Heldigvis tjener min mand en god løn

35-årige Bente Koch fra Flensborg erkender, at hun hverken kan leve eller dø af sin jordemoderløn. Hun føler sig tvunget til at vælge fødslerne
fra.

– Hvis du vil knokle 70 timer om ugen, så kan du godt få det til at løbe rundt, siger jordemoder Bente Koch fra fødselshuset Mutterglück i Flensborg.

Den 35-årige kvinde arbejder som mange andre af hendes kolleger på deltid. Hun er delvist ufrivilligt gået ned i tid, da hun har valgt selve fødslerne fra og selv har små børn.

– Med de enormt høje ansvarsforsikringer, så var det en nødvendig beslutning, siger Bente Koch. De tyske forsikringsselskaber kræver nu over 4.000 euro – 30.000 kroner – i årlig forsikringspræmie af jordemødre. Årsagen er ifølge forsikringsselskaberne, at fejl forårsaget af jordemoderen under fødslen udløser krav om livslange ydelser til det handicappede barn.

Savner anerkendelse
– En forsikringsudgift i den størrelse har jeg ikke en chance for at betale, siger Bente Koch.

– Jeg tjener efter skat mellem 600 og 700 euro om måneden (ca. 4.500 kroner, red.). Heldigvis har jeg en mand, der tjener en god løn, ellers kunne det slet ikke hænge sammen. Det er dybt beklageligt, at vores arbejde ikke får anerkendelse af sygekasserne og staten.

Bente Koch er meget glad for sit job. Hver delstat har en jordemoderskole. I Slesvig-Holsten ligger den i Kiel. Efter de obligatoriske tre års uddannelse var Bente Koch ansat tre år på universitetshospitalets fødeafdeling i Kiel. Herefter er hun nu på 8. år freelance jordemoder i Flensborg.

– Det er samarbejdet med andre mennesker og den store glædelige begivenhed at få et barn, der er drivkraften i mit arbejde, fortæller hun.

Fødeklinik lukker
Hun besøger mødrene i deres hjem, eller de kommer til hende i Mutterglück, der også tæller fysioterapeut og healere. Et af byens private klinikker med speciale i fødsler, Fördeklinik, lukker om kort tid. Den stigende forsikringspræmie har fået jordemødrene til at opsige deres kontrakter med huset, hvorefter lægerne har set sig nødsaget til at lukke.

– Det betyder, at fødesafdelingen på Diako (evangelsk hospital i byen, red.) får 400 ekstra fødsler. Det må de jo så se, om de kan organisere sig ud af, siger Bente Koch.

Ingen gennemslagskraft
Alene i delstaten Slesvig-Holsten har fire ud af ti jordemødre siden 2010 opgivet at gennemføre selve fødslerne.

– Hvorfor finder I jer i så dårlige vilkår. Kunne I ikke organisere jer i en fagforening?

– Vi har ingen fagforening. Det er vores interesseforbund DHV, der forhandler på vore vegne. Men organisationen har ingen magt, siger Bente Koch.

DHV oplyser, at fagforeningen ver.di tilbyder medlemskab til jordemødre, men at blot et sted mellem to og fem procent vælger at organisere sig.