»Som jordemoderstuderende var jeg i praktik på den gamle fødselsstiftelse i Aarhus,« svarer Rikke Damkjær Maimburg på interviewets indledende spørgsmål og griner selv lidt af at have startet sit arbejdsliv et sted, der i den grad lyder, som om det stammer fra ikke bare et andet årti, men fra et andet århundrede.
Og tiden på fødselsstiftelsen tilhører jo rent faktisk et andet århundrede, for det er 26 år siden, at Rikke Damkjær Maimburg blev uddannet jordemoder. I dag er hun som 50-årig netop udnævnt som den første professor i jordemodervidenskab og forebyggelse ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Arbejdsmedicin på Aarhus Universitetshospital.
Professorstillingen er delt, så Rikke Damkjær Maimburg er programleder på ph.d.-uddannelsen ClinFO (Clinical Medicine, Forensic Medicine and Dentistry and Oral Health) på Aarhus Universitet, den kliniske tilknytning har hun via afdelingen Arbejdsmedicin på Aarhus Universitetshospital og derudover er hun fortsat ansat som docent på jordemoderuddannelsen på Professionshøjskolen UCN.
»Jeg har tre mailbokse at styre nu, kan man sige,« siger hun som opsummering og fortsætter så:
»Og tre chefer … Det kunne sikkert være en udfordring, men jeg har været enormt heldig med mine chefer. De lytter meget til, hvad jeg gerne vil sætte i værk og bakker op om det. Og derefter er opgaven for mig at forsøge at skabe synergi mellem de tre stillinger.«
Kolleger
Selvom de tre chefer ikke er en udfordring set fra Rikke Damkjær Maimburgs perspektiv, så kræver det noget at have tre kollegagrupper.
»Jeg kan mærke, at det er svært at nå at pleje det sociale og ens arbejdsmæssige relationer på den måde, jeg er vant til, når jeg har tre så store hold kolleger, « fortæller hun.
Og faktisk startede hendes vej ind i forskningen netop med en god, kollegial relation tilbage i tiden som nyuddannet.
»Dengang havde jeg mange fødselsforløb med Niels Jørgen Secher, der var obstetriker og professor her i Aarhus. Han var meget interesseret i folkesundhed, og vi fik diskuteret mange ting, når vi havde forløb sammen. Det var ham, der første gang sagde til mig: ’Du er en forskerspire, du skal i gang med at forske!’,« fortæller Rikke Damkjær Maimburg.
Undren
I årene som basisjordemoder skete der sideløbende to ting, der skubbede til tankerne om at videreuddanne sig: Kollegaen Niels Jørgen Secher fik job i udlandet og flyttede fra Aarhus, og der begyndte at ske ting i klinikken, som Rikke Damkjær Maimburg undrede sig over.
»En af de meget konkrete ændringer var, at der kom et studie (The Term Breech Trial fra 2000, red.), som pegede på, at vi skulle lave kejsersnit på alle børn, der lå i underkropspræsentation. Fra starten af mit jordemoderliv havde det været min holdning – og den var blevet yderligere forstærket af samarbejdet med Niels Jørgen Secher – at kvindens præferencer og valg var vigtigt, for det var hendes forløb. Hvis vi bare dikterede, at alle underkropspræsentationer skulle resultere i kejsersnit, hvad ville der så ske, hvis kvinderne ikke ønskede et kejsersnit? Skulle vi tage så drastiske beslutninger på et studie, der desuden havde flere metodiske udfordringer. Efter noget tid ville vi have mistet det faglige greb, så vi rent faktisk kunne håndtere de vaginale UK-fødsler, fordi vi havde sendt alle til kejsersnit,« forklarer Rikke Damkjær Maimburg.
Studiet og de konkrete diskussioner om nye retningslinjer affødte en undren hos Rikke Damkjær Maimburg, men den blandede sig med usikkerhed:
»Jeg havde ikke lært kritisk vurdering af forskningsartikler på jordemoderuddannelsen, men jeg kunne med min faglige viden og matematiske kundskaber se, at studiet havde udfordringer, men også at de retningslinjer, man ville indføre, ville få store konsekvenser for kvinders valg og jordemødre og lægers kompetencer. Trods det, at jeg ikke var forskningsuddannet, gav jeg mine overvejelser tilkende på vores faglige møder i afdelingen, men lige lidt hjalp det, og den nye restriktive retningslinje blev indført. Da besluttede jeg, at jeg ville videreuddanne mig.«
Videreuddannelse
Tilfældigvis stødte Rikke Damkjær Maimburg på et kursus i epidemiologi og statistik på Københavns Universitet, som netop handlede om at kunne kritisk vurdere forskningsartikler.
»Det kursus måtte jeg bare tage, og det blev senere efterfulgt af en videreuddannelse indenfor folkesundhed og en ph.d. i medicin.«
Det at have opnået en del kompetencer i folkesundhed, epidemiologi og statistik har nogle gange ført til modstand for Rikke Damkjær Maimburg i fødselsverdenen.
»Når man som jeg arbejder meget tværfagligt og arbejder ind i flere specialer, bliver det tydeligt, at de forskellige specialer er forskellige steder, når det gælder evidensbasering og brugerinvolvering, « fortæller Rikke Damkjær Maimburg.
