Som nyuddannet jordemoder var jeg heldig at starte i et fultidsvikariat straks efter min eksamen. Det var skønt at komme ud og stå på egne ben og få en masse oplevelser i jordemodertasken.
Da mit vikariat sluttede, endte jeg ligesom rigtig mange andre jordemødre i arbejdsløshedsmøllen. Da jeg havde gået arbejdsledig med spredte vagte som timeafløser i et halvt år, endte jeg på Nedtrykt vej 1, 2900 Håbløshed, hvor alt synes umuligt, besværligt, urimeligt og uoverskueligt. Eftersom det ikke er en specielt interessant adresse at holde til på, tog jeg mig selv i nakken, og besluttede mig for at gøre noget ved situationen.
Jeg ville ud i verden og bruge min dyrebare uddannelse, hvor den rent faktisk kunne gøre gavn. Slut med at sidde på sofaen og trille tomler og surmule over situationen i Danmark. Jeg ville til Afrika og hjælpe små børn til verden, der uden min hjælp ville være født alene eller uden jordemoderomsorg.
Med støtte til Ghana
Jeg kom i kontakt med organisationen Project Abroad Pro, som sender fagfolk ud i verden og efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at min tur måtte gå til Ghana, der har stort behov for jordemødre. Eftersom mine måneder i ledighed ikke havde været overvældende indbringende, gik jeg i gang med at søge legater. Til min store glæde var der andre end jeg selv, der fandt frivilligt jordemoderarbejde i Afrika værdifuldt. Med støtte fra Carriwell, Jordemoderforeningens Hjælpefond og Libero, kunne jeg således drage af sted, fuld af forventninger og forhåbninger om at kunne gøre en forskel med mine jordemoderkompetencer.
Jeg skulle bo i en lille by kaldet Koforidua midt i landet og arbejde på deres regionale hospital. Fødegangen har ca. 5.000 fødsler årligt med optag fra hele regionen. Det er for nyligt blevet muligt for alle kvinder i Ghana at føde på sygehus, hvis de har en sygeforsikring som selv på afrikanske vilkår er til en billig pris. Det har ført til, at ca. 95 procent af alle kvinder i dag føder på sygehuset i Ghana.
Fødsler i Ghana
Fødegangen var indrettet med et modtagelsesrum, hvor alle nye patienter blev undersøgt, når de kom ind med veer. Var den fødende 4 cm åben, kunne hun få en seng på 1st stage room, hvor der var placeret seks senge ved siden af hinanden. Her lå kvinderne side om side på deres medbragte plasticlagener, og bruge deres medbragte spande som toilet. Jordemoderomsorgen begrænsede sig til hver halve time at palpere veer i 15 minutter og derefter lytte hjertelyd med meget nedslidte lytterør. Smertelindring var på ingen måde muligt, og efter mine observationer fik 8 ud af 10 S-drop med begrundelsen (citat jordemoder): We want them to deliver fast! Dråbetæller og CTG var et utopia, så havde man S-drop, fortsatte man med at lytte og palpere veer hver halve time. Mange af kvinderne havde grønt fostervand, fordi de i landsbyerne tager nogle bestemte urter for at sætte fødslen i gang. Det er en kultur, der er svær at ændre, selvom flere af mine ghanesiske kollegaer tog ud i de små samfund og informerede dem om risikoen ved brugen af urterne.
Når kvinden var klar til at presse, blev hun ført ind i 2nd stage room, hvor der var tre gynækologiske lejer placeret side om side, kun adskilt af en halvmur mellem hver seng. Ind imellem nåede kvinderne ikke derind, og fødte liggende ved siden af fem andre kvinder eller på gulvet på vej ind til det gynækologiske leje.
Efter fødslen kunne mødre og børn ligge i mellemgangen, indtil man enten ville hjem eller på en fælles sengestue.
