Supervision. Det handler om et grundlæggende behov for at få læsset af, når man har været igennem en oplevelse, som på den ene eller den anden måde har været svær. Det kan være en barsk fødselsoplevelse eller samarbejdsvanskeligheder med en læge. Som jordemoder er det akutte hverdag, og der kan derfor ofte opstå situationer, man kan have brug for at få talt igennem.
Fra pilot til fast tilbud
I 1998 startede seks jordemødre et pilotprojekt op, der skulle afprøve supervisionsmetoden. Jordemoder Dorthe Larsen, Svendborg, fortæller:
– Vi havde flere gange snakket om, at det kunne være rart at have muligheden for noget supervision i forbindelse med de voldsomme fødselsoplevelser. Vi besluttede derfor at gøre virkelighed af det og søgte penge hos amtet. Det fik vi.
Pengene blev brugt til en psykolog, der introducerede metoden og gav jordemødrene værktøjer til den styrede samtaleteknik, som supervision består i. Projektet blev afsluttet efter et års tid, og fordi erfaringerne var så positive, besluttede man at gøre supervision til et fast tilbud for alle jordemødrene i Fyns amt.
Jordemoderleder i Svendborg, Anette Frederiksen, fortæller:
– Vi brugte ny løn-midlerne til at finansiere ordningen og planlagde med fire timer tre gange om foråret og tre gange om efteråret — hver anden gang med psykologbistand.
Jordemødrene blev inddelt i grupper mere eller mindre tilfældigt, afhængigt af deres vagtskema. Dette var årsag til en smule skepsis blandt jordemødrene — ikke mindst fordi det nye forum skulle kunne rumme prekære og følsomme emner.
Dorthe Larsen fortæller:
– Til at begynde med var vi nok en smule skeptiske, da vi ikke havde nogen indflydelse på, hvem vi skulle være sammen med. Men det viste sig at være helt ubegrundet. Hun forklarer:
– Det, at der var en psykolog tilstede ved møderne, betød utrolig meget. Selvom man har værktøjerne, kan det være rigtig svært at holde fokus på egen hånd, og man er ofte tilbøjelig til at ryge ud af nogle tangenter eller at buse frem med sine egne oplevelser og vurderinger. I supervisionssituationen er det vigtigt, at den, der superviseres, får lov til at komme til orde og tale færdig.
Supervision på egen hånd
Efter et par år blev ordningen sparet væk, men Dorthe Larsen’s gruppe valgte at fortsætte:
– Da ordningen faldt bort, valgte vi at fortsætte i eget regi. Men nu er det mere en slags hygge-møder, og snakken er ikke altid 100 procent faglig. Typisk mødes vi hos en af os, og får noget godt at spise, og så tager vi en runde, hvor vi fortæller hinanden, hvad vi nu har på hjerte. Nogle af samtaleteknikkerne har selvfølgelig lagret sig, og vi prøver også at være gode til at lade den, der nu er på, komme til orde. På den måde får vi dækket det mest fundamentale behov for at få luftet vores tanker, men det er ikke helt det samme uden psykologen, fortæller Dorthe Larsen.
Anette Frederiksen ærgrer sig også over, at ordningen skulle spares væk:
– Det var et valg mellem flere onder, og jeg ville ønske, at supervision kunne være en del af den ret, man har som jordemoder. Alle jordemødre burde have krav på rum, ører og anerkendelse. Hun fortsætter:
– Som jordemoder bliver man måske forskrækket over ens egen reaktion, eller man kan sidde med en oplevelse af, at man har håndteret noget uhensigtsmæssigt. Og det er vigtigt at få sat ord på for at kunne handle anderledes en anden gang.
”Det er min egen skyld…”
Supervisionsmetoden er således en måde at skabe faglig udvikling på. Ved at spejle sig i hinanden og ved at studere problemerne udefra, kommer man lettere de skyldkomplekser til livs, som ofte kan være forbundet med jordemoderarbejdet:
– Jordemoderen er i berøring med mennesker, der i udgangspunktet er raske. Hvis noget går galt, føler man således også en skyld på en anden måde, end man fx gør som læge, siger Anette Frederiksen.
Som jordemoder er man selv ansvarlig for at være fagligt opdateret, når man møder på arbejde. Anette Frederiksen peger derfor også på, at det er vigtigt at få gjort faglig ajourførelse til et fælles anliggende ved fx at gøre tilbud som supervision til en del af normen:
– At være fagligt opdateret er en forudsætning for at kunne fungere som jordemoder, men som det ser ud nu, forventes det, at jordemoderen holder sig fagligt á jour i sin fritid. Det stiller jordemoderen i et etisk og følelsesmæssigt dilemma, hvis hun ikke føler, at hun har tid eller overskud til det, siger hun.
Autonomiseringen gør det muligt at placere ansvaret hos den enkelte og dermed også skyldfølelsen. Så faglig supervision er ikke kun et spørgsmål om økonomi, velvilje fra ledelsen og fleksibilitet i vagtskemaet. Det handler også om at sætte det på den fagpolitiske dagsorden, mener Anette Frederiksen:
– Jeg tror desværre, at den eneste løsning er, at man får det forhandlet ind som en ret. Alternativt kommer det til at handle om at prioritere i andre ting, og det er ikke ønskværdigt og ej heller rimeligt.