“Mænd kan ikke amme, men kan så meget andet: Få bøvsen, der klemmer, på gled, skifte bleen, bade barnet, lege og vise barnet nye sider af verden.”
“Hvis barnets far ryger, er det også rigtig godt, hvis han kan stoppe.”
“I ni måneder eller længere har I ikke skulle tænke på prævention, men det skal I beslutte jer for nu. Husk, at amning ikke beskytter mod graviditet.”
Eksemplerne er mange, når man søger på hospitaler, myndigheder og diverse sundhedskomiteers hjemmesider. Selvom det er tydeligt, at flere forsøger at anonymisere forældreskabet ved fx at skrive partner eller ledsager, så går mange fortsat ud fra den antagelse, at der er en far inde i billedet – og at mor og far deler samme dyne.
Det viser diverse pjecer og materiale om graviditet, fødsel og tiden herefter – her dukker det ene omfavnende og kyssende heteroseksuelle par efter det andet op på siderne med gode råd til en god start med baby.
Men er det egentlig okay, at far er den, der typisk optræder i alt informationsmaterialet? Hvad med solomoren, det lesbiske par og alle de andre forældreskaber, hvor far ikke er den eneste ene? Føler de sig mødt i mødet med sundhedssystemet?
Nej, lyder det korte svar fra jordemoder og sexolog Camilla Tved, der har studeret LGBT Plus – personers møde med sundhedssystemet:
– I Danmark har vi i dag en af de mest liberale lovgivninger i verden, når det handler om fertilitetsbehandling. Men vi er langt bagefter den her juridiske udvikling. Desværre. Vi har flere og flere familieformer, som har ret til fertilitetsbehandling, men så snart de bevæger sig uden for juraen, bliver de ikke mødt eller genkendt i sundhedssystemet, siger hun og fortsætter:
– Der er små lommer, hvor man forsøger sig lidt. Og der vil komme til at ske noget, for det er tydeligt, at der er en generationsforskel. Mit indtryk er, at der er større interesse for at bruge et inkluderende sprog blandt jordemoderstuderende og de yngre jordemødre. De har nok en anden åbenhed og nysgerrighed end jordemødre, der har været her længe. De unge kan se fra deres eget bagland, at familieformerne ændrer sig. Og de ved, at tavshed ikke virker. Men de mangler viden om, hvordan de skal forholde sig til den her udvikling.”
Sprog må ind på uddannelsen
Og den her skæve udvikling får Camilla Tved til at foreslå, at sproget og måden, familier omtales på, bliver en fast del af jordemoderuddannelsen. For, som hun siger, så er der mange ting, der koster meget. Men det koster ikke noget at ryste posen med ord og bruge et anerkendende og inkluderende sprog:
– Vi kan gøre meget med små greb. Derfor er det ekstra frustrerende, at vi så ikke gør det. Det kniber med tiden, der er nedskæringer og vi løber stærkt. Men det tager ikke lang tid at gøre sig sprogligt umage,” siger hun og tilføjer:
– Et hvert møde bør starte med en åben tilgang og en nysgerrighed fra jordemoderens side: “Hej, hvad er i for en slags familie,” eller: “Hej, jeg kan se, at I er to kvinder – hvordan vil I gerne have, at jeg omtaler jer?“
Hun mener, at det også vil være en naturlig følge af den juridiske udvikling at ændre sproget i den brede vifte af brochurer, hjemmesider, apps, blanketter, papirer og andet informationsmateriale. Og det er ikke altid lige let, erkender hun. For der er en eksisterende og berettiget modstand mod at slette far helt af ligningen – for far er ofte usynlig nok i forvejen:
– Men far kan gå ud af rummet og finde sig selv spejlet alle mulige steder – det kan alle andre forældre ikke nødvendigvis.”
Sproget kan gøre ondt
Og her kommer vi ind til det, som Camilla Tved ser som kernen af problemet:
– At få et barn er en livsomvæltning for alle. For man bliver udfordret på ens parforhold, egen identitet og det at skulle være forældre. Hvis man så samtidig skal tage hånd om diskrimination og stigmatisering fra sundhedssystemet, fordi der mangler spejling og anerkendelse i mødet med jordemødre og informationsmateriale, så har man en helt ny og spirende familie, der har rigtig mange udfordringer. Før baby overhovedet er ankommet, siger hun og tilføjer:
– Det er et problem, at vi som samfund skaber strukturer, hvor vi pålægger de her familier så meget stress og så mange bekymringer. Det påvirker deres familiedannelse. Og det gør ondt på dem.