Mine oplevelser som obruni
Jeg har fået utallige oplevelser med mig fra Ghana, som for altid har sat sit præg på den jordemoder, jeg er i dag. Nogle oplevelser var lykkelige og andre ulykkelige. En dag observerede jeg en 15 årig pige føde et dødfødt barn. Hun brød ud i et hjerteskærende skrig, men blev hurtigt tysset ned af jordemødrene med et klask på lårene. I Ghana siger overtroen, at hvis kvinden sørger for meget, vil hun ikke blive gravid igen. Den lille dreng blev pakket i en papkasse og efter udsagn fra mine kollegaer, begravet.
Af mere obstetriske oplevelser, forestod jeg en dag en gemellifødsel. Det usædvanlige ved dette var, at tvilling A kom som en fuldstændig fodpræsentation. Kroppen kom fint frem uden fremhjælpning, indtil min ghanesiske kollega resolut tog fat om benene og forcerede fødslen i ét ryk – anderledes manøvre end vi er vant til.
Mine forhåbninger inden jeg tog af sted til Afrika var at hjælpe kvinder til sikre fødsler og give al min jordemoderomsorg til kvinder, der ellers havde født alene. Virkeligheden viste sig dog at være anderledes. Hurtigt fandt jeg ud af, at hvis jeg skulle gøre mig nogen forhåbninger om at hjælpe, skulle det være på de præmisser mine ghanesiske jordemoderkollegaer satte op. Det betød blandt andet, at min jordemoderomsorg skulle begrænses, at mine patienter skulle have Sdrop uden indikation, at jeg skulle føde med kvinder liggende side om side og at alle kvinder skulle føde i gynækologisk leje.
At holde i hånd og massere lænden var på alle måder uhørt, og kvinderne så undrende på mig de gange, jeg tog deres hånd.
Jeg fandt det indimellem vanskeligt at hjælpe til på en måde, jeg ikke selv kunne stå inde for med min faglighed. Mine kollegaer var på ingen måde modtagelige overfor gode råd fra en obruni (hvid person), hvilket blandt andet kom til udtryk, da vi havde skulderdystoci og ingen ville lytte til mine råd om brugen af HELPERR. Dette resulterede i, at barnet sad i otte minutter, inden en mandlig læge kom og forløste barnet. Barnet fik Apgar 1. Her viste det sig igen, at deres uddannelse er utilstrækkelig, da neonatal førstehjælp bestod af, at barnet blev hængt med hovedet nedad og rusket. Et par minutters ilt på maske blev det til efter, barnet var målt og vejet. Så blev det pakket ind og efterladt på sechers bord. Efter min bedømmelse gik de fra et barn med Apgar 6.
Mødet med en traditionel jordemoder…
En af de mest uforglemmelige oplevelser i Ghana var mødet med en traditionel jordemoder, som hed Hajara. Før kvinderne havde mulighed for at føde på hospitalet, fødte man hos landsbyens jordemoder. Hajara er oplært af sin bedstemor og har aldrig modtaget undervisning. Kvinderne fødte på gulvet i hendes stue, og navlestrengen blev kappet med et gammelt barberblad. Alt hvad hun brugte til fødslerne, var i en lille trækasse, der målte ti gange ti cm, og indeholdte en sæbe, et sæt handsker, et plasticlagen, det lille barberblad og to zinkfade.
Hajara havde aldrig ejet et lytterør, og havde altid klaret sig uden. Der kom tårer i den gamle jordemoders øjne, da jeg forærede hende et stetoskop.
Jeg opfordrer alle jordemødre, erfarne som uerfarne, arbejdsløse som ansatte, til at tage ud i verden og gøre en forskel, hvor man kan, når man kan.
Christina Hinrup er uddannet jordemoder i januar 2011. Arbejder nu på Forlössningsklinikken i Lund, men rejser til Brasilien til september, hvor hun også vil samle erfaringer som jordemoder. Erfaringer og oplevelser beskriver Christina på bloggen www.denrejsendejordemoder.com
*Projects Abroad Pro er en engelsk organisation, der sender uddannet arbejdskraft til udviklingslande på frivillig basis. Læs mere på www.projects-abroad-pro.org
