Når vi som jordemødre er involveret i en fødsel med sphincterruptur, vil vi ofte evaluere forløbet og søge årsager til bristningen. Spørgsmålet om kvindens fødselsoplevelse og efterforløb vil sandsynligvis spille en særlig rolle i vores tanker.
Som led i arbejdet med forebyggelse af sphincterruptur har vi undersøgt kvinders oplevelse af fødsler, der pådrager dem en sphincterruptur. Særligt har vi haft fokus på, hvad disse kvinder efterspørger i vores omsorg, således at de føler sig imødekommet og vi dermed bidrager til en positiv fødselsoplevelse hos kvinden.
Fremmedhed og isolation
I det engelske fokusgruppeinterview Women’s Experiences After a Third Degree Obstetric Anal Sphincter Tear: A Qualitative Study (Williams et al. 2005), sættes der fokus på kvindernes oplevelse af at have en sphincterruptur. Hvad vi allerede ved, er, at de i varierende grad oplever fysiske og psykiske gener – herunder inkontinens, smerter og manglende sexlyst. Nogle oplever en følelse af fremmedhed for egen krop og udpræget frygt for partnerens tanker om bristningen. De beskriver en manglende lyst til efterfølgende graviditeter, der udspringer af frygten for efterfølgende vaginale fødsler eller sectio. Desuden oplever kvinderne en angst for smerter ved samleje (Williams et al. 2005).
Kvinderne beskriver en følelse af isolation – af at stå alene med generne – fysiske og psykiske. Oplevelsen af isolation opstår bl.a. i kraft af manglende vilje hos kvinderne til at tale om bristningen med deres partner. De oplever, at partneren distancerer sig fra emnet (Williams et al. 2005).
Som jordemødre har vi en unik mulighed for at mindske kvindernes oplevelse af isolation. Hvis det synes fordelagtigt, bør vi inddrage partneren i samtalen om bristningen. Herved afmystificeres emnet en smule, og der kan skabes øget åbenhed parterne imellem. Ikke overraskende udtrykte kvinderne i undersøgelsen, at fokusgruppeinterviewet (Williams et al. 2005) virkede terapeutisk, netop fordi de her mødte ligesindede.
Hvilken information efterspørger kvinderne?
Kvinderne efterspørger reel information, der leveres roligt, følsomt og præcist. Generelt har kvinderne et manglende kendskab til anatomien (Williams et al. 2005). Således er en illustration eller en model af anatomien væsentlig at anvende i forbindelse med informationen. Det er vigtigt at tage højde for, at informationen gives på et følelsesmæssigt meget krævende tidspunkt i kvindernes liv og derfor ikke nødvendigvis absorberes umiddelbart efter fødslen. Samtidig er det information, der ikke kan vente for længe med at blive givet (Williams et al. 2005). Således er det vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte kvindes behov og ikke mindst have fokus på det rette tidspunkt for informationen. Er det straks efter fødslen, eller dagen efter på barselafsnittet eller i hjemmet? Gives information de første timer efter fødslen, bør jordemoderen have særligt øje for kvindens behov for opfølgning.
Støtte til parret i efter fødslen
På trods af at kvinden ikke nødvendigvis oplever langsigtede fysiske gener efter sphincterruptur, kan oplevelsen fylde i parforholdet og dermed få konsekvenser for samlivet. Også her kan det have betydning, at vi støtter kvinden ved at inddrage partneren. Vi kan med fordel informere om, at sphincterruptur ikke alene er årsag til eventuelle post partum gener, ved at tydeliggøre at nedsat sexlyst ofte forekommer naturligt i tiden efter fødslen og fx kan være forbundet med amning eller helt almindelige efterfødselsgener. De skal selvfølgelig henvende sig ved vedvarende gener. Hos par der fx i forbindelse med barselsamtalen udtrykker, at de ønsker at tale om divergerende behov i samlivet efter fødslen, kan man med fordel vejlede dem i at have åbne, ærlige og respektfulde samtaler, der tager udgangspunkt i den enkeltes oplevelse af samlivet og med et åbent ønske om at forstå den anden part. Dette skal tjene til at skabe tryghed ved situationen, og kan herved medvirke til et positivt sensuelt rum, hvor samlivet får plads, hvor parret accepterer og søger at imødekomme hinandens behov i tiden efter fødslen.