Den 21. og 22. marts inviterede Jordemoderfagligt Selskab til seminar om Fremtidens Fødested på Sandbjerg Gods, hvor også Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi mødes. Associationen til DSOG’s Sandbjerg-møder viste sig at give pote. 42 jordemødre, som til dagligt sidder i nøglepositioner over hele landet og på Grønland, deltog i seminaret.
Formålet med seminaret var at formulere fælles faglige visioner blandt danske jordemødre, så jordemødre kan få indflydelse på den politiske dagsorden i de nye regioner og på deres eget arbejdssted. Seminarets deltagerne skulle tage stilling til, hvordan de ønsker fremtidens fødesteder indrettet? Hvordan skal de faglige retningslinjer se ud? Hvilken arbejdskultur vil vi stræbe efter?
Arbejdet med at definere Fremtidens Fødested stoppede ikke, da de 42 deltagere begav sig hjemad efter to dage med inspiration fra oplæg om kvalitetssikring, lægefaglige bud på hvordan man præger faget i positiv retning, gode råd om japansk inspireret indretning af føderummet under hensyntagen til elementer som ild og vand, et satirisk input fra to antropologer, en workshop om identitetsdannelse og meget mere. Arbejdet fortsætter i fire grupper, der blev nedsat på seminaret og skal beskæftige sig med emnerne: Relation, faglighed, arkitektur og organisation.
– Konceptet med at danne spontane arbejdsgrupper var en satsning fra Selskabets side, og viste sig som god øvelse i at tolerere mangfoldigheden og kaos. Hvor dejligt, at der kom lidt røre i det, som vi jo ved, er bedst, lige der hvor vi hver for sig kommer fra. Godt, at det lykkedes for så vidt, at samle fire store grupper af jordemødre, og at disse har indgået aftaler om at mødes igen. Vi har også fået givet hinanden håndslag på at mødes hele flokken den 6. oktober i Odense, sagde formand for Jordemoderfagligt Selskab, Joke Habben, ved afslutningen om det kommende gruppearbejde.
Vi har valgt at bringe en beretning fra foredraget ”Lets make history” — en workshop om identitetsdannelse samt Joke Habbens åbningstale.
Læs mere om seminaret på www.jordemoderfagligtselskab.dk —
Betragtninger over den forsvundne fødsel
Jordemoder Joke Habben er formand for Jordemoderfagligt Selskab. Vi bringer her hendes åbningstale ved seminaret på Sandbjerg Gods om fremtidens fødesteder.
Dengang jeg tænkte over, hvilken indledning jeg kunne servere, noget der vil være tilstrækkeligt provokerende til at skubbe arbejdsprocessen i gang, faldt jeg over udtrykket ”Hus forbi”. Det syntes jeg var et fint og meget præcist udtryk, som kunne inspirere til en fortælling om det uopfyldte og længselsfulde. En historie om det gode, der var blevet hjemløst og, som sådan, frysende på gaden, ventede på vores forestillingskraft, vores viden og magt til at blive til og finde et sted at være.
I 1998 forfattede den tyske historiker og sociolog, professor Barbara Duden et opsigtsvækkende bidrag til diskussionen om den moderne fødsel. Som historiker af den oplevede kvindelige krop, postulerede hun, at der i moderniteten ikke kunne påvises fødsler, som vi har kendt og kan genkende, og at der herved i nutiden ikke kan identificeres enlig fødte, men at vore gader er befolket af ikke fødte, for hvis tilværelse vi må finde en ny forklaring. I dette lys er der heller ingen fødesteder mere, men med Barbara Dudens ord ”professionelt reglementerede virksomheder”, hvor selve frembringelsen af barnet bliver ”led i forvaltningen af befolkningssystemer”.
Det er min klare fornemmelse, at jordemoderfaget befinder sig i denne forståelse af en fødsel i en historisk tid. Nemlig dér, hvor fødslens praksis fandt sin mening igennem en konkret og øjeblikkelig handling. En praksis, der blev til på en ”kooperativ måde”, og som var ”opnået af et fællesskab af personer”, af kvinder. Et fællesskab, som Duden betegner som ”forankret i en delt kropslighed”.
