De lerklinede huse med kuppelformede tage og store mure omkring stikker op som små borge i det tørre steppeagtige landskab. Sceneriet er nærmest ren middelalder. Det er tidlig morgen, og den 62-årige jordemoder Inge Lise-Aaen er på vej fra Afghanistans næststørste by Herat til landsbyen Malan i det vestlige Afghanistan.
Den høje myndige kvinde har de seneste fire år leder et storstilet sundhedsprojekt for Den Danske Afghanistan Komité i Herat provinsen med bl.a. et distriktshospital, to sundhedscentre, otte mindre klinikker, undervisningshjælp til jordemødre og sygeplejersker, et kvindekollegium og udsendelse af mobile teams af jordemødre, som drager ud til de fjerneste landsbyer.
Helt centralt for projektet er at skabe bedre forhold for fødende kvinder og nedbringe børnedødeligheden i et område med en halv million indbyggere og lige så mange nomader. Hvert sjette barn og 1.600 ud af 100.000 kvinder overlever ikke fødslen.
Plads mellem børnene
Efter tre kvarters kørsel af den støvede grusvej krydser jeepen en rislende flod, og landsbyen Malan med et par tusind indbyggere dukker op. Bag et højt gitter ligger landsbyens sundhedscenter: En veludstyret gulmalet bygning med både læge- og jordemoderkonsultation og en fødestue. Her ydes hjælp til et distrikt, der omfatter 32.000 mennesker. På trappen til jordemoderklinikken sidder en gruppe kvinder iklædt blå burkaer og venter.
Den 48-årige jordemoder Tahira Saidi tilbyder de gravide tre gratis konsultationer inden fødslen og en konsultation efter fødslen. De får målt blodtryk og informeres om kost i et land, hvor underernæring af især kvinder er udbredt. Ved siden af konsultationsværelset, er der indrettet en fødestue. Her kan Tahira klare de lettere fødsler og tage et barn med sugekop. Er fødslen mere kompliceret, så der for eksempel skal udføres kejsersnit, må der skaffes en privat bil, så kvinden kan komme på hospital i Herat.
– Jeg fortæller også kvinderne om fordelene ved amning og prævention, men jeg forsøger ikke at presse noget ned over hovedet på dem, fortæller Tahira Saidi, der udleverer gratis p-piller og kondomer. Hun bruger helt bevidst ikke ordet børnebegrænsning, men taler om at skabe plads mellem børnene.
Som jordemoder har hun flere gange oplevet dødsfald. Det er blandt andet et stort problem, at fødende forbløder eller barnet dør, fordi kvinderne har købt det Syntocinon uden at konsultere en læge. På grund af overforbrug af det vestimulerende middel får kvinderne vestorm med risiko for ruptur og forblødning.
Forkert brug af medicin er i det hele taget et kæmpe problem i Afghanistan, hvor apoteker skyder op overalt.
Mange af kvinderne i Tahira Saidis klinik er reelt børn. Selvom afghanske kvinder ifølge loven skal være 18 år, så er 60 pct. af de afghanske piger stadig under 16 år, når de gifter sig.
– Fysisk er de i stand til at få børn, og fødslerne går ofte forbavsende let. Men psykisk er de på mange måder selv børn og i mange tilfælde slet ikke modne til at blive mødre, fortæller Inge-Lise Aaen.
Kvinder kan ikke bo alene
Tahira Saidi, der under besøget har haft sin første arbejdsuge i Malan, blev uddannet for 17 år siden. Det er vanskeligt at skaffe jordemødre til landsbyerne, og Inge-Lise Aaen er lykkelig for, at det er lykkedes at få en så rutineret jordemoder til centeret. Tahira Saidi er enke og mor til fire halvstore børn, som er i gang med uddannelse og arbejde inde i byen. Men selvom hun er en moden kvinde, er det er utænkeligt, at hun kan bo alene i Afghanistan.
