Da kongressen begyndte, var det som om, vi alle med et trylleslag blev tilstedeværende i det ‘nu’ vi befandt os i. På et kort øjeblik blev den efterhånden daglige påmindelse om verdens grusomheder lagt på hylden, og vi gav os alle hen i en jordemoderboble. Straks tog konferencen fart, og mængden af videnssultne kvinder blev fodret med oplæg om alt fra probiotikas effekt på GBS, til et kinesisk studie om ”hands off metoden” i forhold til at nedsætte perineale bristninger. Sidstnævnte et eksempel på et emne, der skabte stor debat, forundring og snakken i krogene, idet de kinesiske jordemødre talte om at ”ryste” caput frem, når caput stod i gennemskæringen. På anden dagen ledte en canadisk jordemoders studie til en diskussion blandt tilhørerne om, hvor vigtigt det er, at man som jordemoder tager ”den svære snak” med de gravide om seksuelle problemer og forandringer knyttet til graviditeten og tiden efter fødslen. Emnernes forskellighed vidner om den enorme bredde af viden og interesse blandt deltagerne. Som studerende får man lyst til at indfange al deres vid og passion i en lille boks og eksportere den med hjem til Danmark.
Studerende uden anerkendelse
På trods af at vi alle kom fra forskellige kår og verdenshjørner, var én ting helt sikkert: Alle var lydhøre overfor alle de forskellige jordemoderfaglige problematikker og iagttagelser, vi hver især havde på hjerte. Intet var for småt og intet var for stort – vi kunne alle lære af hinanden. Studerende til ICM har den unikke mulighed at deltage i en session med ICM-præsidenten Francis Day-Strik, og hvad der især gjorde et stort indtryk på mig, var at høre om den hårde kamp, som studerende i både Tyskland, Canada og USA kæmper med for overhovedet at blive anerkendt på fødegangene. Mine tyske, amerikanske og canadiske medstuderende fortalte, hvordan deres egne foreninger ikke blev anerkendt af deres regeringer og om, at de som studerende ikke måtte spise i samme rum som jordemødrene og obstetrikerne. En måske lille og banal ting men uden tvivl noget, der mindede mig om, hvor langt vi er kommet i Danmark ikke mindst pga. alle de seje jordemoderstuderende og jordemødre, der har kæmpet den kamp forud for os. Efter kun halvandet år på jordemoderstudiet har jeg allerede nu fået opbygget en stor faglig stolthed, ikke mindst på baggrund af engagerede undervisere i skoleperioden samt de hårdtarbejdende mentorer på fødegangen. Deres entusiasme og kærlighed til faget smitter af på os alle.
Knivskarpt budskab
Budskabet stod knivskarpt tilbage, da konferencen sluttede efter fire dages paneldebatter, oplæg og fest. I en verden, hvor nogle kvinder stadig kæmper for deres ret til selv at bestemme over deres egen krop, og hvor det kan være livsfarligt at føde, har vi mere end nogensinde før brug for jordemødre, der kan holde hjertet varmt og hovedet koldt i pressede situationer. Her på falderebet af en fantastisk konference, summer den kun 21-årige Unicef ambassadør Abelone Meleses sang om håb stadig iblandt alle deltagerne: ”Hvis vi alle står sammen og kæmper, så vil der ske en forandring”.
Håbet tager vi alle med os ud i Torontos varme gader, og håbet vil vi alle hver især tage med os hjem.