Vore fødesteder og deres indre organisation bærer præg af en vedvarede, smertefuld diskurs om os selv og vores relation til kvinden. De huse, vi bygger, de installationer, vi foretager, synes stimuleret af en forhåbning om genforening med og gendannelse af det, vi kender og genkender som fødsel. Fødslens territorium markerer vi derfor med ord, der smager af nærhed og kendthed. Vores eget territorium markerer vi med ord, der smager af noget, som andre end os selv, ikke kan og må forstå.
Smerten indsætter, når denne anakronistiske selvforståelse møder den institutionaliserede relation, vi har til kvinden. Det for længst nydefinerede relationsrum, som både kvinden og jordemoderen er efterladt i, viser sig nemlig at være proppet med en manifest kulturel ensomhed, og fyldes kun utilstrækkeligt med vores gensidige strategier.
Vi prøver, deler os op i landsbyer og små enheder, skaffer nicher, og hylder autonomien, enhver anarkistisk sten i maskineriet bliver tilbedt.
Imens vi publicerer billeder af nyfødte og jordemødre på Internettet og på vore opslagstavler, kæmper vi indædt mod hinanden: De store mod de små og omvendt, håner vi hinanden, når det går værst til. Vi holder fast i tanken om, at det var jordemoderen, man mente, da man skrev om evidens for kvindeligt selskab. Vi finder kortvarig tilfredsstillelse ved at bliver dygtige, fagligt kompetente håndværksmestre, og en videnskabelig funderet erstatning for legioner af reservelæger. Kvinden trækker sig imidlertid tilbage i vandet, og i epiduralens dulmende lykke. Vi finder alternativer, udgiver os som terapeuter og akupunktører. Og tendensen er, at vi siger fra og bliver landflygtige, nemlig dér hvor det hedder kejsersnit på moderens ønske og nyt job, ingen nattevagter og freelance arbejdstid efter jordemoderens ønske.
Vi har grund til at melde ”Hus forbi”. Vi må interessere os for, hvad det nu var, det var, der gør, at det lige er os, der kan kræve monopol. Vi må spørge os, om der ikke var andre, der kunne erstatte os, uden så meget som at blinke, dér hvor vi keder os med kvinden, og hun keder sig med os, hvor vi kun kan enes om opsættelsen af et S-drop.
Vi må vi erkende, at det unikke i jordemoderfaget og dets branding, ligger i en tydelig og meningsgivende relation til kvinden. En relation, der udspringer af et ønske om at frembringe mennesker, mødre, familier, der har en indre forbundenhed og ansvarlighed over for hinanden. Denne relation er ikke noget, vi kan fremtvinge, fremmane og tage kvinder som gidsel for. Denne relation er ikke skabt ved, at vi proklamerer hjemmefødsel kontra hospitalsfødsel, eller at vi lader som om, at vi er gæster på fødestuen, alt imens kvinden render rundt i hospitalstøj, og hendes kæreste kryber sammen på fødestuens eneste skammel.
Når vi bygger hus, må vi have en stærk vision af dennes beboere. Vi må tage ansvar, være skelsættende. Vi må være modige og tale med kvinderne om afsavn, i stedet for at tage vellykkede tilfredshedsundersøgelser som godnatlæsning. Vi må lære at læse mellem linjerne på de tilfredse kvinders takkekort, og lytte til de utilfredse, de utilpassede. Vi må være modige og forlade vore tankenicher. Offensiven kan aldrig kun handle om enten kvinden eller jordemoderen. Offensiven må handle om vores indbyrdes relation og dennes arkitektur, organisation og koreografi.
Jeg håber, at et nyt hus, det gode fødested, er bygget for den nye, meningsfulde fortælling af tilblivelsen. Så forudser jeg, at der i husets opholdstue og samtalekøkken kan blive øvet på det, som professor Valerie Flemming på sidste Sandbjerg møde kaldte ”shared personhood”. Et møde hvor vi tager vores viden om den ”delte kropslighed” med i en relation af borgere, som deler mere end det umiddelbare. Borgere, som deler et samfund, et ansvar – en fremtid.