Hvis man er leder og ikke mener, at man kan undvære fryns som en del af ledelsesværktøjet, så skal man ikke søge ansættelse i den offentlige sektor. Selvom enkelte kommuner har sat personalegoder på budgettet i et forsøg på at holde på medarbejderne, er der langt i mellem de offentlige arbejdsgivere, der accepterer computere, bredbåndsforbindelser, medlemskaber af fitnesscentre eller fri telefon som en del af lønnen. En del af forklaringen ligger i en trængt økonomi og en forsinket erkendelse af, at man skal nurse sine medarbejdere, hvis man gerne vil beholde dem eller tiltrække nye. Og som medarbejder skal man ikke søge ansættelse i en kommune og slet ikke i en region, hvis fryns i form af for eksempel firmabil eller sundhedsforsikring er vigtige motivationsfaktorer.
Offentligt og privat ansat
En undersøgelse, som Capacent Epinion har foretaget for Ugebrevet A4, viser, at frynsegoderne er meget skævt fordelt på arbejdsmarkedet og dermed er med til at skabe øget ulighed mellem de private og den offentlige sektor. Kun på to områder er de offentligt ansatte bedre stillede end deres privat ansatte medborgere, nemlig på adgang til motions og fitnessfaciliteter og rådgivning i forskellig sammenhæng. Fire ud af ti offentligt ansatte får tilbud om motion, mens det kun gælder tre ud af ti på det private område. Offentligt ansatte får også i højere grad end privat ansatte tilbud om rådgivning fra for eksempel en fysioterapeut.
Men på alle andre områder er den privat ansatte bedre stillet. Hver anden i det private kan spise i kantinen med firmatilskud, men det kun gælder for hver fjerde i det offentlige. 12 procent af de offentligt ansatte har fri mobiletelefon, men tallet for de private er30 procent. Fire ud af ti privatansatte har en sundhedsforsikring, mens fem ud af 100 i det offentlige får det tilbud. Helt skævt står det til på det mere sociale område. Hver fjerde i det offentlige bliver inviteret til firmafest eller lignende af deres arbejdsgiver, men tre udaf fire i det private fester på arbejdsgiverens regning. Hver anden i det offentlige må slukkekaffetørsten for egen regning, mens næsten alle i det private ikke skal have pungen op.
Intet tyder på, at det offentlige er på vej til at hale ind på den private sektor, når det handler om at give medarbejderne fryns.
Højere løn – mere fryns
Den skæve deling af fryns går ikke kun mellem den private og den offentlige sektor. Også mellem indtægtsgrupper er der væsentlige forskelle, ligesom større virksomheder er mere tilbøjelige til at belønne medarbejderne med fryns, viser undersøgelsen fra Ugebrevet A4. Hvis man tjener mere end 500.000 kr. om året, er det næsten hver anden, der får stillet en hjemme-pc med internetopkobling til rådighed. Det gælder kun 12 procent af medarbejder med under 300.000 kr. i årlig gage. Hver anden i den høje indtægtsgruppe har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, mens det kun gælder hver femte i den lave gruppe.
Hvis man er ansat i et firma – privat – med mere end 100 ansatte, er sandsynligheden for at få del i frynsegoder betydeligt større, end hvis man arbejder i en mindre virksomhed.
Den skæve fordeling af frynsegoder er med til at øge uligheden mellem offentligt og privat ansatte og dermed mellem mænd og kvinder. Hvis man inddrager de grupper, der ikke er på arbejdsmarkedet – arbejdsløse, pensionister folk på efterløn – er uligheden endnu større.