også være tid til at supervision, introduktion og personalepleje. Og vikariater skal ikke kunne blive forlænget gang efter gang. Det slider på et menneske at leve i konstant usikkerhed. Og så skal vi lønnes for, hvad vi virkelig er værd. tema løn og arbejdsforhold.

Jeg synes helt klart, at det virkelig er tankevækkende og faktisk også lidt alarmerende for vores fag. Jeg tror, hverken jeg er den første eller den sidste studerende, som har de tanker. Og det er derfor vigtigt, at der sker handling indenfor jordemoderfaget. Nu.

Der skal findes en god balance, så man kan holde til at være jordemoder i flere år. Arbejdstiden skal nednormeres, så man får løn for 37 timer, men reelt kun arbejder 30 timer på grund af alle de ulempevagter. Det ville kunne give mere plads til ens privatliv. Der skulle også være mulighed for at få tre ugers sammenhængende sommerferie med sine børn i skolernes ferie. Derudover skal der være tid til at give den jordemoderfaglige omsorg, som er det, vi er blevet jordemødre for. Vi skal ikke gå på kompromis med vores faglighed på grund af travlhed eller dårlig normering. Men hånd i hånd med arbejdsvilkårene kommer også lønnen, som skal løftes en hel del. Som jordemoder har man et kæmpe ansvar for familierne: mødrene, børnene og fædrene. Det skal kunne ses på lønsedlen. For at opnå ændringer i lønningerne skal vi byde de kære Christiansborgpolitikere op til dans. Vi skal ikke længere honoreres efter 1969’erne, men efter vores kompetencer på lige fod med andre professionsbachelorer.

Jeg pendler 130 km for at arbejde et sted, hvor de knap 1.000 fødsler om året og en jordemoderbestand på 20 giver mig mulighed for at være den jordemoder, jeg ønsker at være. Jordemoderlønnen er for lav, klart. Men manglen på fødesteder med menneskelige dimensioner anser jeg som en af nøglerne til gåden om jordemødrenes flugt fra faget. Centraliseringen af fødselshjælp og fabrikslignende samlebåndsarbejde udhuler jordemoderfunktionens oprindelige mening, sådan som jeg har lært og elsker den.

Dog er dagligdagen på Nykøbing Falster Sygehus heller ikke nogen dans på roser. Få jordemødre bor i lokalområdet. Derfor har stedet brug for pendlere. Helst nogen, som kommer for at blive. Men tilbuddet er ikke direkte tiltrækkende. For vi er stadig bundet til et utidssvarende stedtillæg, som lønner os i Guldborgsund Kommune og mange andre ca. 1.000 kr. lavere om måneden end kollegaer fra for eksempel København. Og der er begrænsede midler til at kunne etablere et pendlervenligt miljø. Løsningen ligger lige for: udligning af geografisk lønforskel og mulighed for at tilbyde pendlerne indkvartering i hjemlige omgivelser, hvor restitution mellem vagterne er mulig. Det fortjener pendlerne, de fødende og kernen af lokale jordemødre, som trofast har båret i årevis og stadig gør.

Overordnet set skal arbejdsmiljøet forbedres for at kunne fastholde jordemødre på fødegangen. Det sker kun ved, at der er flere personaler, udover jordemødre, som kan være med til at løfte kernopgaven. Det er vigtigt, at jordemødre selv bidrager til løsning af arbejdsmiljøet ved at være med til at finde gode og implementerbare løsninger på et godt arbejdsmiljø. Kun derved vil den fornødne tid og ro skabes til at varetage et fødselsforløb. Jeg tror på, at styrkelse af samarbejdet på tværs af faggrupper på fødegangen kan være med til at forbedre arbejdsmiljøet generelt for jordemødre. Balancen mellem job og privatliv er også et fokusområde. Der skal være flere forskellige muligheder for jordemødre at arbejde på, når vagter på fødegangen skal planlægges. Variation i vagttype og vagtlængde er en måde at få job og privatliv til at hænge sammen. Jeg er selv optaget af, at der kan vagtplanlægges med arbejdsrul, som passer til jordemødre i alle aldre, hvor der for eksempel tages hensyn til, om man har børn, er en ung eller en ældre jordemoder.