Få jordemoderforskere
Tiden var en anden, og kun få jordemødre videreuddannede sig dengang. »Og for os, der rent faktisk læste videre, var der ingen stillingsstruktur eller lønpuljer og ikke mange penge at søge til forskning.«
I dag er der kommet flere jordemoderforskere, og det, Rikke Damkjær Maimburg kalder ’spirevejen’ fra bachelor til kandidat og videre ind i forskningsverdenen, er begyndt at bære frugt, og det glæder hende meget.
Som det er i dag, er det mere forskningsemnet, der skaber modstand, fortæller Rikke Damkjær Maimburg. Hun har oplevet det på egen krop, og hun har set mange forskerkolleger møde samme modstand.
»Det er, som om forskning ikke er så vel modtaget, når den handler om den normale graviditet og fødsel, som når den fokuserer på det patologiske. Det møder meget mindre modstand og bliver bredere anerkendt, når man forsker i præeklampsi og GDM end i igangsættelse uden medicinsk indikation, fødslens fysiologi og hjemmefødsler,« forklarer hun.
Selv har hun oplevet modstanden, da hun lavede et randomiseret studie om fødselsforberedelse. Her fik hun at vide, at hun nok skulle overveje, om hun ville blive populær ’blandt sine egne’, når studiet ville vise, at fødselsforberedelse ikke virkede.
I stedet viste undersøgelsen, at kvinderne var mindre bekymrede, mestrede latensfasen bedre, brugte mindre epiduralblokade, vidste mere om amning og havde større tiltro til at kunne amme, samt at de fik en bedre fødselsoplevelse, når de havde deltaget i fødselsforberedelse. Undersøgelserne endte med at trække en regional bevilling hjem til fødestederne i Region Midtjylland.
Rikke Damkjær Maimburg mødte også utilfredshed, da hun søgte kvinder til det første danske free birthing studie. »Der blev jeg kontaktet af læger, sommente, at jeg reklamerede for at free birthe. Men jeg ville jo bare undersøge fænomenet som forsker. Det er vel ikke anderledes end at undersøge cancer og søge kvinder med cancer til et studie?«
»Lidt i samme boldgade oplevede jeg, da vi arrangerede ’International Normal Labour and Birth’-kongressen i 2022, at jeg fik deciderede trusler på X (tidligere Twitter, red.). De gik på, at vi ikke skulle bruge ordet normal. Men jordemoderens selvstændige kompetenceområde er netop det normale, og evnen til at skelne det normale fra det patologisk er helt væsentlig – det er i den skelnen hele sikkerheden for kvinderne og børnene ligger. Da kongressen blev holdt i England sidste gang, hed den blot ’The international Labour and Birth’ – der var det normale taget ud af titlen efter pres fra nogle få fremtrædende fagfolk og lobbyister. Jeg synes, det er en trist udvikling, at jordemødre ikke kan få lov at benævne deres eget virksomhedsområde, og at kvinderne ikke hver især kan bruge de ord, som giver mening for dem, uanset hvordan de føder. Men jeg glæder mig over, at vi havde 600 deltagere fra 39 lande, og med en tværfaglig bredde som ikke ses ved andre fødselskongresser. Evalueringen af kongressen var forrygende, og jeg tror, at netop den store tværfaglighed, samt det, at det er accepteret, at kunne tale både om det normale og patologiske er af stor betydning og sikrer bred inklusion – vi kunne i hvert fald læse af de frie kommentarer, at både læger, jordemødre og andre professioner havde nydt præsentationer af både klinikfødsler og kejsersnit på samme kongres, og at det ene ikke er bedre end det andet, men at det sammen styrker fødselsomsorgen.«
Udvikling
Hvis jordemoderfaget ikke sikrer sig selv ved at forestå forskning indenfor eget kompetencefelt og hvile den kliniske praksis på evidens, er det Rikke Damkjær Maimburgs klare overbevisning, at det kan give udfordringer.
»Jeg synes, at der tidligere har været en tendens til, at der blev set ned på de jordemødre, der videreuddannede sig. Så var man ikke rigtig jordemoder mere. Den kultur bremsede desværre enormt meget i mange år. Men hvis vi vil udvikle os og bestå som en faglig stærk og selvstændig profession, skal vi sikre en fødekæde ind i forskningsverdenen, og vi skal kunne inkludere de kompetencer, som videreuddannelsen giver folk, i faget og den kliniske hverdag efterfølgende.«
På den måde kommer den nye viden, der genereres bedst til gavn for både jordemødre og fødende, hvis man spørger Rikke Damkjær Maimburg:
»Det er vigtigt for hele faget, at vi har jordemødre i alle lag, og at professionen baserer sin kliniske praksis på forskning. Vi skal selv genere ny forskning og kunne vurdere den forskning, der kommer fra udlandet. Vi skal have jordemødre, der kan vurdere, hvilken ny viden, der skal implementeres, og hvilken der bestemt ikke skal – som fx kejsersnit på alle underkropspræsentationer. Når vi på den måde sikrer professionalisme i vores fag, har kvinderne og deres familier flere valg, og jordemødrene en bedre kliniske hverdag. Det giver det bedste arbejdsmiljø, at du er kompetent til det, du gør, og kan hjælpe de fødende familier mest optimalt. På den måde kommer forskning i den normale graviditet, fødsel og barsel både klinikerne og den fødende familie til gavn.«