Hjemmefødsel ikke til diskussion

Til Sankt Hans skal Nana føde hjemme for anden gang. Selvfølgelig kun hvis alt ser helt fint ud, for der er absolut ingen fanatisme over ønsket om hjemmefødsel. Kun en grundtro på, at kroppen “kan det her” og på, at den bedst producerer veer i trygge rammer.

Nana Krage Lykke er jordemoder. Om knap fem måneder har hun termin med sit og Jacob Lykkes tredje barn. Jacob er obstetrisk overlæge på Rigshospitalet. Da Hugo som den førstefødte kom til verden for seks år siden, skete det på Rigshospitalet. Villy fulgte efter halvandet år senere – men han så verden for første gang i stuen i familiens lejlighed på Frederiksberg.

– Jeg var egentlig ligeglad med, hvor jeg skulle føde, da jeg var gravid første gang. Jeg følte mig tryg ved at være på Rigshospitalet, så det var nærmest som at være hjemme – vi havde jo også mødt hindanden her. Jacob ville helst have, at jeg fødte på hospital første gang. Og jeg pressede ikke på for at føde hjemme, for i bund og grund, så tror jeg, at jeg kan føde alle steder, siger Nana. Men her tredje gang har det slet ikke været til diskussion, hvor fødslen skal foregå. Familien er flyttet til Humlebæk og der er dermed større afstand til nærmeste fødeafdeling, men det bekymrer ikke den 33-årige jordemoder. Bekymringen går snarere på, om Jacob når hjem, for hun regner med, at det kommer til at gå stærkt.

“Gud, hvordan tør du”
Knap så stærkt gik det første gang, hvor Hugo blev født i en uregelmæssig hovedstilling på en fødestue på Rigshospitalet. De tre jordemødre, som Nana havde lavet aftaler med, kunne ikke den nat, så det var en af de vagthavende jordemødre, der var med til fødslen.

– Det gjorde selvfølgelig, at hun ikke vidste noget om, hvordan vi gerne ville have det, ogderfor måtte jeg bruge energi på at undvige behandlinger. For eksempel tændte jordemoderen straks for CTG-apparatet og ville foreslå os at få kørt en “doorstep”- CTG, og det ønskede jeg ikke. Nana fravalgte også et vestimulerende drop senere i forløbet.

– Retningslinjerne siger jo, at vi skal overveje at sætte et drop, hvis der opstår vesvækkelse. Men det fravalgte jeg også, selvom jeg pressede i, ja det var op mod tre timer, siger Nana, der indrømmer, at hun selv havde gjort det samme, hvis hun havde stået der som jordemoder.

– Det var en god fødsel og en fed oplevelse … jeg følte mig så sej bagefter … og stolede blot endnu mere på min krop derefter.

Da Nana blev gravid igen ti måneder efter, var der ikke tvivl om fødestedet.

– Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at der ikke var nogen grund til at tage på hospitalet. Jacob sagde godt nok, at han gerne ville have en kiwi-cup liggende i skabet. Og det var da ok for mig, siger Nana.

– Jacob blev blandt sine kolleger mødt med nogen forargelse og løftede øjenbryn og “gud, hvordan tør du”. Men når jeg fortæller andre folk, jeg møder, at jeg skal føde hjemme, så forstår og respekterer de det. Det er da lidt mærkeligt, siger Nana.

Far tog imod
Anden fødsel, hvor Villy kom til verden på sofaen derhjemme, gik til gengæld stærkt i pressefasen. To timer fra veerne startede til den lille fyr var ude. Jordemoderen nåede frem tre kvarter før Nana fødte. Jacob ville gerne selv tage imod, men det var godt med et sæt ekstra hænder.

– Jordemoderen kom med udstyret, men det var lidt stressende på det tidspunkt at skulle forklare en jordemoder, som vi ikke kendte, hvad vi ville. Men hun var super god til bare at falde ind. Hun har siden sagt, at det var en fødsel, hvor hun var meget “tilbagelænet”, og det passede perfekt, fortæller Nana, der “gemte” sig på badeværelset sammen med Jacob for at få helt ro i de tyve minutter, hvor veerne rigtig tog til.

– På et tidspunkt kom jordemoderen ud og sagde, at jeg vist var ret langt, det kunne hun høre. Og ja, der havde jeg ikke helt styr på, hvor langt jeg var. Jeg nåede lige ind på sofaen og fødte efter gisp i to veer, siger Nana.

Fortæl de gode historier
Planen er lagt for næste fødsel. Der er lavet aftale med en håndfuld kolleger, hvoraf en skal komme, når Nana får veer. På grund af den lidt længere afstand til nærmeste fødested tager Nana sine forholdsregler.

– Jeg sørger for, at vi har udstyr, afnavlingssæt og lidt underlag hjemme inden fødslen, hvis der ikke er nogen, der når frem med det, siger Nana, der gerne vilbrede kendskabet til den gode hjemmefødsel ud.

– Vi jordemødre føder i stort tal hjemme, men hvad er det, vi ikke får delt med vores medsøstre, der i langt mindre omfang benytter sig af muligheden, spørger Nana og kommer selv med forslag til svar.

– Som jordemoder bliver man ikke mødt med løftede øjenbryn fra sine kolleger. Kulturen blandt jordemødre er meget åben over for hjemmefødsel, det er anderledes i andre miljøer. Og som jordemoder ved man, at man overflytter rettidigt, at der ikke er nogen, der gambler med sikkerheden, siger Nana.

Det handler også om gode historier.

– Der er kommuner i de områder, hvor hjemmefødselstilbuddet er godt, hvor ti procent af kvinderne føder hjemme, og det handler om “mund-til-mund” metoden, hvor en historie om en god hjemmefødsel er spredt. Men de historier skal komme et sted fra, siger Nana og har med fortællingen om sine egne fødsler gjort sit.