Heldigvis er det lykkedes at finde en løsning. Landsbyens sympatiske og nygifte læge, der også er ansat af Den Danske Afghanistan Komité, har en familierelation til Tahira, og så er det i orden, at de bor sammen.
Tahira modtager 200 dollar om måneden (ca. 1.100 kr.) og tre dollar for hver ekstra vagt, har fri husleje og en vagtmand. Faktisk særdeles favorable løn- og arbejdsvilkår i Afghanistan.
– Vi gør meget for at komme jordemødrenes behov i møde, når de skal bo ude på landet, fortæller Inge-Lise Aaen. I Afghanistan er det helt almindeligt, at mange kvinder følges på arbejde af en såkaldt mahraham — typisk deres ægtemand — som får løn for at være ledsager. Den Danske Afghanistan Komité lønner også jordemødrenes medfølgende ægtefælle, men forlanger, at han skal arbejde.
Mandens skosål
Klinikken i Malan er stadig den positive undtagelse. Millioner af afghanske kvinder føder på det bare gulv uden nogen form for fødselshjælp, eller de får hjælp af en traditionel fødselshjælper. Regeringen har ganske vist besluttet, at fødsler i Afghanistan skal forestås af jordemødre, der har 12 års skolegang og to års uddannelse som community midwife eller to et halvt års uddannelse som standard midwife.
– Det er en katastrofal beslutning, for det er de færreste piger, som har 12 års skolegang, og beslutningen vil gøre det vanskeligt at skaffe jordemødre nok. Samtidig vil regeringen afskaffe de traditionelle fødselshjælpere, selvom de har en erfaring, der kan bruges. Derfor laver vi kurser, hvor vi underviser de traditionelle fødselshjælpere i bl.a. hygiejne, og udstyrer dem med rene barberblade, håndsæbe, navlesnor og et stykke plastik, siger Inge-lise Aaen og fortæller om den traditionelle og ikke just hygiejniske skik, hvor barnets navlestreng skæres over på faderens skosål.
Kvinder savnes
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der kun 9.000 jordemødre og sygeplejersker i et land med 30 millioner indbyggere, og manglen på sygeplejersker og jordemødre er et større problem end manglen på læger.
Men billedet er ved at ændre sig. I et klasseværelse på den kombinerede sygeplejerske- og jordemoderskole i Herat er den 22-årige Nasreen Ibrahim en af de 178 studerende. Nasreen er en køn pige med mongolske træk. Under Taleban boede hun i Iran, og hun er bedre uddannet og mere selvsikker end de fleste. Da de udenlandske besøgende træder ind i klassen, går hun op til tavlen for at opfordre sine medstuderende til at tale engelsk.
– Jeg drømmer om at hjælpe kvinder med at føde, for alt for mange dør under fødslen, fortæller Nasreen om sin motivation for at blive jordemoder. Hun vil dog helst ikke bo på landet, hvor behovet for jordemødre er allerstørst, men drømmer om at komme tilbage til sin familie i en by i det centrale Afghanistan. Foreløbig skal hun have praktisk erfaring. Skolen har indkøbt fantomdukker, som eleverne kan øve sig på, men under praktikken på hospitalets fødeafdeling er det svært at komme til:
– Ofte oplever vi, at lægerne overtager fødslerne, fordi de så kan få penge under bordet fra de fødende, fortæller Inge-Lise Aaen og henviser til, at korruption er meget udbredt blandt sundhedspersonalet.
Kidnappet
Mens forholdene i det sydlige Afghanistan er præget af vold, så er situationen i Herat stadig relativ rolig. Men kidnapninger er et voksende problem.
Sidste år blev fire af de ansatte i Den Danske Afghanistan Komité stoppet med en gravid kvinde i bilen uden for Herat. Kvinden blev smidt ud i vejkanten, og de fire afghanske medarbejdere kørt op i bjergene, hvor Herats tidligere borgmester Ghulam Yahya Akbari har dannet sin lille private hær, efter at han blev fyret som borgmester for et par år siden.
