"58-årig kvinde, som hidtil har taget et kombinationspræparat af østrogen og gestagen. Dels mod klimakterielle gener, dels for at sikre sig mod osteoporose. Er slank, ryger 20 cigaretter dagligt, og både mor og mormor har haft osteoporose. Overvejer nu at ophøre med behandlingen og henvises til knogleskanning med henblik på vurdering af osteoporoserisiko".
En henvisning med denne ordlyd er langt fra et særsyn på Osteoporoseklinikken på Århus Sygehus, forklarer overlæge Bente Langdahl.
– Vi ser helt klart en stigning i den type henvendelser. Tidligere var det måske en tiendedel af patienterne, som kom her, fordi de havde stoppet hormonbehandlingen eller overvejede at gøre det. I dag er det cirka hver tredje, og det skyldes, at Lægemiddelstyrelsen i december sidste år meldte ud, at hormoner ikke længere skal være førstevalgsbehandling, når man vil forebygge eller behandle osteoporose hos kvinder.
I Lægemiddelstyrelsens anbefalinger lå også, at hormoner i forbindelse med overgangsalderen kun bør anvendes til kvinder med betydelige klimakterielle problemer. Anbefalingerne var en reaktion på internationale forskningsresultater, som viser, at der er en forøget risiko for at få brystkræft og blodpropper i hjerte, hjerne, ben og lunger pga. hormonbehandling. En risiko som vokser i takt med det antal år, kvinden tager sin daglige hormontablet – men samtidig en risiko, som aftager, når kvinden standser behandlingen.
Drastisk fald i hormonbrug
I 2002 var mere end 250.000 danske kvinder i hormonbehandling – kvinder, der tager p-piller er med i dette tal. Ud af det samlede antal kvinder i hormonbehandling var mindst 72.000 mellem 50 og 64 år, og halvdelen havde fået hormoner i mere end 6 år.
Det seneste halve år har kvinderne skiftet adfærd på hormonområdet. Fra 1. kvartal 2003 til 1. kvartal 2004 har ca. 38.000 kvinder valgt præparaterne fra. Det svarer til 39% af de kvinder, som bruger kombinationspræparater (østrogen og gestagen) og 24% af de kvinder, der tager østrogen alene. Lægemiddelstyrelsen tolker selv faldet som en direkte konsekvens af de ændrede anbefalinger.
På spørgsmålet, om alle kvinder skal opgive hormonbehandling, siger Bente Langdahl:
– Anbefalingen er klar: Læg hormonerne på hylden. Men der vil da være en del kvinder, der ønsker at fortsætte behandlingen trods de risici, det indebærer, fordi de oplever, at hormonerne forbedrer deres livskvalitet. Så det er vores pligt at oplyse bedst muligt om virkninger og bivirkninger – både ved hormonbehandling og de andre behandlingsmetoder, der findes. Vi skal også oplyse om, at det kan være farligt ikke at lade sig behandle. Mange patienter med lårbensbrud kommer aldrig over det, og dødeligheden blandt disse patienter er også forhøjet. Det er vigtigt, at patienten kan træffe et informeret valg, siger Bente Langdahl, som foruden at være overlæge på Osteoporoseklinikken også er formand for det videnskabelige udvalg i Osteoporoseforeningen.
Et diagnoseefterslæb
– Jeg tror, at mange kvinder har valgt at få hormoner på eget initiativ for at mindske generne i klimakteriet og samtidig sikre sig lidt mod osteoporose – fx hvis deres mor har haft det. Og jeg kan da godt være bange for, at en del kvinder holder op med hormonbehandlingen uden at drøfte det med deres læge. Og gør de ikke det, tror jeg, at mange kvinder kommer til at gå rundt med ubehandlet osteoporose. Jeg vil råde kvinder til at diskutere hormonophør med deres læge, så de kan blive udredt og skannet, hvis de tilhører en risikogruppe (se faktaboks).
Derfor efterlyser Bente Langdahl også ressourcer og kampagner, som kan informere befolkningen om, hvem der har forhøjet osteoporoserisiko. Hun understreger, at det er særligt vigtigt, fordi der i forvejen er et diagnosefterslæb på osteoporoseområdet – både blandt mænd og kvinder. For eksempel regner man med, at 240.000 kvinder går rundt uden at vide, at de har forøget risiko for at få osteoporotiske knoglebrud.
Et forhindringsløb at få tilskud
Der kan også være en helt anden årsag til, at kvinder vælger osteoporosebehandling fra. For hvor hormonbehandling har et almindeligt tilskud fra sygesikringen, kræver behandling med alternativerne bisfosfonater og SERM, der bevarer og styrker den tilbageværende
knoglestruktur hos patienten, at hver enkelt kvinde får bevilget et tilskud fra Lægemiddelstyrelsen. Og bevillingen kræver som minimum, at kvinden er skannet (hofte og lændehvirvler) og har fået diagnosen osteoporose.
– Det er et problem, for i nogle amter kan kvinderne slet ikke blive skannet, og i andre er der ventetider på op til ni måneder. Det dur ikke, for så mister kvinderne let incitamentet til at få lavet undersøgelsen. Og manglende behandling kan medføre smertefulde brud for den enkelte og blive dyrt for samfundet i den sidste ende, siger Bente Langdahl.
Hun forklarer, at undersøgelsen ikke er den eneste hurdle, kvinderne skal igennem. Der er også en økonomisk hurdle, idet kvinden selv skal betale 300 kroner for at få udfyldt en ansøgning til Lægemiddelstyrelsen, der derefter skal gennem en godkendelsesprocedure. Og selv med et ja til et tilskud koster behandlingen kvinden ca. 2.000 kroner om året af egen lomme.
– Processen er besværlig og behandlingen er dyr, og derfor mener jeg, at der er behov for en generel tilskudsordning, så patienterne ikke skal kæmpe sig gennem et bureaukratisk forhindringsløb, forklarer Bente Langdahl.
Målrettet indsats
Overlægen tror kun, at man har set toppen af osteoporosebjerget, og forudser, at der vil ske en voldsom udvikling på osteoporoseområdet de kommende år.
– Det skyldes tre ting. Med de nye anbefalinger er der for det første ingen tvivl om, at der vil blive forsket meget på området i håb om at finde nye behandlingsmetoder, fx metoder som kan genopbygge knoglevæv. Samtidig er osteoporose kommet med i regeringens folkesundhedsprogram, og jeg håber, at det vil betyde ressourcer, så flere patienter bliver undersøgt i fremtiden. Ikke i form af brede befolkningsscreeninger, men igennem en målrettet indsats mod risikogrupper. Det tredje er, at vi ved, at antallet af osteoporosepatienter vil stige de kommende år pga. vores ændrede livsstil. Vi er mere inaktive og har også ændret kostvaner. Bl.a. drikker vi ikke så meget mælk som tidligere, siger Bente Langdahl.