Medmor og medfar
Spørger man Dansk Sprognævn, er det nu heller ikke fordi, at vi ligefrem strøer om os med betegnelser som solomor, medmor, medfar og medforældre. Det kan man se i Dansk Sprognævns tekstsamling og ved at bladre i Den Danske Ordbog og Retskrivningsordbogen.
– Der er masser af ord, der ikke er med i nogle ordbøger, for vi danner hele tiden nye ord. Men ordbøgerne vil beskrive sprogets udvikling. Hvis et ord er kommet med i de to bøger, betyder det, at det har en vis udbredelse. Medmor ser vi første gang i 2001 i dagbladet Information, og siden finder vi det under 50 gange i vores tekstsamling – det er jo ikke mange gange, siger Ida Elisabeth Mørch, seniorkonsulent i Dansk Sprognævn.
Men det er nok gange til at blive optaget i de to ordbøger. ‘Medmor’ blev optaget i Retskrivningsordbogen i 2014. Det samme gjorde ‘regnbuefamilie’ og ‘solomor.’ Men mens ord som ‘medmor’ og ‘solomor’ har fået en vis udbredelse, ser det anderledes ud med ‘medfar’. Det er ikke med i nogle af ordbøgerne, men det er registreret i Dansk Sprognævns ordsamling i 2009, hvor ordet dukker op hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske – i dag LGBT Danmark. ‘Medforældre’ dukker kun op et par gange i tekstsamlingen og er derfor heller ikke med i ordbøgerne – men det ord burde måske få en fremtidig plads, mener Ida Elisabeth Mørch:
– I stedet for kun at bruge mor og far som termer for, hvem der får børn, er det en god idé at udvide repertoiret. I de tilfælde, hvor det giver mening, er den naturlige løsning at skrive medforældre. Så er man på den sikre side – om det er mor, far, kvinde eller mand. Ord kommer først med i de store ordbøger, når vi bruger dem. Så hvis vi gerne vil have medforældre eller andre ord med og opnå en form for anerkendelse af, at de er almindelige – så må vi til at bruge de ord.
Jordemødre skal omfavne alle forældre
Og spørger man Ida Elisabeth Mørch er ord ikke bare ord. De kan have stor indvirkning på menneskers ve og vel. Men selvom hun peger på medforældre som et naturligt ordvalg, hvis man også vil favne hele den kulørte vifte af nye forældreskaber, så understreger hun, at det ikke er uden problemer konsekvent at bruge det ord:
– Sproget påvirker os på alle mulige måder og planer. Det er et meget stærkt middel. Man kan føle sig ekskluderet, hvis man ikke bliver mødt sprogligt. Så det er bedst, hvis man kan formulere sig, så man omfavner dem, der er ens potentielle ‘kunder.’ Men det er ikke nemt. For der vil være nogen, der ikke har medforældre, men bare er alene. Og så er vi ude i at skrive eventuelle medforældre. Det kan hurtigt blive lidt tungt,” siger hun og tilføjer:
– Men det er måske prisen, vi må betale, for at vi i dag har mange forskellige måder at blive forældre på.
Sundhedsstyrelsen: Vi skal følge med lovgivningen
Sundhedsstyrelsen erkender, at de kunne have været bedre til at favne alle forældre:
– Vi bliver vi nødt til at møde borgerne, hvor de er, så de kan føle sig imødekommet. Derfor er vi begyndt at bruge ordet partner rigtig meget. Men det er et svært farvand at navigere i. For det er ikke altid, at der er en partner – vi kan ikke vide, om det for eksempel er far, medmor eller solomor, der læser vores tekster, siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsens forebyggelsesenhed.
Han understreger, at det er meget uheldigt, hvis forældre ikke føler sig hørt og mødt.
– For det kan jo få den konsekvens, at de så lukker af over for vores gode råd. Derfor prøver vi at rumme så mange som muligt, og vi kan sikkert blive endnu bedre til det. Samtidig skal vi holde for øje, at det hele ikke bliver for kunstigt eller stift. Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at forkaste budskabet på grund af formen.
Fremover vil Sundhedsstyrelsen være bedre til at følge trit med lovgivningen:
– Måske har vi ikke været gode nok til at følge med lovgivningen. Vi har nok haft mest fokus på det store flertal. Og der kommer vi til at tale forbi nogen, vi faktisk også gerne vil rumme, siger han og tilføjer:
– Så det skal vi blive bedre til.