Inge-Lise Aaen kontaktede de allierede styrker i Afghanistan, og den dramatiske episode endte godt. Gidslerne blev frigivet,og efter opholdet i bjergene kunne de fortælle, at den forsmåede borgmester havde beklaget sig over, at en sundhedsklinik i hans område var blevet lukket. Inge-Lise Aaen besluttede at sende personale til klinikken for at imødekomme de lokales ønske om udvikling. Krigsherren har til gengæld lovet ikke at forulempe noget personale fra Den Danske Afghanistan-Komité.
Episoden har ikke skræmt Inge-Lise Aaen:
– Selvfølgelig tager vi vores forholdsregler. I de perioder, hvor der høstes opium, rejser jeg ikke ud til de landområder, hvor dyrkningen foregår, for det er Taleban-bevægelsen, der styrer opiumshandelen. Vi tager ikke ud efter mørkets frembrud, og vi forhører os altid hos de lokale, inden vi tager ud i landsbyerne. Hvis du vil arbejde i et samfund som det afghanske, så må du tage beslutningen, inden du rejser. Det kan ikke nytte at gå i evig skræk og rædsel, og personligt er jeg ikke bange.
Kontant ledelsesstil
– Folk her har stor respekt for Inge-Lise. Hun siger, hvad hun mener uden omsvøb, forklarer en af hendes venner i Herat, den afghanske forretningsmand og nødhjælpsorganisator Rateb Azimi.
– Tag op og find ud af, hvad der er sket, lyder det bestemt fra Inge-Lise Aaen, da to ansatte på hovedkontoret i Herat en morgen kommer frem på parkeringspladsens foran hendes kontor og fortæller om misstemninger efter ansættelse af en ny medarbejder på en klinik. De lokale havde foretrukket en af beboere fra området i stillingen. Da de senere kommer tilbage, viser det sig, at den påståede konflikt ikke havde hold i virkeligheden.
– De mange år med krig betyder, at Afghanistan er et land præget af rygter, og jeg opfordrer altid til, at vi undersøger tingene grundigt, siger Inge-Lise Aaen, der personligt insisterer på at gå uden tørklæde i det strengt muslimske samfund.
På et andet punkt er Inge-Lise Aaen også en kontant kvinde. Opiumsmisbrug er udbredt, og et par af de lokalt ansatte på.Den Danske Afghanistan Komités har haft problemer med stoffer.
Da hun fandt ud af, at en af de meget dygtige chauffører var afhængig af opium, fik han tilbud om at få betalt afvænning hos en lokal organisation, hvis han ville beholde sit job. Chaufføren er i dag stoffri og godt tilfreds med, at han i sin tid fik stillet stolen for døren, og hans kone er lykkelig.
I sit arbejde møder Inge-Lise Aaen også bagsiden af det stærkt kvindeundertrykkende afghanske samfund blandt andet i form af kvinder, der er dybt ulykkelige i deres ægteskab. I et enkelt tilfælde har en af hendes ansatte overvejet skilsmisse, men valgte at blive i ægteskabet.
– Jeg talte med kvinden om, at hun virkelig skulle overveje sin situation. En kvinde i Afghanistan kan ikke leve alene. Hun bliver udstødt af samfundet.
Selvom Inge-Lise Aaen udstråler en ukuelig ro, er hun godt klar over, at forholdene i Herat pludselig kan ændre sig. Under en kort genopblussen af Muhammedkrisen i februar 2008, måtte hun søge tilflugt hos en bekendt, indtil urolighederne løjede af. Og hun har en flugtplan klar, hvis det skulle brænde på.
– Udviklingen i Afghanistan er på vippen. Jeg ved ikke, om krigen får overtaget, eller en fredelig udvikling får en chance. Men jeg ved, at hvis vi skal holde provinser som Herat uden for krigen, skal de have hjælp.
Artiklen er blevet til med støtte fra Udenrigsministeriet og Danida.