Hidtil har det været vanskeligt at afsætte jordemodertimer til diabetes-centret på Odense Universitetshospital, men fra i år er jordemoder Hanne Friedmann en fast del af teamet.
Hendes opgave er blandt andet at give plads til den helt almindelige graviditetssnak, som diabetespatienterne let bliver snydt for, fordi det hele går op i diæter og blodsukkerkontroller.
– Ud over at jeg skal køre hjertelydskurver for dem fra uge 34 og frem, så er jeg egentlig ikke interesseret i deres sukkersyge, og jeg kan se, de ånder lettede op, når de opdager, de ikke skal snakke om blodsukker hos mig, siger Hanne Friedmann.
Hendes funktion er at yde ganske almindelig jordemoderomsorg, noget de gravide diabetikere ikke er forvænt med, fordi de typisk bliver ”overtaget” af diabeteslæger med fokus på det medicinske.
– Men de er jo også normale gravide med behov for at snakke om alle de ting, der normalt følger med i en graviditet, understreger Hanne Friedmann, der p.t. bruger otte timer af sin ugentlige arbejdstid i diabetes-centret.En anden indfaldsvinkel39-årige Dorte Vad Larsen var en af Hanne Friedmanns første patienter, og hun fremhæver blandt andet det praktiske i, at man nu virkelig kan møde alle faggrupper under samme tag.
Da Dorte var gravid første gang i 2004, fravalgte hun simpelthen jordemoderkonsultationerne, fordi hun ikke orkede også at skulle køre efter det — ud over alle de andre kontroller. Men nu, med graviditet nummer to, fik hun rent faktisk en kontinuerlig jordemoderkontakt på diabetescentret, som hun var meget glad for.
– Man får en anden indfaldsvinkel hos jordemoderen. Det hele foregår på en lidt blidere facon og med mere støtte på det menneskelige plan. Lægerne er da også forstående, men de er bare hele tiden så ”faglige”, synes Dorte.
Hanne Friedmann oplyser, at hun ser de gravide en gang om ugen fra uge 34 til samtale, CTG og eventuelt scanning for at følge med i, om barnet bliver for stort.